Da det er blevet september igen har den sidste lille uges tid stået på skolestart for mig. Jeg er begyndt på en master i Media Technology & Games og det er alt sammen fantastisk interessant*. Uden at gå i kedsommelige detaljer kan uddannelsen i store træk beskrives som noget for folk, der aldrig har haft en knallert og som ikke ser noget galt i at gå med Starcraft 2-tshirts.

Uddannelsen er delt op i to linjer; design/analyse, der beskæftiger sig med alle andre aspekter af spilkultur og spilproduktion end selve implementationen og teknologi, der er fokuseret på programmering og teknologien bag spil. Med en bachelor i medialogi i bagagen (dvs. viden om alt muligt, men nada dyb viden om noget) målte jeg at sidstnævnte nok var mest +EV for mig. Skulle det blive for tørt har jeg mulighed for at jazze det lidt op med valgfag i fx. spilteori eller bare at følge nogle af designernes kurser.

Men som altid er jeg hverken helt fugl eller helt fisk, så selvom jeg er sikker på at teknologilinjen er det rigtige valg føler jeg mig alligevel lidt udenfor, for jeg må nok indrømme, at førnævnte grove beskrivelse af studiet er forfærdeligt tæt på sandheden på teknologilinjen. Jeg har godt nok aldrig haft en knallert, men jeg ejer stadig ikke en Starcraft 2-tshirt og det er nok til at jeg med min fuldstændigt tilfældige tøjstil føler mig overdressed i auditoriet. Sagt med et glimt i øjet, forstås. ;P, om man vil. Der er selvfølgelig intet galt i at gå med Starcraft-tshirts.

At jeg også stikker lidt ud fra mængden blandt de mere velklædte designere fik jeg en smagsprøve på i dag under noget gruppearbejde i forbindelse med introforløbet. Grupperne er blevet fordelt således at studerende fra designlinjen er blevet blandet med dem fra teknologilinjen. Jeg er dog den eneste i min gruppe, der ikke er fra designlinjen.

Vores første opgave er at finde på et analogt spil (dvs. et almindeligt gammeldags brætspil. Ingen computer) baseret på en tilfældig genstand, som hver gruppe har fået tildelt. Vi har fået en pose med elastikker og efter lidt brainstorming endte vi med at sidde at fumle med elastikker på en af de der plastikbakker fra vaskemaskiner som vi havde lånt i cafeteriet. Ved at spænde elastikkerne ud mellem pindene i bakken (der normalt holder kopper/tallerkner oprejst) fik vi lavet noget, der mindede om et kort, hvor elastikkerne kunne bruges til at udspænde og afgrænse områder (lissom i Civ4!).

Under diskussionen omkring spillets regler blev det foreslået, at spillet kunne være turbaseret og fx have til mål for spilleren at få hans udspændte elastik til at nå fra den ene ende af bakken til den anden. Ganske simpelt, egentlig. Inden jeg nåede at få overvejet yderligere regler var resten af gruppen imidlertid allerede gået videre til at diskutere, hvad spillet symboliserede. Var det interstellar travel? Var det rumflåder, der målte rundt? Eller var det bare almindelige flåder, der reallokerede ressourcer for at kunne flytte skibe?

Ude af stand til at se hvilken forskel det skulle gøre for spillet om elastikkerne var orme eller imperier eller glaserede figner prøvede jeg at forklare, at reglerne nok var vigtigere. Designernes (med bl.a. Gabbabukser, grønne Adidas-sko og strømper matchende trøjens farve) svar faldt prompte: Var det da ikke meget nemmere for mig at tænke på det på den måde? Om jeg ikke havde nogen fantasi??

Jeg kunne kun trække på skuldrene og kigge ind i kameraet som Gertrud Sand gør det når hun ikke forstår mænd og blot endnu engang konstatere, at jeg nok aldrig bliver specialiseret i noget som helst. Min måde at tænke på er ganske enkelt for lidt-af-hvert.

