Archive

Posts Tagged ‘druk’

Your attempt to impress the ladies has failed.

May 20th, 2010

En weekend for ikke så længe siden holdt de idrætsstuderende fest på en bar i Kiel for alle der havde lyst til at komme. Olivia (det er min kæreste) og hendes veninder ville selvfølgelig ikke undgå en så oplagt mulighed for at tage på hunkspotting, så de skulle afsted og så skulle jeg selvfølgelig også.

Indledningsvis var jeg afvisende over for forslaget om at tage med (”Das kannst du sofort vergessen”), men med bemærkningen om, at der ville være pokerfreerolls om cocktails blev jeg anderledes entusiastisk. Dette var en mulighed for at demonstrere mine skillz over for hele venindeslænget! Jeg forkyndte derfor min deltagelse ved festen (”Ich werrrde die im Norrrden und Osten bis an der äusseren Verteidigungsrrring vorrrrstossenden Pokerspieler in einem rrrücksichtslosen mit aller Krrraft geführten Gewaltsschlacht zurrrückwerfen!”). Dertil et nonchalant vift med hånden for at understrege hvor let det ville blive.
Olivia: (Med vanlig pessimisme) “Men du klager jo altid over at du taber når du sidder og spiller”.
Mig: (Nu rasende) “Haben Sie noch Zweifel an meine Befehl? Ich glaube ich habe mich klar genug ausgedrückt!”
Olivia: ?

Og således befandt jeg mig snart i diagramstillingen mens pigerne (minus en) trippede rundt nede på dansegulvet. Til venstre for mig på billedet sidder den pige, der ikke trippede rundt med de andre og foran hende, hendes kæreste.

Jeg skal indrømme at jeg ikke helt husker hvordan jeg slap af med ham, men han var ikke guds gave til hverken pot odds eller handreading, så efter ikke at have spillet alt for længe (bare det at kunne reglerne gav mig en uretfærdig fordel) var jeg heads up i kampen om de gratis cocktails.

Min modstander, lad os kalde ham Herman, var en sportsstuderende med nerverne siddende uden på tøjet. Han var helt oppe at ringe over at spille poker og lavede fistpump hver gang han vandt en pot. Du kender typen. Jeg tror det er ham, hvis hår skimtes i hjørnet.

Jeg, derimod, var selvfølgelig fuldstændig cool. Til dealerens bemærkning om at det da vist ikke var første gang jeg spillede poker svarede jeg henkastet “Nej”. Jeg lod pigerne fra dansegulvet tilkalde så de kunne overvære min glorværdige triumf, der pga. vores lige chipstacks kun var et spørgsmål om tid. Med pigerne fulgte også et ansvar; alt andet end en sejr ville være en fiasko. Jeg var som Brasilien til VM.

Jeg vidste at HU-duellen blot var et spørgsmål om at floppe top par, så da jeg raisede med Q9o og dealeren vendte QT5 kørte jeg de metaforiske champagneflasker i stilling. Som ventet kom jeg all in mod Herman, der lavede den frække check-raise-variant med 95o.

Jeg har glemt hvad turn var, men riveren var da en femmer. Pigerne var grænsende til ligeglade, men for mig var skuffelsen ikke til at bære. Foran computeren nogle timer senere prøvede jeg i min fuldskab at tjekke håndens odds på cardplayers odds calculator; 8,4%.

***

Men nu har muligheden for revanche budt sig - og det i en disciplin hvor lo2-elementet er reduceret betragteligt i forhold til poker.

Min nevø (10 år) har en ven, der spiller meget counterstrike. Det er ikke er cool at være anderledes blandt 10-årige, så da min nevø ikke spiller cs og dermed ikke har nogen skills at blære sig med følte han sig i stedet nødsat til at blære sig med sin onkels. Vennen nægtede pure at tro på, at jeg er (jaja, “har været”) en god (jaja, “middelmådig”) cs-spiller, så med barnlig stædighed værende hvad det er endte det med et væddemål til 10 kr om at vennen kunne slå denne “onkel” i cs.

