Wer ficken will muss freundlich sein
Efter at have siddet over for en ældre herre i toget i en god halv times tid var jeg ganske sikker på, at jeg her havde med en virkelighedens udgave af lektor Blomme at gøre. Intet mindre end personificeringen af knottenhed. Han forsømte ikke en lejlighed til at sende det mest gnavne af blikke i retning af hvem som helst, der måtte formaste sig til enten at tale i telefon eller at skulle forbi hans plads og derved tvinge ham til at bevæge sit ene ben lidt til siden for at gøre plads. Hans udseende og påklædning underbyggede blot min teori om, at han ikke havde brudt sig om noget som helst de sidste 20-25 år og mindst af alt om mennesker.
Jeg formodede derfor, at det passede ham og hans sindsstemning ganske udmærket at det var mørkt og stod ned i stænger da han skulle af. Men jeg tog fejl! I regnen på perronen stod hans kone og ventede på ham med en paraply, hvilket fik lektor blommes ansigt til at lyse op i glæde og afslørede at han trods alt var in a state of flux. Og således gik det til at den sureste mand i byen fik mig til at smile!