Men hvad, den grimme ælling blev også til noget en dag! Og jeg får mulighed for at revanchere mig selv allerede i morgen når vi skal i gang med vores anden introopgave: Design af et drukspil. Jeg agter at gå til opgaven med ildhu kl 18.00 sammen med bl.a. en finne, en amerikaner og to tyskere, hvoraf den ene ligner Seth Rogen og den anden er vegetar.

* Jeg har ikke glemt det, metafor om The Nocturnal Missions er på vej.

Men så kan man altid lade sig trøste af det gamle ordsprog, der siger at uheld i spil går hånd i hånd med held i kærlighed. Og minsandten om ikke Hr. Hansen, den evige ungkarl, omsider er blevet gift! Og hvem er mon hans udkårne?

Figur 1: Gus Hansen er blevet gift, og når det står på facebook er det officielt.

Som det ses af figur 1 er det såmænd… mig! Og når jeg så er så heldig at blive gift er jeg vel også kæmpestuck på pokerfronten? Lad os straks tage et kig på diverse trackeres optegnelser af mit spil på det seneste:

Figur 1: Turneringer for de sidste små to ugers tid som registreret af Pokertracker.

Figur 2: Min Sharkscope-graf (værktøj der scanner stort set al turneringsaktivitet på nettet)

Næh, det er jeg sgu egentlig ikke! Men livet er ikke fair, så sådan er det! White boys are delicious!

Intet er dog så skidt at det ikke er godt for noget og nogle gange sker der faktisk det, at filmene går hen og bliver så jammerligt dårlige, at de bliver fantastiske (ikke ulig en unsigned int, der bliver til 0 hvis man ++’er den ved 2³²). Så mine damer og herrer, uden further ado giver jeg jer 1995-hittet: Cyborg 3: The Recycler!

Filmen åbner med et pan hen over et tørt ørkenlandskab. Til tonerne af dunkende industrial-techno dukker titlen op i den obligatoriske fremtidsfont og afslører, at vi skal til at se mesterværket Cyborg 3. Som filmen skrider frem vil man i øvrigt opdage, at den dunkende 90′er-industrial er det eneste nummer på filmens soundtrack.

Inden længe dukker en lastbil op bag den flimrende varme på horisonten. Lastbilen, der mest af alt ligner en lille kvægtransport, bevæger sig på en måde, der med al ønskelig tydelighed afslører, at traileren er tom.

Lastbilen er tilsyneladende på jagt efter en person, der, på trods af at lastbilen bevæger sig i spadsere-tempo, har store vanskeligheder med at undslippe. Han indhentes og nedlægges da også inden længe.

I en sky af damp bremser lastbilen op og en luge åbnes. Technomusikken dunker stadig, hvilket antyder, at vi her ikke skal introduceres for filmens helt, men derimod skurken.

Der klippes til close-up af vores antagonist. I forbløffelse over at se en ældre mand i færd med at ryge en cigar iført bowlerhat, hvid charmeklud og et tandhjul med dioder på øjet undgår man måske at bemærke, at belysningen er fuldkommen anderledes end inden close-uppet.

Antagonisten viser sig at være en såkaldt “Recycler”, der jager og dræber cyborgs for derefter at sælge dem som reservedele. Efter at have nedlagt den løbende mand (der viste sig at være en cyborg) tager The Recycler en salatgaffel af blik frem og bruger den til at ringe til Lord Talon, der spilles af filmens trækplaster Malcolm McDowell.

Lord Talon går med skjorte og vest og har netop fået indopereret en mekanisk arm. Han aftaler med The Recycler at købe den nyligt nedlagte cyborg af ham.

Om aftenen skuer The Recycler dybsindigt mod horisonten og betror sin sidekick Jocko at han kender til eksistensen af en hemmelig cyborg-metropolis, som mange blot regner for at være en skrøne: Cytown! Cyborgernes fristed og en guldgrube for enhver recycler!

