the Printing Press

De fleste vil nok være enige med mig hvis jeg påstår, at filmfortsættelser generelt bliver dårligere og dårligere i takt med at antallet af fortsættelser stiger. Se fx Robocop, Matrix, Blade, From Dusk till Dawn, Saw, Freddy-filmene, Far til Fire, Krummerne und so weiter und so fort. Jeg kunne blive ved.

Intet er dog så skidt at det ikke er godt for noget og nogle gange sker der faktisk det, at filmene går hen og bliver så jammerligt dårlige, at de bliver fantastiske (ikke ulig en unsigned int, der bliver til 0 hvis man ++’er den ved 2³²). Så mine damer og herrer, uden further ado giver jeg jer 1995-hittet: Cyborg 3: The Recycler!

Filmen åbner med et pan hen over et tørt ørkenlandskab. Til tonerne af dunkende industrial-techno dukker titlen op i den obligatoriske fremtidsfont og afslører, at vi skal til at se mesterværket Cyborg 3. Som filmen skrider frem vil man i øvrigt opdage, at den dunkende 90′er-industrial er det eneste nummer på filmens soundtrack.

Inden længe dukker en lastbil op bag den flimrende varme på horisonten. Lastbilen, der mest af alt ligner en lille kvægtransport, bevæger sig på en måde, der med al ønskelig tydelighed afslører, at traileren er tom.

Lastbilen er tilsyneladende på jagt efter en person, der, på trods af at lastbilen bevæger sig i spadsere-tempo, har store vanskeligheder med at undslippe. Han indhentes og nedlægges da også inden længe.

I en sky af damp bremser lastbilen op og en luge åbnes. Technomusikken dunker stadig, hvilket antyder, at vi her ikke skal introduceres for filmens helt, men derimod skurken.

Der klippes til close-up af vores antagonist. I forbløffelse over at se en ældre mand i færd med at ryge en cigar iført bowlerhat, hvid charmeklud og et tandhjul med dioder på øjet undgår man måske at bemærke, at belysningen er fuldkommen anderledes end inden close-uppet.

Antagonisten viser sig at være en såkaldt “Recycler”, der jager og dræber cyborgs for derefter at sælge dem som reservedele. Efter at have nedlagt den løbende mand (der viste sig at være en cyborg) tager The Recycler en salatgaffel af blik frem og bruger den til at ringe til Lord Talon, der spilles af filmens trækplaster Malcolm McDowell.

Lord Talon går med skjorte og vest og har netop fået indopereret en mekanisk arm. Han aftaler med The Recycler at købe den nyligt nedlagte cyborg af ham.

Om aftenen skuer The Recycler dybsindigt mod horisonten og betror sin sidekick Jocko at han kender til eksistensen af en hemmelig cyborg-metropolis, som mange blot regner for at være en skrøne: Cytown! Cyborgernes fristed og en guldgrube for enhver recycler!

Under handlen med Lord Talon opstår der uoverensstemmelser omkring prisen, hvilket resulterer i håndgemæng. Lord Talon benytter sin mekaniske arm til at holde the Recycler i et nådesløst jerngreb imens han oplyser ham om alle de potentielle skader hans mekaniske arm kan påføre ham qua dens evne til at påføre et pres intet mindre end 60 pund.

The Recycler har dog et es i ærmet og får vristet sig fri ved at give Lord Talon stød med en paletkniv. Det elektriske stød udgør filmens eneste special effect.

Det kan Lord Talon ikke holde til. Han dør på stedet og afslutter dermed Malcolm McDowells optræden i filmen efter godt og vel 1½ minuts screentime.

Har man set filmplakaten og glædet sig til at nyde Lord Talons optræden kan man derfor godt gå hen at blive en smule skuffet.

The Recycler tager Lord Talons gangsterroll og beslutter at bruge pengene på at aflægge et cyberbordel et besøg i en scene, der ikke er relateret til plottet på nogen måde.

Da han kommer uden for igen møder vi en anden af filmens hovedpersoner, den gravide kvindecyborg Cash.

The Recycler spørger Cash om vej til en restaurant, men i stedet for at svare kører hun sin vej i sin fremtidsbil.

Cash er blevet rådet til at søge hjælp hos en visionær programmør og kører derfor ud i ørkenen og stopper et tilfældigt sted. Det viser sig at være det rigtige sted hun er stoppet da hun hurtigt opdager den visionære programmør i færd med at spille elguitar på toppen af en klippe. Den visionære programmør spilles af knægten fra Gremlins og kender muligvis vejen til den sagnomspundne Cytown - hvis den da findes!

