Pådrog mig en fraktur af clavicula under over-the-top kælketur. Tilstand forværret efter at have haft for meget for. Højre arm sat ud af spillet. Ude af stand til at foretage mig andet end at ligge på sofa. Blog vender tilbage om en uge eller to. Hurra. Ses.
Præludium: For nogle dage siden, lad os sige fem, sad jeg med min skrabejulekalender i hånden og skrabede forud. Da jeg havde skrabet frem til og med den 22. gik det op for mig at jeg havde 9 juletræer. 10 juletræer udløser en million kroner. Jeg manglede dermed kun et enkelt juletræ for at blive millionær. Min puls steg da jeg satte 1-euro-mønten til papiret for at skrabe nummer 23…
Flash forward til nutiden: Betragt følgende uden at google og uden at bruge wikipedia (og uden at være studerende i spilteori eller beslutningsteori):
I approach you on the street and offer you the following choice: I have in my hand $1000 and you must decide whether to take it, or not. But, I first tell you that there is a very brilliant psychologist (IQ 25000) who has all the technical means available to do a complete psychological profile on you. He has learned how you think and reason in making decisions. Last week he made a prediction on whether you would take the $1000 or not: if he predicts that you refuse the $1000, then he placed $1Million in your bank account; if he predicts that you will take the $1000, he did not place the $1Million in you bank.
Tar man imod pengene eller gør man ikke? For at nå frem til et svar kunne man fx følge denne ganske fornuftige tankegang: “Der er fire mulige udfald; $0, $1000, $1000000 eller $1001000. Pengene er allerede sat i banken (eller osse er de ikke) og den eneste indflydelse jeg har er derfor hvorvidt jeg tar de $1000 eller ej. Flere penge er bedre end færre penge, ergo tar jeg altid imod tusindlappen.”
Men så igen. Har man ikke en eller anden uforklarlig fornemmelse af, at millionen bare ikke er der hvis man tar imod de tusind spir? Har den kloge psykolog ikke forudset at man tænker i spilteoretiske baner? Bør man alligevel ikke lade være at tage imod de $1000?
Man kunne også spørge sig selv om at tage imod pengene ikke er det samme som at satse på, at psykologen har taget fejl - hvilket aldrig sker? I så fald vinder man aldrig millionen medmindre man lader være med at tage imod de $1000.
Begge disse tankegange lyder ikke umiddelbart forkerte, men ikke desto mindre modsiger de hinanden. Vi har at gøre med et paradoks! (Nu må du gerne google eller evt kigge på wikipedia).
Tag de $1000, Du vil fortryde det; tag ikke de $1000, Du vil ogsaa fortryde det; Tag de $1000 eller tag ikke de $1000, Du vil fortryde begge Dele. Hvem kan argumentere bedst for hvilken strategi. Forsvinder solen hvis man tar til stranden? Kommer parkeringsvagten kun når man glemmer at stille skiven? Er der altid paskontrol ved grænsen når man har glemt sit pas? Regner det altid når man ikke har taget regntøjet med?
Tilbage til for fem dage siden: Med euromønten mod den endnu urørte låge nummer 23 stod jeg over for en beslutning. De grænseløst intelligente psykologer hos Danske Spil havde givet mig en million eller havde ikke givet mig en million. Pengene var sat i banken i det øjeblik jeg fik skrabekalenderen. Rent logisk ville det være meningsløst ikke at skrabe de sidste to felter. Millionen var der eller den var der ikke og hvis den var der og jeg ikke indløste den ville jeg gå glip af hundredvis af kroner i tabte renter over de næste dage og uger.
Men så igen. Jeg vidste jo, at hvis jeg skrabede de sidste to felter ville der bare være en latterlig julestjerne og et ubrugeligt rensdyr. Jeg vidste det jo. Jeg besindede mig, lagde mønten og kalenderen fra mig og klikkede i stedet på Full Tilt.exe for at spille et spil med amerikanske donks med grimme avatarer og helt uden psykologer.