Under handlen med Lord Talon opstår der uoverensstemmelser omkring prisen, hvilket resulterer i håndgemæng. Lord Talon benytter sin mekaniske arm til at holde the Recycler i et nådesløst jerngreb imens han oplyser ham om alle de potentielle skader hans mekaniske arm kan påføre ham qua dens evne til at påføre et pres intet mindre end 60 pund.

The Recycler har dog et es i ærmet og får vristet sig fri ved at give Lord Talon stød med en paletkniv. Det elektriske stød udgør filmens eneste special effect.

Det kan Lord Talon ikke holde til. Han dør på stedet og afslutter dermed Malcolm McDowells optræden i filmen efter godt og vel 1½ minuts screentime.

Har man set filmplakaten og glædet sig til at nyde Lord Talons optræden kan man derfor godt gå hen at blive en smule skuffet.

The Recycler tager Lord Talons gangsterroll og beslutter at bruge pengene på at aflægge et cyberbordel et besøg i en scene, der ikke er relateret til plottet på nogen måde.

Da han kommer uden for igen møder vi en anden af filmens hovedpersoner, den gravide kvindecyborg Cash.

The Recycler spørger Cash om vej til en restaurant, men i stedet for at svare kører hun sin vej i sin fremtidsbil.

Cash er blevet rådet til at søge hjælp hos en visionær programmør og kører derfor ud i ørkenen og stopper et tilfældigt sted. Det viser sig at være det rigtige sted hun er stoppet da hun hurtigt opdager den visionære programmør i færd med at spille elguitar på toppen af en klippe. Den visionære programmør spilles af knægten fra Gremlins og kender muligvis vejen til den sagnomspundne Cytown - hvis den da findes!

Den visionære programmør bor i en hule fyldt med computerudstyr. Cash er utilfreds med at være gravid og kører et abort-program på sig selv, hvilket næsten tager livet af hende. Hun prøver at annullere, men det er: Umuligt!

Den visionære programmør kommer ilende til hjælp og hugger kablet over, hvilket får alt i hulen til at eksplodere. Hele filmens special effects-budget fyres af på fem sekunder og der går ild i alt fra akvariefisk til ledninger, men både Cash og den visionære programmør overlever på mirakuløs vis.

De beslutter sig for at drage til cyborgernes metropolis, og efter en lang rejse kan de omsider krydse en bakkekam og se den storslåede Cytown ligge udstrakt for deres øjne. Den viser sig umiddelbart at være noget mindre metropolisagtig end sagnet har givet indtryk af i og med den består af en lade af blik og tre mindre skure.

The Recycler og hans venner opsporer naturligvis Cytown og indleder et storstilet angreb på denne cyborgernes højborg. Byens mytiske status taget i betragtning kan man undres over, at der bydes velkommen med et meterhøjt “Welcome to Cytown”-skilt.

Det kommer til showdown mellem Cash og The Recycler og Cash sætter nye standarder for dårligt skuespil da hun leverer en monolog der skal knuse alles hjerter.

Men så trækker hun et maskingevær og fylder The Recycler med bly!!

The Recycler (der i øvrigt har flået det diodebesatte tandhjul af i en følelsesladet scene, der intet havde med plottet at gøre) vakler baglæns og er på nippet til at møde sit endeligt.

Inden han udånder leverer han dog filmens glansreplik: “Milde moster! Kællingen er udstyret med et interessant program!”

Hvis det er muligt at høre voiceoveren igennem de klapsalver og latterbrøl, der på nuværende tidspunkt bør brede sig blandt publikum, vil det blive forklaret at der nu oprinder en ny gylden æra for cyborger. Der klippes til en 5 sekunder lang psykedelisk animation af en baby før filmen går over i rulletekster og mesterværket er nået til enden.