Den visionære programmør bor i en hule fyldt med computerudstyr. Cash er utilfreds med at være gravid og kører et abort-program på sig selv, hvilket næsten tager livet af hende. Hun prøver at annullere, men det er: Umuligt!

Den visionære programmør kommer ilende til hjælp og hugger kablet over, hvilket får alt i hulen til at eksplodere. Hele filmens special effects-budget fyres af på fem sekunder og der går ild i alt fra akvariefisk til ledninger, men både Cash og den visionære programmør overlever på mirakuløs vis.

De beslutter sig for at drage til cyborgernes metropolis, og efter en lang rejse kan de omsider krydse en bakkekam og se den storslåede Cytown ligge udstrakt for deres øjne. Den viser sig umiddelbart at være noget mindre metropolisagtig end sagnet har givet indtryk af i og med den består af en lade af blik og tre mindre skure.

The Recycler og hans venner opsporer naturligvis Cytown og indleder et storstilet angreb på denne cyborgernes højborg. Byens mytiske status taget i betragtning kan man undres over, at der bydes velkommen med et meterhøjt “Welcome to Cytown”-skilt.

Det kommer til showdown mellem Cash og The Recycler og Cash sætter nye standarder for dårligt skuespil da hun leverer en monolog der skal knuse alles hjerter.

Men så trækker hun et maskingevær og fylder The Recycler med bly!!

The Recycler (der i øvrigt har flået det diodebesatte tandhjul af i en følelsesladet scene, der intet havde med plottet at gøre) vakler baglæns og er på nippet til at møde sit endeligt.

Inden han udånder leverer han dog filmens glansreplik: “Milde moster! Kællingen er udstyret med et interessant program!”

Hvis det er muligt at høre voiceoveren igennem de klapsalver og latterbrøl, der på nuværende tidspunkt bør brede sig blandt publikum, vil det blive forklaret at der nu oprinder en ny gylden æra for cyborger. Der klippes til en 5 sekunder lang psykedelisk animation af en baby før filmen går over i rulletekster og mesterværket er nået til enden.

…

Efterspil: De fleste HERMAN-folk var samlet til LAN da vi så Cyborg 3: The Recycler. Filmen gjorde et så stort indtryk at vi på stedet blevet inspireret til at komponere et stykke musik om den. Det kan høres på Klan Hermans myspace-side: www.myspace.com/klanherman

film, herman, laming, musik

Omskifteligheden er i luften! Med en domæneflytning er også fulgt Tyskland hvor der før var Danmark og beskæftigelse hvor der før var dagdriveri. Nu er det jo sådan at dagdriveri er en aldeles behagelig beskæftigelse, så kunne man ikke med rimelighed mistænke mig for at være bekymret ved at udskifte lediggang med et praktikophold hos et spilfirma i Hamborg? Slet ikke. Hvor meget jeg end finder velbehag i uforetagsomhed kender man mig ikke ret godt hvis man tror at dette er tilfældet! Jeg er nemlig en ganske arbejdsom person i det rette fag, er jeg, og arbejdet i Hamborg har da også vist sig at være uendeligt sjovt og heldigvis ikke spor hårdt.

Helt fri for tysk malurt er bægeret dog ikke (se bl.a. fig. 1), for nu er det jo sådan at Hamborg ligger i Tyskland. Alle ansatte (og sågar rengøringsfolk) er derfor tyskere. Det betyder takket være stemmesynkronisering af udenlandske film (se evt. fig. 2) at deres engelsk for de flestes vedkommende kun er marginalt bedre end Arnolds var i Hercules in New York. Ja, det kan være meget sjovt når man skal høre dem tale om tørminals og maus cørsors og festplatten, men grin ikke for tidligt: Manglen på engelsk tvinger nemlig mig til at tale tysk.

Figur 1: Den ubetinget største ulempe ved at befinde sig i tzskland.

Figur 2: I Inglourious Basterds lader tyskerne fransk og italiensk være intakt, mens alt engelsk synkroniseres. Om man kan undgå at spolere kælderscenen uden at give englænderne to stemmer kan jeg ikke helt gennemskue.

En anden mindre ulempe ved Hamborg er, at der er 1½ times rejse dertil fra Kiel, som er byen hvor jeg nu sover, spiser og grinder. Selvom jeg ikke skal dertil hver dag løber det op i mange timer frem og tilbage, og det er derfor vigtigt at jeg føler mig godt tilpas under alt dette rejseri. Men endnu engang er jeg heldig! 70′er-bassen blev nemlig opfundet allerede for 40 år siden og min Reisevergnügen er således aldrig i fare så længe jeg har White Boys og Age of Aquarius ved hånden og det ikke er HVER dag die Bahn forsinkes af de Fliegerbomben, tyskerne stadig graver ud af jorden.