Kan JEG tvære en 10-årig unge i cs?? Ringer en telefon? Altså, har 10-årige overhovedet motorik? Den knægt har ingen ide om hvad han går ind til. Han skal få alle mine indestængte frustrationer over bad beats at føle og jeg skal blive den mægtigste mand i hele 4. klasse! Ha! Ha!

, , , ,

gg_nabokrig

February 15th, 2009

I kender det. Det er lørdag aften og klokken nærmer sig midnat, men i stedet for at gå amok i byen er man på vej hjem fra skole efter en lang dag med eksamenslæsning og kæmpe hovedpine og nu skal man bare hjem og ligge i sengen og prøve at lade være med at bruge hovedet så man forhåbentlig kan få bugt med den hovedpine, der har hængt ved siden aftenen forinden.

På ved op ad trapperne konstaterer man at der er fest ved naboen, men selvom man har boet i opgangen i et halvt år har man aldrig snakket med sine naboer og kan ikke få sig selv til at tænke andet end at det er godt, man ikke er forpligtet til at være i festhumør nu. Man får slæbt sig ind i lejligheden, klædt sig af og griber guitaren for i al stilhed at prøve at komplimentere begravelsesstemningen med en gang street spirit inden man lægger hovedet til puden.

SNAP! Fire et halvt minut senere: Man står i naboens køkken og er ved at få fortalt en anekdote om asfaltdjævle af taxachauffører og forbyttede kufferter i en lufthavn over pisang ambon / vodka-shot nummer to. Haha! Hahaha! Hvordan går det til? Jo, for det første skal det vise sig, at de naboer, man altid har troet var et sted mellem 40 og 50 år gamle vatnisser, i virkeligheden er jævnaldrende festaber med en fantastisk musiksmag. For det andet skal disse aber, der i øvrigt er to 25-årige kvindelige skolelærere og en 37-årig ditto kunstner, beslutte sig for ved midnat at banke deres nabo (det er mig), som de aldrig har snakket med før, op for at invitere ham med til fest. Og når jeg så lukker op iført undertøj og hovedpine kan jeg jo ikke andet end at takke ja når nu der bliver lokket med gratis pølsehorn, gulerødder og heineken.

Perfekt. Nu kan jeg med god samvittighed spille høj musik kl 1 om natten, for selvom mine underboer rent faktisk er et par gamle vatnisser, der banker i loftet med koste når Bloc Party giver den for meget gas, har jeg nu allierede i alle andre lejligheder i opgangen end deres. All riiiight! Wow, wow, wow, wow ses i Vega på søndag! Hahahahahahah ha ha haaaaaaaaaaaaaaaaa first rule of blogwai, never feed blog after midnight. Godnat!

,

BOINK

January 26th, 2009

Min hukommelse er ganske tilstrækkelig når det kommer til at huske relativt ligegyldige ting i stil med Kim Larsens mellemnavn eller hvad hovedstaden i Laos hedder og det er sådan set også fint nok. Desværre er den knap så god til at huske lidt nyttigere ting såsom at jeg skal tage en bestemt bog med i skole, afmelde et abonnement eller betale en regning.

For bedre at kunne huske den slags hverdagsting benytter jeg derfor min telefons påmindelsesfunktion til at sende mit fremtidige jeg beskeder i stil med “send postkort”, “overfør penge til mofa” eller “sug Raw Deal”, og den ordning fungerer ganske glimrende - medmindre jeg er fuld!

Dagen efter drukture hænder det nemlig at min telefon bipper på tilfældige tidspunkter og overbringer mig beskeder fra mit uendeligt fulde fortidsjeg, som i bedste fald er meningsløse dagen efter. På det seneste har jeg bl.a. mindet mig selv om, at “Terminator“, “Rene: Han ska bare ha noget coke“, tallet nul og endelig “Anders And skylde onk“. Ak, hvis jeg så også bare kunne minde mig selv om ikke at spilde penge på at spille hold’em turneringer.

