the Printing Press

Det er godt og vel fem år siden jeg startede med at spille poker på nettet. På det tidspunkt kendte jeg reglerne, vel gjorde jeg det, men derudover havde jeg ikke det store begreb om hvad jeg egentlig foretog mig. Nu er tiderne skiftet og efter at være gået fra at være en clueless noob til at have ernæret mig ved poker det seneste års tid (har dog tabt 3-4 kg i perioden) føler jeg at det er på tide jeg øser ud af min enorme erfaring med at være indbygger i det land, hvor profitten tituleres Vorherre*. I ville ikke kunne leve uden.

Figur 1: Alt er tal!

Som alle andre pokerspillere spildte jeg selvfølgelig det første stykke tid af min karriere med at spille Hold ‘Em. At jeg kalder det spild af tid skyldes først og fremmest at HE er et ukristeligt kedeligt spil i forhold til Omaha, men også at det er sværere at generere profit i HE end i Omaha. Og så selvfølgelig at jeg er en fuldkommen talentløs HE-spiller. Ikke desto mindre formåede jeg fra starten af at vinde mere end jeg tabte, så mine eneste bestræbelser på at forbedre mig bestod i at deltage i pokerlistings.com’s daglige hand quiz, som jeg formåede at faile så ofte at det trodsede alle sandsynligheder.

Forresten har pokerlistings for nyligt sluttet sig til mængden af danske poker sites, der forsøger at hjælpe talentløse trolde som mig selv med at få en mere fornuftig tilgang til at spille poker online ;D.,, og jeg svarer i øvrigt stadig forkert på deres hand quiz den dag i dag.

Heldigvis fandt jeg ganske hurtigt ud af, at der var mere smæk for skillingen ved omahabordene, hvilket elegant bringer mig videre til min PT-graf og en trist erkendelse.

Figur 2: Fjahgoaktiens udvikling fra november sidste år og til dd.

Mine winnings (figur 2) er som sådan ikke til at klage over, men det faktum, at alt er vundet i PLO, har gjort mig en kende ærgerlig. Der er nemlig det ved PLO, at man betaler ukristeligt meget rake og da jeg alene i perioden afbildet på figur 2 har raket for små $8000 er det med 45% rakeback ikke en ubetydelig faktor i det store regnskab. Rent faktisk fordobler det nærmest min BB/100.

Desværre har jeg ikke haft en rakebackaftale før for et år siden og jeg har dermed betalt rake i et sted mellem fire og fem år uden at få så meget som en cent tilbage. Jeg tør slet ikke tænke på hvor euforisk det ville have gjort Graf Zahl (figur 1) at få lov til at tælle alle de USD jeg er gået glip af.

30 sølvpenge, grafer, Poker, profit

Don’t put away your childish things. Save them for your child.

rørstrøm, Tegneserier

En weekend for ikke så længe siden holdt de idrætsstuderende fest på en bar i Kiel for alle der havde lyst til at komme. Olivia (det er min kæreste) og hendes veninder ville selvfølgelig ikke undgå en så oplagt mulighed for at tage på hunkspotting, så de skulle afsted og så skulle jeg selvfølgelig også.

Indledningsvis var jeg afvisende over for forslaget om at tage med (”Das kannst du sofort vergessen”), men med bemærkningen om, at der ville være pokerfreerolls om cocktails blev jeg anderledes entusiastisk. Dette var en mulighed for at demonstrere mine skillz over for hele venindeslænget! Jeg forkyndte derfor min deltagelse ved festen (”Ich werrrde die im Norrrden und Osten bis an der äusseren Verteidigungsrrring vorrrrstossenden Pokerspieler in einem rrrücksichtslosen mit aller Krrraft geführten Gewaltsschlacht zurrrückwerfen!”). Dertil et nonchalant vift med hånden for at understrege hvor let det ville blive.
Olivia: (Med vanlig pessimisme) “Men du klager jo altid over at du taber når du sidder og spiller”.
Mig: (Nu rasende) “Haben Sie noch Zweifel an meine Befehl? Ich glaube ich habe mich klar genug ausgedrückt!”
Olivia: ?

Og således befandt jeg mig snart i diagramstillingen mens pigerne (minus en) trippede rundt nede på dansegulvet. Til venstre for mig på billedet sidder den pige, der ikke trippede rundt med de andre og foran hende, hendes kæreste.