…

Efterspil: De fleste HERMAN-folk var samlet til LAN da vi så Cyborg 3: The Recycler. Filmen gjorde et så stort indtryk at vi på stedet blevet inspireret til at komponere et stykke musik om den. Det kan høres på Klan Hermans myspace-side: www.myspace.com/klanherman

Figur 1: Alt er tal!

Som alle andre pokerspillere spildte jeg selvfølgelig det første stykke tid af min karriere med at spille Hold ‘Em. At jeg kalder det spild af tid skyldes først og fremmest at HE er et ukristeligt kedeligt spil i forhold til Omaha, men også at det er sværere at generere profit i HE end i Omaha. Og så selvfølgelig at jeg er en fuldkommen talentløs HE-spiller. Ikke desto mindre formåede jeg fra starten af at vinde mere end jeg tabte, så mine eneste bestræbelser på at forbedre mig bestod i at deltage i pokerlistings.com’s daglige hand quiz, som jeg formåede at faile så ofte at det trodsede alle sandsynligheder.

Forresten har pokerlistings for nyligt sluttet sig til mængden af danske poker sites, der forsøger at hjælpe talentløse trolde som mig selv med at få en mere fornuftig tilgang til at spille poker online ;D.,, og jeg svarer i øvrigt stadig forkert på deres hand quiz den dag i dag.

Heldigvis fandt jeg ganske hurtigt ud af, at der var mere smæk for skillingen ved omahabordene, hvilket elegant bringer mig videre til min PT-graf og en trist erkendelse.

Figur 2: Fjahgoaktiens udvikling fra november sidste år og til dd.

Mine winnings (figur 2) er som sådan ikke til at klage over, men det faktum, at alt er vundet i PLO, har gjort mig en kende ærgerlig. Der er nemlig det ved PLO, at man betaler ukristeligt meget rake og da jeg alene i perioden afbildet på figur 2 har raket for små $8000 er det med 45% rakeback ikke en ubetydelig faktor i det store regnskab. Rent faktisk fordobler det nærmest min BB/100.

Desværre har jeg ikke haft en rakebackaftale før for et år siden og jeg har dermed betalt rake i et sted mellem fire og fem år uden at få så meget som en cent tilbage. Jeg tør slet ikke tænke på hvor euforisk det ville have gjort Graf Zahl (figur 1) at få lov til at tælle alle de USD jeg er gået glip af.

En weekend for ikke så længe siden holdt de idrætsstuderende fest på en bar i Kiel for alle der havde lyst til at komme. Olivia (det er min kæreste) og hendes veninder ville selvfølgelig ikke undgå en så oplagt mulighed for at tage på hunkspotting, så de skulle afsted og så skulle jeg selvfølgelig også.

Indledningsvis var jeg afvisende over for forslaget om at tage med (”Das kannst du sofort vergessen”), men med bemærkningen om, at der ville være pokerfreerolls om cocktails blev jeg anderledes entusiastisk. Dette var en mulighed for at demonstrere mine skillz over for hele venindeslænget! Jeg forkyndte derfor min deltagelse ved festen (”Ich werrrde die im Norrrden und Osten bis an der äusseren Verteidigungsrrring vorrrrstossenden Pokerspieler in einem rrrücksichtslosen mit aller Krrraft geführten Gewaltsschlacht zurrrückwerfen!”). Dertil et nonchalant vift med hånden for at understrege hvor let det ville blive.
Olivia: (Med vanlig pessimisme) “Men du klager jo altid over at du taber når du sidder og spiller”.
Mig: (Nu rasende) “Haben Sie noch Zweifel an meine Befehl? Ich glaube ich habe mich klar genug ausgedrückt!”
Olivia: ?

Og således befandt jeg mig snart i diagramstillingen mens pigerne (minus en) trippede rundt nede på dansegulvet. Til venstre for mig på billedet sidder den pige, der ikke trippede rundt med de andre og foran hende, hendes kæreste.