Jeg er klar over at man ikke skal generalisere og der er da heller ikke per definition noget i vejen med adventurespil som genre. De fleste er bare ret irriterende. Et gameplay, der stort set udelukkende beror på at kombinere forskellige objekter med hinanden ved hjælp af et begrænset sæt interaktionsmuligheder har sine begrænsninger. Når man har brugt “Give”, “Use”, “Push” og “Pull” tilstrækkeligt mange gange på “Poster”, “Magic Potion”, “stink bomb” etc. kan det ikke undgås, at løsningerne på forskellige puzzles kommer til at minde bare en lille smule om hinanden.
Figur 1: Push, pull, open, close, give to.
Med andre ord er et adventurespil nu engang et adventurespil. Efter at der i midthalvfemserne var blevet produceret mange succesfulde spil blev udviklerne derfor tvunget til at lave adventures, der var OVERDREVET adventureagtige hvis de ville have deres spil til at skille sig ud. Dette beskrives ganske glimrende i artiklen Death of Adventure Games, der gennemgår en serie puzzles fra Gabriel Knight 3 for at illustrere sin pointe.
Gider man ikke lige læse det hele bringer jeg her essensen, der refererer til en gennemgang af en serie puzzles, hvor man bl.a. fremskaffer et falsk overskæg ved at plante et stykke tape i kanten af et hul i et plankeværk for derefter at jage en sorthåret kat igennem hullet og lave overskægget af kattens hår:
Did you read all of that? If not, good for you! Dumb as your television enjoying ass probably is, you’re smarter than the genius adventure gamers who, in a truly inappropriate display of autism-level concentration, willingly played the birdbrained events described in that passage.
Jeg selv finder adventurespil ganske underholdende, men det er i mindre grad på grund af gameplayet. Som mit hoved er indrettet bliver jeg ganske enkelt frustreret når jeg skal udtænke løsninger på puzzles i stil med dem i artiklen. Jeg måtte fx give op godt en tredjedel inde i Simon the Sorcerer 2 da det overgik min forstand at man fik adgang til et tårnvindue i slottet ved at binde ikke een og heller ikke to, men derimod hele tre balloner fast til et gitter, der derefter bukkede under for den mægtige opdrift af ballonerne, lettede og fløj en op til vinduet. Resten af spillet tog jeg på walkthrough. At jeg stadig syntes det var sjovt skyldtes den gode humor og at det er fedt at se hvilke gimmicks og morsomme situationer, der er lagt ind i historien.
Tilbage til artiklen ovenfor. Jeg kom nemlig til at tænke på den i dag da jeg blev vidne til hvordan så fucked up et puzzle rent faktisk ender med at blive implementeret i et spil.
Jeg sad og målte rundt da jeg blev prikket på skulderen af en af designerne og en anden praktikant. Om jeg vidste hvordan man lavede karamel? Jo, det gjorde jeg da: Ved at varme sukker op til det smelter for derefter at lade det køle ned igen. De nikkede og fortsatte videre til en anden gut for at spørge ham om det samme.
Formålet med rundspørgen var at finde ud af, om folk generelt var klar over hvordan man lavede karamel og dermed også om en spiller ville kunne finde på at bruge sukker til at lave karamel for derefter at bruge karamellen til at klistre et foto fast til et stykke falsk ID, der skulle bruges til at blive lukket ind et sted i kapitel 5.
Den slags care-less-så-blir-det-mere-awesome-indfald, der i sin tid gjorde Skipper Skræk til en succes tror jeg bare ikke lige er the shit i et computerspil. At finde på at kombinere sukker med komfur og idkort kræver at man kan backtracke designerens fucked up tankegang og jeg er næppe den eneste, der ikke synes at det er det, der gør et spil underholdende.