Jeg skal indrømme at jeg ikke helt husker hvordan jeg slap af med ham, men han var ikke guds gave til hverken pot odds eller handreading, så efter ikke at have spillet alt for længe (bare det at kunne reglerne gav mig en uretfærdig fordel) var jeg heads up i kampen om de gratis cocktails.

Min modstander, lad os kalde ham Herman, var en sportsstuderende med nerverne siddende uden på tøjet. Han var helt oppe at ringe over at spille poker og lavede fistpump hver gang han vandt en pot. Du kender typen. Jeg tror det er ham, hvis hår skimtes i hjørnet.

Jeg, derimod, var selvfølgelig fuldstændig cool. Til dealerens bemærkning om at det da vist ikke var første gang jeg spillede poker svarede jeg henkastet “Nej”. Jeg lod pigerne fra dansegulvet tilkalde så de kunne overvære min glorværdige triumf, der pga. vores lige chipstacks kun var et spørgsmål om tid. Med pigerne fulgte også et ansvar; alt andet end en sejr ville være en fiasko. Jeg var som Brasilien til VM.

Jeg vidste at HU-duellen blot var et spørgsmål om at floppe top par, så da jeg raisede med Q9o og dealeren vendte QT5 kørte jeg de metaforiske champagneflasker i stilling. Som ventet kom jeg all in mod Herman, der lavede den frække check-raise-variant med 95o.

Jeg har glemt hvad turn var, men riveren var da en femmer. Pigerne var grænsende til ligeglade, men for mig var skuffelsen ikke til at bære. Foran computeren nogle timer senere prøvede jeg i min fuldskab at tjekke håndens odds på cardplayers odds calculator; 8,4%.

***

Men nu har muligheden for revanche budt sig - og det i en disciplin hvor lo2-elementet er reduceret betragteligt i forhold til poker.

Min nevø (10 år) har en ven, der spiller meget counterstrike. Det er ikke er cool at være anderledes blandt 10-årige, så da min nevø ikke spiller cs og dermed ikke har nogen skills at blære sig med følte han sig i stedet nødsat til at blære sig med sin onkels. Vennen nægtede pure at tro på, at jeg er (jaja, “har været”) en god (jaja, “middelmådig”) cs-spiller, så med barnlig stædighed værende hvad det er endte det med et væddemål til 10 kr om at vennen kunne slå denne “onkel” i cs.

Kan JEG tvære en 10-årig unge i cs?? Ringer en telefon? Altså, har 10-årige overhovedet motorik? Den knægt har ingen ide om hvad han går ind til. Han skal få alle mine indestængte frustrationer over bad beats at føle og jeg skal blive den mægtigste mand i hele 4. klasse! Ha! Ha!

Counterstrike, druk, Poker, tyskland, whine

Mad Hatter: Yes, yes! And when you come to the end, hehehe, stop!¹

Den Gale Hattemagers ord er sande - slutninger er en lige så stor del af livet som begyndelser, men derfor bliver jeg alligevel lidt rørstrømsk når jeg ved, at jeg lige har gjort noget for sidste gang.

Nej nej, der er ingen der er døde, jeg har bare haft sidste skoledag hos daedalic. Men det er trist alligevel. Så står man der og pakker sine ting og så har de alle sammen sneget sig op bag en og holder tale og folk klapper og alt muligt. Og de har endda luret, at jeg ser high stakes poker i pauserne og tabber væk fra pokernet når chefen kommer², så sebastian har samlet ind til Every Hand Revealed og pakket den nødtørftigt ind i en plakat til mig. Kald mig sentimental, men det synes jeg altså er rørende.

Fire og en halv måned. Fire og en halv måned af vores halvfjerds leveår, eller firs, hvis kræfterne slår til³. Just like that!

—

¹ Alice in Wonderland (1951)
² Rygtet er sandt. Hos spilfirmaer tabber boss-tasten rent faktisk fra regnearket og over i spillet.
³ Salmernes bog 90, 10.

filosofi, Poker, tyskland, whine

Har man jævnligt omgang med nye mennesker vil man på et tidspunkt nå dertil, hvor man ikke længere kan udskyde facebookvenskab. Nogle gange efter otte timer, andre gange efter tre år.