Jeg skal indrømme at jeg ikke helt husker hvordan jeg slap af med ham, men han var ikke guds gave til hverken pot odds eller handreading, så efter ikke at have spillet alt for længe (bare det at kunne reglerne gav mig en uretfærdig fordel) var jeg heads up i kampen om de gratis cocktails.

Min modstander, lad os kalde ham Herman, var en sportsstuderende med nerverne siddende uden på tøjet. Han var helt oppe at ringe over at spille poker og lavede fistpump hver gang han vandt en pot. Du kender typen. Jeg tror det er ham, hvis hår skimtes i hjørnet.

Jeg, derimod, var selvfølgelig fuldstændig cool. Til dealerens bemærkning om at det da vist ikke var første gang jeg spillede poker svarede jeg henkastet “Nej”. Jeg lod pigerne fra dansegulvet tilkalde så de kunne overvære min glorværdige triumf, der pga. vores lige chipstacks kun var et spørgsmål om tid. Med pigerne fulgte også et ansvar; alt andet end en sejr ville være en fiasko. Jeg var som Brasilien til VM.

Jeg vidste at HU-duellen blot var et spørgsmål om at floppe top par, så da jeg raisede med Q9o og dealeren vendte QT5 kørte jeg de metaforiske champagneflasker i stilling. Som ventet kom jeg all in mod Herman, der lavede den frække check-raise-variant med 95o.

Jeg har glemt hvad turn var, men riveren var da en femmer. Pigerne var grænsende til ligeglade, men for mig var skuffelsen ikke til at bære. Foran computeren nogle timer senere prøvede jeg i min fuldskab at tjekke håndens odds på cardplayers odds calculator; 8,4%.

***

Men nu har muligheden for revanche budt sig - og det i en disciplin hvor lo2-elementet er reduceret betragteligt i forhold til poker.

Min nevø (10 år) har en ven, der spiller meget counterstrike. Det er ikke er cool at være anderledes blandt 10-årige, så da min nevø ikke spiller cs og dermed ikke har nogen skills at blære sig med følte han sig i stedet nødsat til at blære sig med sin onkels. Vennen nægtede pure at tro på, at jeg er (jaja, “har været”) en god (jaja, “middelmådig”) cs-spiller, så med barnlig stædighed værende hvad det er endte det med et væddemål til 10 kr om at vennen kunne slå denne “onkel” i cs.

Kan JEG tvære en 10-årig unge i cs?? Ringer en telefon? Altså, har 10-årige overhovedet motorik? Den knægt har ingen ide om hvad han går ind til. Han skal få alle mine indestængte frustrationer over bad beats at føle og jeg skal blive den mægtigste mand i hele 4. klasse! Ha! Ha!

Den Gale Hattemagers ord er sande - slutninger er en lige så stor del af livet som begyndelser, men derfor bliver jeg alligevel lidt rørstrømsk når jeg ved, at jeg lige har gjort noget for sidste gang.

Nej nej, der er ingen der er døde, jeg har bare haft sidste skoledag hos daedalic. Men det er trist alligevel. Så står man der og pakker sine ting og så har de alle sammen sneget sig op bag en og holder tale og folk klapper og alt muligt. Og de har endda luret, at jeg ser high stakes poker i pauserne og tabber væk fra pokernet når chefen kommer², så sebastian har samlet ind til Every Hand Revealed og pakket den nødtørftigt ind i en plakat til mig. Kald mig sentimental, men det synes jeg altså er rørende.

Fire og en halv måned. Fire og en halv måned af vores halvfjerds leveår, eller firs, hvis kræfterne slår til³. Just like that!

—

¹ Alice in Wonderland (1951)
² Rygtet er sandt. Hos spilfirmaer tabber boss-tasten rent faktisk fra regnearket og over i spillet.
³ Salmernes bog 90, 10.