Jeg mangler stadig at oprette bankkonto og at fikse et telefonnummer hernede, men det vigtigste af alt, internetadgang, er heldigvis allerede ordnet takket være et trådløst netkort og en venlig nabo. Jeg håber derfor på igen at kunne begynde at opdatere bloggen jævnligt.

Endnu vigtigere end internetadgang for at dette kan lykkes er det måske, at jeg ikke længere er dagdriver.

Stik imod hvad man skulle tro har man som dagdriver nemlig forsvindende lidt tid til rådighed til trods for at man egentlig intet foretager sig. Ting, man aldrig tidligere har bekymret sig om gøres pludselig til dagdriverens ansvarsområde da han jo har så meget tid til rådighed. Fra alle sider kommer opgaverne strømmende og hober sig op i et så svimlende højt tempo at dagdriveren umuligt kan følge med. Han vil derfor forfalde til den eneste naturlige reaktion på dette: Opgivenhed. Hvordan man end vender og drejer det vil dette tvinge den sagesløse døgenigt ned i en ond spiral af søvn, risk-spil og PL50-grind alt imens antallet af uløste opgaver ufortrødent fortsætter sin himmelflugt, efterladende dagdriveren til en stille død i vejkanten af cs-motorvejen.

Heldigvis tælles jeg ikke blandt dagdriverne længere. Og nu har jeg masser af tid til at opdatere bloggen. White boys are delicious!

arnold, bloggen, film, filosofi, nazister, på afveje, spil, tyskland, zuhause

Det er lørdag, man kan stadig mærke spor af tømmermænd fra i torsdags og har derfor ikke den store lyst til noget med alkohol, men gider heller ikke at sidde hjemme og stene. Den oplagte løsning er derfor at tage i biografen, og da der går en interessant dokumentar om sprayer-krig i Hamborg som præsenteres af filmens instruktør må det endda blive en eksklusiv en af slagsen: Cinemateket.

Når man udser sig denne biograf som mål kræver det dog lidt ekstra forberedelse. Modsat Biocity og lignende proletarmagneter er det nemlig ikke nok at tage 150 kr og sit buskort med - næh, så må man finde sit stiveste puds frem, genopfriske de vigtigste gloser fra mediesociologi og pakke en flaske kildevand og en pose økologiske cashewnødder i tasken da Cinemateket selvfølgelig er for fint et sted til at have en popkornbiks.

Nuvel, man får dobbelttjekket sit udseende i spejlet og begivet sig mod det eneste sted i landet, der kan give Vester Vov-Vov konkurrence i kampen om titlen som de auteursmartes højborg. Vel ankommet sørger man lige for at tørklædet sidder helt rigtigt inden man træder indenfor og som en sidste formalitet henvender sig i billetlugen med ordene: “Kan jeg få to billetter til 21.45-forestillingen?”

Og så svarer billetdamen “Næ. Der er udsolgt”.

Morale: Hvis du skal være auteursmart (og det vel at mærke ikke er en pakistansk zombiefilm, du har tænkt sig at se), så husk at bestille billet i forvejen.

cinemateket, film, sociologi, tyskland, whine

Mig og to venner er for nyligt begyndt at holde filmaftner, hvor vi hver især får ansvaret for at medbringe tre film inden for en bestemt kategori og foreberede et oplæg om dem. Herefter konfereres der om, hvilken film, der lyder mest interessant inden der ses een film medbragt af os hver. Kategorier har fx været “klassikere man aldrig har set” (Citizen Kane, for eksempel), “fucking elendige film” (Hellboy 2) eller film om kidnapninger (Changeling).

Skæbnen har nu villet, at vi nu to gange har set film omhandlende tidsrejser - og det har ikke været let fordøjelige hits a la Tilbage til Fremtiden, næh, det er lykkedes os at opstøve film med så forskruede plots at man må betvivle om der overhovedet er nogen af manuskriptforfatterne der har fattet hvad der foregik i dem.

Tag for eksempel den spanske Los Cronocriménes (spoilers NU!). Her opstår der intet mindre end FIRE udgaver af hovedpersonen samtidigt og for at gøre forvirringen komplet får en anden af filmens karakterer en dobbeltgænger.

Figur 1: Den kloge opfinder bag tidsmaskinen i Los Cronocriménes forsøger at forklare filmens hovedperson (og seeerne), hvordan tidsrejser fungerer. De fungerer ikke.