Hos det firma, jeg er hos i Hamborg, indtraf øjeblikket for ikke så længe siden - efter godt tre måneder. Dette betød selvfølgelig at folk skulle lure lidt rundt i hinandens billeder, men eftersom facebook er et ganske nyt koncept i Tyskland var der kun meget få albums for mig at snage i. Jeg, derimod, har jo som dansker… ho hooo, dozens of them.

Der var særligt én, en grafikergut (lad os kalde ham “Herman”), der reagerede på min profil. “Kuck mal der Jens an, han sover jo på alle sine billeder!”, om jeg virkelig var gift? Nej, det var jeg ikke, det er bare for sjov det står der. Snart var der kommentarer fra Herman her og der. Nuvel, jeg tænkte ikke nærmere over det.

Hvor vi tidligere aldrig havde talt sammen syntes jeg nu jeg kunne spore en stigning i antallet af smil og hilsner på arbejdet og at hans opførsel over for mig generelt bare ændrede sig. Nu er jeg naturligvis ikke mere naiv/fordomsfuld end at min gaydar begyndte at give udslag og da jeg lurede hans fb-profil faldt brikkerne ganske rigtigt på plads. Han var interesseret i mænd. Dette burde ikke som sådan gøre ham mere interesseret i mig hvis det da ikke var fordi jeg ifølge facebook også er interesseret i mænd. Og blandt andre ukorrekte lameroplysninger desuden også gift.

Skæbnen ville derefter at Herman og jeg (og ingen andre) en dag efter fyraften endte med at stå ved busstoppestedet. Vi faldt selvfølgelig i akavet snak. Mens vi stod og talte om vind og vejr måtte jeg både koncentrere mig om at udtrykke mig på gebrokkent tysk og samtidig desperat forsøge at udtænke høflige formuleringer i baghovedet såfremt samtalen skulle gå hen at blive pinlig, hvilket er ganske sandsynligt når kun den ene part ved, at det ikke er begge parter der er interesserede i mænd. En sådan situation er noget nær en katastrofe for en sky gut som mig selv og det var derfor en stor lettelse for mig da 23′eren snart dukkede op henne om hjørnet. Jeg vidste af erfaring, at Herman skulle med 114′eren.

Men ak. Som taget ud af en Anja og Viktor-film sprang Herman med ind i bussen med en bemærkning om, at han vist nok også godt kunne tage med den bus hen til et andet stoppested. Så kunne vi jo hyggesnakke lidt længere! Der var nu udsigt til en betydeligt længere samtale, der, ganske som frygtet, snart blev drejet over på hvor jeg boede, hvem jeg boede sammen med, hvor længe jeg havde været sammen med kæresten osv. Ude af stand til at håndtere akavede situationer og da slet ikke på et fremmed sprog var jeg snart parat til at tage flugten ved at stige af bussen. Havde det været et græsk teaterstykke ville der på dette tidspunkt blive sænket en engel ned fra loftet i et hejseværk for gennem guddommelig indgriben at befri mig fra mine pinsler. Den slags sker bare ikke i virkeligheden - men tæt på. Efter et par minutters kørsel huggede bussen pludseligt bremserne i så folk væltede rundt og jeg blev reddet. I uvejret var bussen åbenbart gledet af vejen og var kørt sammen med en anden bil. Politiet var tilkaldt og da ordnung muss sein kunne bussen nu ikke køre længere da der skulle optages rapport og reglementet følges. Deus ex machina! Herman måtte skynde sig tilbage til stoppestedet for at nå en anden bus og efter en venskabelig blanding af et knus og et klap på skulderen var jeg atter fri til at gå ned til en anden bus.

Postscript: Jeg sørger nu nøje for at undgå at ende alene ved stoppestedet med Herman. Fb-kommentarerne fortsætter ufortrødent. Jeg har endnu ikke gennemskuet hvordan man skal forholde sig til “venne”-begrebet på facebook i forhold til chefer og folk, der faktisk slet ikke er venner. Og til dem, der via facebook kan opspore Herman: Please don’t.

deus ex, røverhistorier, tyskland, vejret

I dag trykkede for første gang ikke pr. refleks på “cancel” da new hardware found-dialogen poppede op da jeg forbandt min iph0n3 med pcen. Derved opdagede jeg, at den er fuld af lamme billeder som jeg har taget i benovelse over langt om længe at have fået en kameratelefon. Her er nogle af dem!