Jeg tror da også det lykkedes mig at overbevise dem om, at ideen nok var en anelse zu weit raus. Hvordan det hele endte kan jeg naturligvis ikke afsløre da jeg er underlagt tavshedspligt (tror jeg da nok), men hvis du engang køber A New Beginning er her er et hint til kapitel 5: Hubba Bubba.
Jeg må desværre indrømme at jeg ikke er helt klar over hvordan min første måned som de facto pokerpro er gået. Jeg har spillet en del på andre computere end mine egne, har ikke holdt regnskab med diverse pokerklubbesøg og har heller ikke bogført deposits og cashouts. Denne statusopgørelse er derfor kun et slag på tasken, men hva fanden altså. Jeg lever endnu og fik sågar god mad til aften og i går og i torsdags og i tirsdags.
Mine PT-grafer er ganske pæne, hvilket skyldes at de pga. manglende hand histories og andet lal ikke omfatter PL100-tilt, en nats donk-jagt på PL200 i fuldskab med dertilhørende $700 swing og selvfølgelig heller ikke mine grusomme tab på iPoker-netværket. Graferne viser PL50 heads up-spil fra min gamle konto (figur 1) og de sidste 7-800 hænder spillet fra min nye konto (figur 2).
Figur 1: 5000 hænder på min ene konto.
Figur 2: 7-800 hænder på min anden konto.
Regner man profitten sammen for de to konti ender man på ca. $1200. Hertil kommer så et par hundrede vundet på fremmede computere, noget i stil med $600 tab fra et andet site og kæmpe spew og tilt og lameri på PL100. Heldigvis dækkes dette med donationer fra sønderborg pokerklub og en fjerdeplads i en 6K GTD i forgårs.
Den turnering sluttede i øvrigt ret lamt. Med fire mand tilbage sad jeg med gennemsnitsstak sammen med en alt for tight shortstack, en god og fornuftig gut med et svagt chiplead og så en gal russer, der akkurat havde mig dækket. Jeg endte all in med T
T
42 på flop T5
7
mod den gale russerpæl, der gladeligt spyttede hele sin stack ind med superhånden A754 og formåede at suge ud takket være den ene , man lige kan skimte i udkanten af floppet. Han gik siden hen og vandt turneringen og fik dermed i følge sharkscope reduceret sine tab fra 29000 dollars til 27000 dollars. Du spiller godt, kammerat Tex!
Konklusion: Profit a la $1500, hurra!
Efter at have siddet over for en ældre herre i toget i en god halv times tid var jeg ganske sikker på, at jeg her havde med en virkelighedens udgave af lektor Blomme at gøre. Intet mindre end personificeringen af knottenhed. Han forsømte ikke en lejlighed til at sende det mest gnavne af blikke i retning af hvem som helst, der måtte formaste sig til enten at tale i telefon eller at skulle forbi hans plads og derved tvinge ham til at bevæge sit ene ben lidt til siden for at gøre plads. Hans udseende og påklædning underbyggede blot min teori om, at han ikke havde brudt sig om noget som helst de sidste 20-25 år og mindst af alt om mennesker.
Jeg formodede derfor, at det passede ham og hans sindsstemning ganske udmærket at det var mørkt og stod ned i stænger da han skulle af. Men jeg tog fejl! I regnen på perronen stod hans kone og ventede på ham med en paraply, hvilket fik lektor blommes ansigt til at lyse op i glæde og afslørede at han trods alt var in a state of flux. Og således gik det til at den sureste mand i byen fik mig til at smile!
Lige siden jeg fik skaffet en lejlighed 6 dage inden jeg skulle starte i Hamborg har mit praktikophold i Tyskland været timet og tilrettelagt ned til mindste detalje - bortset fra een ting: Ud over et par hundrede euro i måneden til at dække transportudgifter er opholdet nemlig ulønnet. Så hvad skal jeg leve af?