Endnu værre er det dog i Primer fra 2004, der ikke nøjes med at introducere een, men hele TRE tidsmaskiner og dermed bryder alle forvirringsrekorder som David Lynch nogensinde måtte have sat. For at det ikke skal være løgn blev denne film belønnet med en eller anden pokal til Sundance filmfestivalen. Det må naturligvis skyldes, at disse priser uddeles efter samme princip som sociologikarakterer (et princip, der i øvrigt også optræder i Kejserens Nye Klæder): Ingen vil indrømme at de ikke fatter hvad der foregår, så i stedet for at blive til grin uddeler man blot hædersbevisninger / 12-taller. Og så vil man ikke høre mere om DET.

Figur 2: Karaktererne i Primer ses aldrig uden slips. Hvad siger du? Går du ikke med slips 24/7? Så er det ikke så mærkeligt at du ikke fatter en skid af filmens handling.

I denne sammenhæng kan det naturligvis ikke undgås at jeg bliver lidt stolt over at have været manuskriptforfatter på en tidsrejsefilm. Den indeholder godt nok kun en enkelt tidsrejsende, en enkelt tidsmaskine og en enkelt lydeffekt, men jeg går jo osse kun sjældent med slips.

film, genier, idioter, tidsrejser

Jeg har som bekendt en tysk kæreste, hvilket uheldigvis betyder, at hun er helt utroligt tysk af natur.

For dem, der er i tvivl, kan jeg oplyse om, at det at være tysk omfatter, men ikke begrænser sig til, øjeblikkeligt at gå i en defensiv baglås når man kommer med en bemærkning, der indeholder den mindste antydning af kritik af noget som helst tysk. Førnævnte kæreste er ingen undtagelse.
Et emne, der derfor flere gange har været utroligt tæt ved at få vores forhold til at styrte brændende ned i et bundløst hul, er stemmesynkronisering!

Jeg har utallige gange argumenteret for, at det er uendeligt ødelæggende for enhver film at høre på en eller anden pæl af en tysker ævle oven i ens yndlingsfilm, at alle nuancer i stemmeføringen går tabt og at man ikke ved hvad man går glip af når man aldrig har hørt Jim Carreys eller Jack Nicholsons stemme. Sidst, men ikke mindst, er det nok ikke tilfældigt at alle tyskere stinker til engelsk. Hun, derimod, påpeger, at det er irriterende at skulle læse undertekster og at man får nemmere ved at følge med i filmen og bla bla bla.
En tilsyneladende endeløs diskussion! THAT IS, of course, indtil jeg fandt følgende beviser for, at JEG har ret. Se med og døm selv:

På originalsproget:

http://www.youtube.com/watch?v=lmUZGdi7Ty4

Med tyske stemmer:

http://www.youtube.com/watch?v=WTZisji9YoI

Q.E.D. som de siger i Latinamerika!

PS: Hun er fin nok ellers.

ben stiller, film, rants

…for inden længe udkommer en film, der er for oldtidskundskaben, hvad Der Untergang var for historieundervisningen. Det drejer sig om 300, der handler om det berømte slag i Perserkrigene hvor 60 grækere ownede 60^60 milliarder millioner persere. Lyder lamt nok med endnu en hollywood-filmatisering af en historisk begivenhed, ik? Jo, men vent!! Denne film ser vild og kunstagtig ud, og hvis man er vild med stramme mænd, der overhovedet ikke ser græske ud, så er det her lige sagen.

Se trailere på http://www.apple.com/trailers/wb/300/hd/

PS: Jeg har indtil videre vundet en tiendedel af mine tab tilbage, så alt er godt.

film, Tegneserier

Det er en mærkelig oplevelse at se en dokumentar i biografen. Hvordan kan det være spændende? Overraskelser er der ingen af, man kender i store træk hele handlingen, og man ved hvad det ender med.

Men! Hvis det er en så veludført af slagsen og om et så interessant emne som det her er tilfældet, så kan det faktisk være lisså godt som at se en hvilken som helst film. Anderledes godt, selvfølgelig, men stadig godt. Og hvad skulle en dansk dokumentar handle om for at få succes hvis ikke det skulle være Gasolin? Ville folk være interesseret i at følge Lego, Spegepølseproduktion, Carl Nielsen eller Mærsk Seaways på det store lærred? Næ. Hvorfor så Gasolin? Svaret er SEX DRUGS N ROCK N ROLL BABY YEAH! Førstnævnte er godt nok ikke til stede i filmen og andennævnte kun i et særdeles begrænset omgang, men så er der til gengæld rigeligt af sidstnævnte, hvilket alene gør den seværdig. Underholdningsværdien bringes yderligere i top af det faktum at alle medvirkende er klædt i hotteste 70′er-mode (se bl.a. Franz Beckerlees briller på billedet), og så har den adskillige morsomme beretninger om tilværelsen som rockerhippie.

Bedømmelse:

film, musik