Wakka wakka.

Livet er ikke retfærdigt. (se 01:53 @ denne).

Set mens jeg lyttede til LA Woman. ¬¬²

billedblog, lame

Udpumpning, styrtløbsulykker på ski, brækkede og forstuvede håndled og fødder og halse på trampoliner og fodboldbaner, femcifrede beløb tabt på high stakes PLO (:D), hele cookies i stedet for kvarte og jeg kunne blive ved med at opremse situationer hvor jeg har tænkt at jeg var the king of the wøøørld for derefter at bryde i brand og styrte i afgrunden.

Jeg nævner det fordi den seneste tilføjelse til listen, mit kraveben, først nu er vokset så meget sammen efter en off-piste kælketur at jeg igen kan bruge mus og tastatur. Gad vide om den irriterende over-the-top-trang er noget jeg nogensinde vokser fra. Hvis ikke kan jeg kun glæde mig over at jeg i det mindste ikke ejer en motorcykel. Eller tager stoffer. Guderne må vide hvad det ville føre til! Haha! …,.

Nuvel! Nok digression for denne gang. Der er gået næsten to måneder siden sidste update omkring fjahgoaktien og det er selvfølgelig fordi jeg har været bust.

December startede ellers lisså flyvende som november sluttede, men nu skulle hele ens liv jo ikke gerne gå hen at blive en fucking grind (hvilket det overhovedet ikke var ved), så der sku high stakes på bordet og det sku være nu. Ad kanaler der omfattede bekendtes venners venners telefonnumre og folk med fodlænke fik Heidt og mig opstøvet Odenses mest lurvede pokerklub hvor vi blev lovet high stakes action og nemme penge ud over alle grænser og med hver sin stack of high society under armen var vi klar til at vågne op næste morgen som paver.

Sådan skulle det ikke gå.

For selvom vi aldrig kom op i klubben lykkedes det os takket være internettet (så sygt at 3567 kan misse på 349 mod AK35o for 800 bucks) i stedet at vågne op i muddergrøften. Og ikke i den fine del af muddergrøften, men derimod i muddergrøftens usleste slum, der hvor lommesmerterne befinder sig på grænsen af hvad der er sundt for henholdsvis en SU-modtager og en pæl uden fast indkomst. Sidstnævnte værende mig.

Og således gik det til at december sluttede lisså forfærdeligt som november endte godt.

Det vil jeg gerne knytte en kommentar til inden jeg fortsætter med januar og denne kommentar består primært af figurerne 1, 2 og 3.

Figur 2: 10000 simulerede hænder med en winrate på 25 BB/100 og en standardafvigelse på 100.

Figur 1: 10000 simulerede hænder med en winrate på -10 BB/100 og en standardafvigelse på 100.

Figur 1 og figur 2 symboliserer hver 10 spilleres held og uheld. Standardafvigelsen er et udtryk for hvor vildt det går for sig i det spil, som simuleres. I PLO går det yderst vildt for sig og spiller man heads up (som jeg gør) bliver det ganske enkelt ikke vildere. Eksperter verden over er derfor enige om, at en SD på 100 er realistisk. Mod dygtige modstandere måske højere, mod dårligere måske lidt lavere.
Winraten er et udtryk for hvor mange big bets (1 big bet = 2 big blinds, dvs. $1 på PL50) man i snit kan forvente at vinde pr. 100 hænder hvis held og uheld fordeler sig ligeligt. Efter mine første 10000 hænder ligger jeg ifølge pokertableratings og pokertracker et sted mellem 25 og 30 BB/100.

Som følge deraf har jeg tidligere udråbt mig selv til en sikker vinder. Men vent! Pga. den enorme standardafvigelse har den heldigste -10 BB/100-spiller i ovenstående simulationer suget så meget ud at han tilsyneladende har klaret sig bedre end den uheldigste 25 BB/100-spiller (y-akserne har forskellige enheder).