Hos det firma, jeg er hos i Hamborg, indtraf øjeblikket for ikke så længe siden - efter godt tre måneder. Dette betød selvfølgelig at folk skulle lure lidt rundt i hinandens billeder, men eftersom facebook er et ganske nyt koncept i Tyskland var der kun meget få albums for mig at snage i. Jeg, derimod, har jo som dansker… ho hooo, dozens of them.

Der var særligt én, en grafikergut (lad os kalde ham “Herman”), der reagerede på min profil. “Kuck mal der Jens an, han sover jo på alle sine billeder!”, om jeg virkelig var gift? Nej, det var jeg ikke, det er bare for sjov det står der. Snart var der kommentarer fra Herman her og der. Nuvel, jeg tænkte ikke nærmere over det.

Hvor vi tidligere aldrig havde talt sammen syntes jeg nu jeg kunne spore en stigning i antallet af smil og hilsner på arbejdet og at hans opførsel over for mig generelt bare ændrede sig. Nu er jeg naturligvis ikke mere naiv/fordomsfuld end at min gaydar begyndte at give udslag og da jeg lurede hans fb-profil faldt brikkerne ganske rigtigt på plads. Han var interesseret i mænd. Dette burde ikke som sådan gøre ham mere interesseret i mig hvis det da ikke var fordi jeg ifølge facebook også er interesseret i mænd. Og blandt andre ukorrekte lameroplysninger desuden også gift.

Skæbnen ville derefter at Herman og jeg (og ingen andre) en dag efter fyraften endte med at stå ved busstoppestedet. Vi faldt selvfølgelig i akavet snak. Mens vi stod og talte om vind og vejr måtte jeg både koncentrere mig om at udtrykke mig på gebrokkent tysk og samtidig desperat forsøge at udtænke høflige formuleringer i baghovedet såfremt samtalen skulle gå hen at blive pinlig, hvilket er ganske sandsynligt når kun den ene part ved, at det ikke er begge parter der er interesserede i mænd. En sådan situation er noget nær en katastrofe for en sky gut som mig selv og det var derfor en stor lettelse for mig da 23′eren snart dukkede op henne om hjørnet. Jeg vidste af erfaring, at Herman skulle med 114′eren.

Men ak. Som taget ud af en Anja og Viktor-film sprang Herman med ind i bussen med en bemærkning om, at han vist nok også godt kunne tage med den bus hen til et andet stoppested. Så kunne vi jo hyggesnakke lidt længere! Der var nu udsigt til en betydeligt længere samtale, der, ganske som frygtet, snart blev drejet over på hvor jeg boede, hvem jeg boede sammen med, hvor længe jeg havde været sammen med kæresten osv. Ude af stand til at håndtere akavede situationer og da slet ikke på et fremmed sprog var jeg snart parat til at tage flugten ved at stige af bussen. Havde det været et græsk teaterstykke ville der på dette tidspunkt blive sænket en engel ned fra loftet i et hejseværk for gennem guddommelig indgriben at befri mig fra mine pinsler. Den slags sker bare ikke i virkeligheden - men tæt på. Efter et par minutters kørsel huggede bussen pludseligt bremserne i så folk væltede rundt og jeg blev reddet. I uvejret var bussen åbenbart gledet af vejen og var kørt sammen med en anden bil. Politiet var tilkaldt og da ordnung muss sein kunne bussen nu ikke køre længere da der skulle optages rapport og reglementet følges. Deus ex machina! Herman måtte skynde sig tilbage til stoppestedet for at nå en anden bus og efter en venskabelig blanding af et knus og et klap på skulderen var jeg atter fri til at gå ned til en anden bus.

Postscript: Jeg sørger nu nøje for at undgå at ende alene ved stoppestedet med Herman. Fb-kommentarerne fortsætter ufortrødent. Jeg har endnu ikke gennemskuet hvordan man skal forholde sig til “venne”-begrebet på facebook i forhold til chefer og folk, der faktisk slet ikke er venner. Og til dem, der via facebook kan opspore Herman: Please don’t.

Wakka wakka.