Jeg kunne selvfølgelig tømme opsparinger eller tage et lån eller samle flasker eller få et arbejde, men da jeg ikke bryder mig om hverken gæld eller dårligt betalt arbejde kan jeg ikke se nogen grund til at jeg ikke bare skulle fortsætte med det jeg alligevel har tjent til dagen og vejen ved (ud over SU) de sidste tre år: Poker!
Jeg har selvfølgelig indset, at det kræver en lidt mere metodisk tilgang til spillet end jeg hidtil har praktiseret (”undskyld jeg kommer for sent / ikke kommer overhovedet / ps jeg tabte tusind dollars igår”) hvis det skal lykkes, så jeg har skiftet PL100 ud med PL50 (it’s merely a temporary arrangement) og desuden erhvervet mig programmet en pro angiveligt ikke kan leve uden: Pokertracker!
Figur 1: Mine første 800 hænder med pokertracker. Ikke vist på grafen: De 1000 hænder spillet siden jeg trykkede print screen og som jeg brugte på at tabe og genvinde 500 dollars og dermed ødelægge hældningen fuldstændigt.
Pokertracker kan uendeligt mange skumle ting, men det eneste der som sådan interesserer mig er om hældningen på “Running Total Won”-grafen er positiv. Før man kan udtale sig om hvorvidt den vil være det fremover eller ej kræves det ifølge eksperter i statistik at man har et stort nok sample - det vil i denne sammenhæng sige pokerhænder - til rådighed. Jo større, jo bedre og mindst 100000 hænder siger de. Nu er hele konceptet med at måle hvor mange hænder man spiller noget helt nyt for en PT-noob som mig, så indtil videre kigger jeg bare på min pæne positive graf med 800 hænder og godter mig lidt over den. Så kan jeg altid tilpasse mine indkøb i Aldi til dens hældning.
Tyskere er snu, det må man give dem. Spiller jeg fx inglourious basterds-drukspillet med dem går der ikke mere end en enkelt runde før de har luret at det, såfremt jeg har udtænkt en person til dem, i stedet for de normale startspørgsmål “Er jeg en historisk person?” eller “Er jeg mand eller kvinde” er langt fornuftigere at lægge ud med spørgsmålet “Er jeg en kæmpeabe?”.
Figur 1: “Bin ich die Geschichte des Negersklaves in Amerika?”
Og nu jeg er ved spil; hvis det ikke var fordi jeg sidder og laver adventurespil dagligt ville jeg nok ikke have lagt mærke til det, men nu hvor jeg gør er det slående hvor stor lighed der er mellem at spille et klassisk point and click-adventure og at flytte til et forholdsvist bureaukratisk land som Tyskland.
Her er jeg fx, nyligt flyttet til Kiel og hvad skal jeg så umiddelbart bruge? Bankkonto og telefon, selvfølgelig. Google telefonselskab. Use VISA on TELEFONSELSKABS HJEMMESIDE. THAT DOESN’T SEEM TO FIT! Jeg skal have en tysk bankkonto for at registrere et telefonabonnement. Find BANK. Talk to CLERK. Give PASSPORT to CLERK. THAT DOESNT WORK! Du skal have registreret bopæl i Tyskland for at kunne oprette en girokonto.
Figur 2: “You have to take a number.”
Nuvel! Bopæl registreres på kommunen, så man må finde rådhuset. Enter RÅDHUS (der endda ligner en borg), use NUMMERAUTOMAT. Afvent tur, talk to CLERK, use PASSPORT on CLERK. THAT DOESN’T WORK! Man skal have et pasfoto for at kunne få oprettet et bopælskort. Find PHOTO MACHINE. Heldigvis har jeg småpenge på mig da kreditkort stort set ikke accepteres nogen steder i Tyskland og da slet ikke i en automat. Godt så: Use MONEY on PHOTO MACHINE. THAT DOESN’T WORK! Maskinen tager kun 1- og 2-euro mønter, ergo skal jeg have vekslet småpengene til større mønter. Go to DESK, talk to CLERK.