Jeg kunne derfor i teorien være en forfærdelig spiller, der bare har været uendeligt heldig. Jeg tror ikke det er tilfældet, men jeg agter at finde ud af det og forhåbentlig samtidig komme unstuck efter eskapaderne i enden av december ved at få givet den gas i det spil, hvor jeg har den største positive forventning. Og praktisk nok er der lige præcis 0 usikkerhed omkring hvad det er for et - se figur 3.

Figur 3: Mine stats fra PTR.

fjahgoaktien, Poker, ski, whine

Pådrog mig en fraktur af clavicula under over-the-top kælketur. Tilstand forværret efter at have haft for meget for. Højre arm sat ud af spillet. Ude af stand til at foretage mig andet end at ligge på sofa. Blog vender tilbage om en uge eller to. Hurra. Ses.

whine

Præludium: For nogle dage siden, lad os sige fem, sad jeg med min skrabejulekalender i hånden og skrabede forud. Da jeg havde skrabet frem til og med den 22. gik det op for mig at jeg havde 9 juletræer. 10 juletræer udløser en million kroner. Jeg manglede dermed kun et enkelt juletræ for at blive millionær. Min puls steg da jeg satte 1-euro-mønten til papiret for at skrabe nummer 23…

Flash forward til nutiden: Betragt følgende uden at google og uden at bruge wikipedia (og uden at være studerende i spilteori eller beslutningsteori):

I approach you on the street and offer you the following choice: I have in my hand $1000 and you must decide whether to take it, or not. But, I first tell you that there is a very brilliant psychologist (IQ 25000) who has all the technical means available to do a complete psychological profile on you. He has learned how you think and reason in making decisions. Last week he made a prediction on whether you would take the $1000 or not: if he predicts that you refuse the $1000, then he placed $1Million in your bank account; if he predicts that you will take the $1000, he did not place the $1Million in you bank.

Tar man imod pengene eller gør man ikke? For at nå frem til et svar kunne man fx følge denne ganske fornuftige tankegang: “Der er fire mulige udfald; $0, $1000, $1000000 eller $1001000. Pengene er allerede sat i banken (eller osse er de ikke) og den eneste indflydelse jeg har er derfor hvorvidt jeg tar de $1000 eller ej. Flere penge er bedre end færre penge, ergo tar jeg altid imod tusindlappen.”

Men så igen. Har man ikke en eller anden uforklarlig fornemmelse af, at millionen bare ikke er der hvis man tar imod de tusind spir? Har den kloge psykolog ikke forudset at man tænker i spilteoretiske baner? Bør man alligevel ikke lade være at tage imod de $1000?

Man kunne også spørge sig selv om at tage imod pengene ikke er det samme som at satse på, at psykologen har taget fejl - hvilket aldrig sker? I så fald vinder man aldrig millionen medmindre man lader være med at tage imod de $1000.

Begge disse tankegange lyder ikke umiddelbart forkerte, men ikke desto mindre modsiger de hinanden. Vi har at gøre med et paradoks! (Nu må du gerne google eller evt kigge på wikipedia).

Tag de $1000, Du vil fortryde det; tag ikke de $1000, Du vil ogsaa fortryde det; Tag de $1000 eller tag ikke de $1000, Du vil fortryde begge Dele. Hvem kan argumentere bedst for hvilken strategi. Forsvinder solen hvis man tar til stranden? Kommer parkeringsvagten kun når man glemmer at stille skiven? Er der altid paskontrol ved grænsen når man har glemt sit pas? Regner det altid når man ikke har taget regntøjet med?

Tilbage til for fem dage siden: Med euromønten mod den endnu urørte låge nummer 23 stod jeg over for en beslutning. De grænseløst intelligente psykologer hos Danske Spil havde givet mig en million eller havde ikke givet mig en million. Pengene var sat i banken i det øjeblik jeg fik skrabekalenderen. Rent logisk ville det være meningsløst ikke at skrabe de sidste to felter. Millionen var der eller den var der ikke og hvis den var der og jeg ikke indløste den ville jeg gå glip af hundredvis af kroner i tabte renter over de næste dage og uger.