Livet er ikke retfærdigt. (se 01:53 @ denne).

Set mens jeg lyttede til LA Woman. ¬¬²

Jeg nævner det fordi den seneste tilføjelse til listen, mit kraveben, først nu er vokset så meget sammen efter en off-piste kælketur at jeg igen kan bruge mus og tastatur. Gad vide om den irriterende over-the-top-trang er noget jeg nogensinde vokser fra. Hvis ikke kan jeg kun glæde mig over at jeg i det mindste ikke ejer en motorcykel. Eller tager stoffer. Guderne må vide hvad det ville føre til! Haha! …,.

Nuvel! Nok digression for denne gang. Der er gået næsten to måneder siden sidste update omkring fjahgoaktien og det er selvfølgelig fordi jeg har været bust.

December startede ellers lisså flyvende som november sluttede, men nu skulle hele ens liv jo ikke gerne gå hen at blive en fucking grind (hvilket det overhovedet ikke var ved), så der sku high stakes på bordet og det sku være nu. Ad kanaler der omfattede bekendtes venners venners telefonnumre og folk med fodlænke fik Heidt og mig opstøvet Odenses mest lurvede pokerklub hvor vi blev lovet high stakes action og nemme penge ud over alle grænser og med hver sin stack of high society under armen var vi klar til at vågne op næste morgen som paver.

Sådan skulle det ikke gå.

For selvom vi aldrig kom op i klubben lykkedes det os takket være internettet (så sygt at 3567 kan misse på 349 mod AK35o for 800 bucks) i stedet at vågne op i muddergrøften. Og ikke i den fine del af muddergrøften, men derimod i muddergrøftens usleste slum, der hvor lommesmerterne befinder sig på grænsen af hvad der er sundt for henholdsvis en SU-modtager og en pæl uden fast indkomst. Sidstnævnte værende mig.

Og således gik det til at december sluttede lisså forfærdeligt som november endte godt.

Det vil jeg gerne knytte en kommentar til inden jeg fortsætter med januar og denne kommentar består primært af figurerne 1, 2 og 3.

Figur 2: 10000 simulerede hænder med en winrate på 25 BB/100 og en standardafvigelse på 100.

Figur 1: 10000 simulerede hænder med en winrate på -10 BB/100 og en standardafvigelse på 100.

Figur 1 og figur 2 symboliserer hver 10 spilleres held og uheld. Standardafvigelsen er et udtryk for hvor vildt det går for sig i det spil, som simuleres. I PLO går det yderst vildt for sig og spiller man heads up (som jeg gør) bliver det ganske enkelt ikke vildere. Eksperter verden over er derfor enige om, at en SD på 100 er realistisk. Mod dygtige modstandere måske højere, mod dårligere måske lidt lavere.
Winraten er et udtryk for hvor mange big bets (1 big bet = 2 big blinds, dvs. $1 på PL50) man i snit kan forvente at vinde pr. 100 hænder hvis held og uheld fordeler sig ligeligt. Efter mine første 10000 hænder ligger jeg ifølge pokertableratings og pokertracker et sted mellem 25 og 30 BB/100.

Som følge deraf har jeg tidligere udråbt mig selv til en sikker vinder. Men vent! Pga. den enorme standardafvigelse har den heldigste -10 BB/100-spiller i ovenstående simulationer suget så meget ud at han tilsyneladende har klaret sig bedre end den uheldigste 25 BB/100-spiller (y-akserne har forskellige enheder).

Jeg kunne derfor i teorien være en forfærdelig spiller, der bare har været uendeligt heldig. Jeg tror ikke det er tilfældet, men jeg agter at finde ud af det og forhåbentlig samtidig komme unstuck efter eskapaderne i enden av december ved at få givet den gas i det spil, hvor jeg har den største positive forventning. Og praktisk nok er der lige præcis 0 usikkerhed omkring hvad det er for et - se figur 3.

Figur 3: Mine stats fra PTR.