Angiveligt er der en kantine på etagen nedenunder hvis man går ned ad gangen og ind ad en lille dør ned ad en trappe.
Go to CAFETERIA, talk to CAFETERIA WOMAN to receive COINS. Tilbage til automaten, use COINS on PHOTO MACHINE to receive PHOTOS. Tilbage og gentage proceduren med at trække nummer. Enter OFFICE. Use PHOTOS and PASSPORT on OFFICE CLERK to receive ANMELDEBESTÄTIGUNG.
Tilbage til banken. Talk to BANK ACCOUNTANT. Use ANMELDEBESTÄTIGUNG to receive BANK ACCOUNT INFO og så, langt om længe, kan man få sig et tysk telefonnummer. Efter yderligere 14 dages ventetid, naturligvis.
(PS: Tak _X_)
Omskifteligheden er i luften! Med en domæneflytning er også fulgt Tyskland hvor der før var Danmark og beskæftigelse hvor der før var dagdriveri. Nu er det jo sådan at dagdriveri er en aldeles behagelig beskæftigelse, så kunne man ikke med rimelighed mistænke mig for at være bekymret ved at udskifte lediggang med et praktikophold hos et spilfirma i Hamborg? Slet ikke. Hvor meget jeg end finder velbehag i uforetagsomhed kender man mig ikke ret godt hvis man tror at dette er tilfældet! Jeg er nemlig en ganske arbejdsom person i det rette fag, er jeg, og arbejdet i Hamborg har da også vist sig at være uendeligt sjovt og heldigvis ikke spor hårdt.
Helt fri for tysk malurt er bægeret dog ikke (se bl.a. fig. 1), for nu er det jo sådan at Hamborg ligger i Tyskland. Alle ansatte (og sågar rengøringsfolk) er derfor tyskere. Det betyder takket være stemmesynkronisering af udenlandske film (se evt. fig. 2) at deres engelsk for de flestes vedkommende kun er marginalt bedre end Arnolds var i Hercules in New York. Ja, det kan være meget sjovt når man skal høre dem tale om tørminals og maus cørsors og festplatten, men grin ikke for tidligt: Manglen på engelsk tvinger nemlig mig til at tale tysk.
Figur 1: Den ubetinget største ulempe ved at befinde sig i tzskland.
Figur 2: I Inglourious Basterds lader tyskerne fransk og italiensk være intakt, mens alt engelsk synkroniseres. Om man kan undgå at spolere kælderscenen uden at give englænderne to stemmer kan jeg ikke helt gennemskue.
En anden mindre ulempe ved Hamborg er, at der er 1½ times rejse dertil fra Kiel, som er byen hvor jeg nu sover, spiser og grinder. Selvom jeg ikke skal dertil hver dag løber det op i mange timer frem og tilbage, og det er derfor vigtigt at jeg føler mig godt tilpas under alt dette rejseri. Men endnu engang er jeg heldig! 70′er-bassen blev nemlig opfundet allerede for 40 år siden og min Reisevergnügen er således aldrig i fare så længe jeg har White Boys og Age of Aquarius ved hånden og det ikke er HVER dag die Bahn forsinkes af de Fliegerbomben, tyskerne stadig graver ud af jorden.
Jeg mangler stadig at oprette bankkonto og at fikse et telefonnummer hernede, men det vigtigste af alt, internetadgang, er heldigvis allerede ordnet takket være et trådløst netkort og en venlig nabo. Jeg håber derfor på igen at kunne begynde at opdatere bloggen jævnligt.
Endnu vigtigere end internetadgang for at dette kan lykkes er det måske, at jeg ikke længere er dagdriver.