VM i poker

March 14th, 2007

Netop hjemvendt fra VM i poker må jeg beklageligvis konstatere, at det ikke var min tur til at tage trofæet med hjem i år. Til gengæld var det min tur til at drikke 7 fadøl og blive badbeatet 4 gange i streg efter tre timers hårdt slid.
Første runde var et 6-mands bord hvor de to bedste gik videre til finalebordet, og efter at have siddet og stjålet lidt hist og pist med ingenting slog jeg (så godt som) femte mand ud i en hånd der endte således:

  vs    med et bord der viste noget i retning af;

   

Så var det firemands indtil endnu en gut måtte bide i støvet efter noget der må ha været 1½ times tid. Med en startstak på noget så utraditionelt som “180″ og blinds der nu hed 16/32 var det ved at være dyrt at spille potter, men jeg blev ved med at stige indtil jeg på et tidspunkt var i den ønskværdige situation at have ca. 700 ud af de 1080, der var på bordet. Resten var fordelt med intet mindre end 29 i chips hos en rødhåret herre, der dermed var all in i big blind, og de resterende hos den tredje mand. Big blinden virkede lettere vanvittig mens tredjemanden syntes nogenlunde fornuftig, så det så dermed godt ud.

Dog triplede big blinden med Q9 i stedet for at blive slået ud. Derefter gik han all in og doblede med den latterligt dominerede K4 mod K8 i den næste hånd, og da hans stak ikke længere var betydningsløs så jeg så frem til at slå ham ud da jeg i den næste hånd da jeg kom all in med;

mod

Ufatteligt nok overlevede han også sit tredje all in efter bordet havde vist;

   

Så var han gået fra at have under 1 BB til at være chipleader på 0 sekunder, og for at det ikke skal være løgn blev jeg sendt ud med Q høj spar flush mod hans K høje spar flush på river i den sidste hånd.

Tja! Hva gør man? Jeg tar trofæet og den medfølgende blonde polske bartender næste år.

PS: VM = Verners Mesterskaberne, dvs. skolemesterskabet i idrætsgrene som pool, dart og bordfodbold, der afholdes i min skoles fredagsbar, der kaldes Verners Baggård.

,

What? No. We can’t stop here. This is snaps-country.

January 16th, 2007

I søndags tog jeg til Højer sluse for at undersøge, om det er muligt at få blæsten at se. Om det er det eller ej er sagen uvedkommende, for på vejen til Højer sluse ligger den fremragende sønderjyske by Tønder, og ca. midtvejs igennem denne måtte jeg hugge bremsen i.

Ud ad øjenkrogen fik jeg nemlig øje på et skilt, der fortalte mig, at jeg befandt mig tæt på et nærmest mytologisk sted:

Ja!!! Den findes virkelig! Stien, som besynges på så vidunderlig vis af en gal sønderjyde i den vilde, vilde sang, som er blevet sunget mangen en gang i festligt lag! Hvor er det GENIALT, at Tønder Kommune har smækket det skilt op.
Men nu tænker du sikkert på, hvordan Æ Punchesti så rent faktisk ser ud, og det er med stolthed at jeg kan præsentere svaret. Og det kommer…

…her:

Sådan ser Punchestien ud. Den er forholdsvis kort, og der kunne måske godt have været et budskads eller to i en af siderne for at skabe en two-level-effect, men prægtig det er den. Man kan næsten se de fulde mænd for sig, der lister sig op og ned ad den så snart mørket falder på.

Efterfølgende burde jeg have undersøgt om Vestergade, Østergade og Torvet ligger i nærheden, men det må jeg ærligt indrømme, at jeg glemte at tænke på.

[Klik her for at høre sangen om Æ Punchesti]

, ,