Men så igen. Jeg vidste jo, at hvis jeg skrabede de sidste to felter ville der bare være en latterlig julestjerne og et ubrugeligt rensdyr. Jeg vidste det jo. Jeg besindede mig, lagde mønten og kalenderen fra mig og klikkede i stedet på Full Tilt.exe for at spille et spil med amerikanske donks med grimme avatarer og helt uden psykologer.

filosofi, jul, spil

Jeg er klar over at man ikke skal generalisere og der er da heller ikke per definition noget i vejen med adventurespil som genre. De fleste er bare ret irriterende. Et gameplay, der stort set udelukkende beror på at kombinere forskellige objekter med hinanden ved hjælp af et begrænset sæt interaktionsmuligheder har sine begrænsninger. Når man har brugt “Give”, “Use”, “Push” og “Pull” tilstrækkeligt mange gange på “Poster”, “Magic Potion”, “stink bomb” etc. kan det ikke undgås, at løsningerne på forskellige puzzles kommer til at minde bare en lille smule om hinanden.

Figur 1: Push, pull, open, close, give to.

Med andre ord er et adventurespil nu engang et adventurespil. Efter at der i midthalvfemserne var blevet produceret mange succesfulde spil blev udviklerne derfor tvunget til at lave adventures, der var OVERDREVET adventureagtige hvis de ville have deres spil til at skille sig ud. Dette beskrives ganske glimrende i artiklen Death of Adventure Games, der gennemgår en serie puzzles fra Gabriel Knight 3 for at illustrere sin pointe.

Gider man ikke lige læse det hele bringer jeg her essensen, der refererer til en gennemgang af en serie puzzles, hvor man bl.a. fremskaffer et falsk overskæg ved at plante et stykke tape i kanten af et hul i et plankeværk for derefter at jage en sorthåret kat igennem hullet og lave overskægget af kattens hår:

Did you read all of that? If not, good for you! Dumb as your television enjoying ass probably is, you’re smarter than the genius adventure gamers who, in a truly inappropriate display of autism-level concentration, willingly played the birdbrained events described in that passage.

Jeg selv finder adventurespil ganske underholdende, men det er i mindre grad på grund af gameplayet. Som mit hoved er indrettet bliver jeg ganske enkelt frustreret når jeg skal udtænke løsninger på puzzles i stil med dem i artiklen. Jeg måtte fx give op godt en tredjedel inde i Simon the Sorcerer 2 da det overgik min forstand at man fik adgang til et tårnvindue i slottet ved at binde ikke een og heller ikke to, men derimod hele tre balloner fast til et gitter, der derefter bukkede under for den mægtige opdrift af ballonerne, lettede og fløj en op til vinduet. Resten af spillet tog jeg på walkthrough. At jeg stadig syntes det var sjovt skyldtes den gode humor og at det er fedt at se hvilke gimmicks og morsomme situationer, der er lagt ind i historien.

Tilbage til artiklen ovenfor. Jeg kom nemlig til at tænke på den i dag da jeg blev vidne til hvordan så fucked up et puzzle rent faktisk ender med at blive implementeret i et spil.

Jeg sad og målte rundt da jeg blev prikket på skulderen af en af designerne og en anden praktikant. Om jeg vidste hvordan man lavede karamel? Jo, det gjorde jeg da: Ved at varme sukker op til det smelter for derefter at lade det køle ned igen. De nikkede og fortsatte videre til en anden gut for at spørge ham om det samme.

Formålet med rundspørgen var at finde ud af, om folk generelt var klar over hvordan man lavede karamel og dermed også om en spiller ville kunne finde på at bruge sukker til at lave karamel for derefter at bruge karamellen til at klistre et foto fast til et stykke falsk ID, der skulle bruges til at blive lukket ind et sted i kapitel 5.

Den slags care-less-så-blir-det-mere-awesome-indfald, der i sin tid gjorde Skipper Skræk til en succes tror jeg bare ikke lige er the shit i et computerspil. At finde på at kombinere sukker med komfur og idkort kræver at man kan backtracke designerens fucked up tankegang og jeg er næppe den eneste, der ikke synes at det er det, der gør et spil underholdende.

Jeg tror da også det lykkedes mig at overbevise dem om, at ideen nok var en anelse zu weit raus. Hvordan det hele endte kan jeg naturligvis ikke afsløre da jeg er underlagt tavshedspligt (tror jeg da nok), men hvis du engang køber A New Beginning er her er et hint til kapitel 5: Hubba Bubba.

filosofi, spil, Tegneserier