Stik imod hvad man skulle tro har man som dagdriver nemlig forsvindende lidt tid til rådighed til trods for at man egentlig intet foretager sig. Ting, man aldrig tidligere har bekymret sig om gøres pludselig til dagdriverens ansvarsområde da han jo har så meget tid til rådighed. Fra alle sider kommer opgaverne strømmende og hober sig op i et så svimlende højt tempo at dagdriveren umuligt kan følge med. Han vil derfor forfalde til den eneste naturlige reaktion på dette: Opgivenhed. Hvordan man end vender og drejer det vil dette tvinge den sagesløse døgenigt ned i en ond spiral af søvn, risk-spil og PL50-grind alt imens antallet af uløste opgaver ufortrødent fortsætter sin himmelflugt, efterladende dagdriveren til en stille død i vejkanten af cs-motorvejen.
Heldigvis tælles jeg ikke blandt dagdriverne længere. Og nu har jeg masser af tid til at opdatere bloggen. White boys are delicious!
Nej nej, siden er ikke ved at dø, jeg har bare nedprioriteret bloggen i denne yderst travle tid. For ikke nok med at jeg skal ned på jorden igen efter at have holdt ferie (se fig. 1 og 2) i to måneder, jeg har også en nært forestående flytning til Tyskland hængende over hovedet. I et øjebliks vanvid kom jeg til at love, at jeg nok sku fikse lejligheden vi skal bo i i Tyskland, og da vi stadig er husvilde med 14 dage til deadline begynder det at knibe lidt. Så hvis du har en ekstra lejlighed i Kiel så sig til. Og sig forresten også til hvis du har et billigt digitalkamera eller en jordbærhue til salg. Eller en iphone. Eller et polaroidkamera. Eller en sang.
Jeg pønser på at fikse en blog på fjahgo.dk inden længe, men inden da har jeg andre vigtige punkter på to-do-listen, der stjæler min opmærksomhed. Fx at købe en jordbærhue og at gentage sidste års succes med at støvsuge lokalområdet for pokerpenge.
Indtil det er sket foreslår jeg, at I alle lytter til klarinetsoloer på Muses nyeste album. Det er ihvertfald hvad jeg gør, mens jeg mapper lidt rundt til de mods, jeg hjælper med at lave. Figur 3 og 4 viser hvor fint det kommer til at se ud med custom textures på mit brushwork.
Figur 1: På opdagelse i de svenske skove. Not shown in this picture: Casper
Figur 2: “People called Romanes they go the house”?
Figur 3: Jeg byggede en korridor.
Figur 4: Og man lagde textures på den.
Den mangel på pokerhistorier, læsere her på stedet har været vidne til på det seneste, er normalt ensbetydende med at jeg er gået broke. Denne gang er det dog ikke tilfældet. Ikke udelukkende, ihvertfald, for jo, jeg er da broke, selvfølgelig er jeg det, men denne gang har der været en ny årsag inde i billedet: De sidste fire ugers pinsler hos postvæsnet!
Efter første arbejdsdag var TTT med K mod A kicker for to dagslønne nemlig alt der skulle til for at få mig til at indse, at [usselt og kedeligt] arbejde og gambling er en dårlig cocktail. Mit pokerspil er derfor sat på standby - altså lige præcis indtil om en måneds tid hvor mit (næsten) ulønnede praktikophold i Tyskland starter og jeg ud af den blå luft har taget den komplet uansvarlige og meningsløse beslutning at det skal være mit levebrød. Jeg håber det går, for jeg har hverken lyst til at køre mere lortepost eller at leve af dåseravioli.
Og apropos ravioli så er det i morgen at startskuddet går til 12 dages nådesløs overlevelsestur (og dermed manglende opdateringer af denne side) i den svenske vildmark for diverse medlemmer af [HERMAN]. Til vores alles overraskelse har klanens manager Lars annonceret, at han agter at bruge nogle dage af sin dyrebare ferietid fra dødsjobbet i USA på at køre over sø og land for at besøge sine buddies i vildmarken. Sådan! Hatten af for en mand med prioriteterne på plads. Fuck penge, mand! Fuck it a lot!