the Printing Press

Wolfang Pauli og Niels Bohr i dyb beundring af en snurretop (1951).

Da det er blevet september igen har den sidste lille uges tid stået på skolestart for mig. Jeg er begyndt på en master i Media Technology & Games og det er alt sammen fantastisk interessant*. Uden at gå i kedsommelige detaljer kan uddannelsen i store træk beskrives som noget for folk, der aldrig har haft en knallert og som ikke ser noget galt i at gå med Starcraft 2-tshirts.

Uddannelsen er delt op i to linjer; design/analyse, der beskæftiger sig med alle andre aspekter af spilkultur og spilproduktion end selve implementationen og teknologi, der er fokuseret på programmering og teknologien bag spil. Med en bachelor i medialogi i bagagen (dvs. viden om alt muligt, men nada dyb viden om noget) målte jeg at sidstnævnte nok var mest +EV for mig. Skulle det blive for tørt har jeg mulighed for at jazze det lidt op med valgfag i fx. spilteori eller bare at følge nogle af designernes kurser.

Men som altid er jeg hverken helt fugl eller helt fisk, så selvom jeg er sikker på at teknologilinjen er det rigtige valg føler jeg mig alligevel lidt udenfor, for jeg må nok indrømme, at førnævnte grove beskrivelse af studiet er forfærdeligt tæt på sandheden på teknologilinjen. Jeg har godt nok aldrig haft en knallert, men jeg ejer stadig ikke en Starcraft 2-tshirt og det er nok til at jeg med min fuldstændigt tilfældige tøjstil føler mig overdressed i auditoriet. Sagt med et glimt i øjet, forstås. ;P, om man vil. Der er selvfølgelig intet galt i at gå med Starcraft-tshirts.

At jeg også stikker lidt ud fra mængden blandt de mere velklædte designere fik jeg en smagsprøve på i dag under noget gruppearbejde i forbindelse med introforløbet. Grupperne er blevet fordelt således at studerende fra designlinjen er blevet blandet med dem fra teknologilinjen. Jeg er dog den eneste i min gruppe, der ikke er fra designlinjen.

Vores første opgave er at finde på et analogt spil (dvs. et almindeligt gammeldags brætspil. Ingen computer) baseret på en tilfældig genstand, som hver gruppe har fået tildelt. Vi har fået en pose med elastikker og efter lidt brainstorming endte vi med at sidde at fumle med elastikker på en af de der plastikbakker fra vaskemaskiner som vi havde lånt i cafeteriet. Ved at spænde elastikkerne ud mellem pindene i bakken (der normalt holder kopper/tallerkner oprejst) fik vi lavet noget, der mindede om et kort, hvor elastikkerne kunne bruges til at udspænde og afgrænse områder (lissom i Civ4!).

Under diskussionen omkring spillets regler blev det foreslået, at spillet kunne være turbaseret og fx have til mål for spilleren at få hans udspændte elastik til at nå fra den ene ende af bakken til den anden. Ganske simpelt, egentlig. Inden jeg nåede at få overvejet yderligere regler var resten af gruppen imidlertid allerede gået videre til at diskutere, hvad spillet symboliserede. Var det interstellar travel? Var det rumflåder, der målte rundt? Eller var det bare almindelige flåder, der reallokerede ressourcer for at kunne flytte skibe?

Ude af stand til at se hvilken forskel det skulle gøre for spillet om elastikkerne var orme eller imperier eller glaserede figner prøvede jeg at forklare, at reglerne nok var vigtigere. Designernes (med bl.a. Gabbabukser, grønne Adidas-sko og strømper matchende trøjens farve) svar faldt prompte: Var det da ikke meget nemmere for mig at tænke på det på den måde? Om jeg ikke havde nogen fantasi??

Jeg kunne kun trække på skuldrene og kigge ind i kameraet som Gertrud Sand gør det når hun ikke forstår mænd og blot endnu engang konstatere, at jeg nok aldrig bliver specialiseret i noget som helst. Min måde at tænke på er ganske enkelt for lidt-af-hvert.

Men hvad, den grimme ælling blev også til noget en dag! Og jeg får mulighed for at revanchere mig selv allerede i morgen når vi skal i gang med vores anden introopgave: Design af et drukspil. Jeg agter at gå til opgaven med ildhu kl 18.00 sammen med bl.a. en finne, en amerikaner og to tyskere, hvoraf den ene ligner Seth Rogen og den anden er vegetar.

* Jeg har ikke glemt det, metafor om The Nocturnal Missions er på vej.

filosofi, fuldskab, spil, wolfenstein

Mad Hatter: Yes, yes! And when you come to the end, hehehe, stop!¹

Den Gale Hattemagers ord er sande - slutninger er en lige så stor del af livet som begyndelser, men derfor bliver jeg alligevel lidt rørstrømsk når jeg ved, at jeg lige har gjort noget for sidste gang.

Nej nej, der er ingen der er døde, jeg har bare haft sidste skoledag hos daedalic. Men det er trist alligevel. Så står man der og pakker sine ting og så har de alle sammen sneget sig op bag en og holder tale og folk klapper og alt muligt. Og de har endda luret, at jeg ser high stakes poker i pauserne og tabber væk fra pokernet når chefen kommer², så sebastian har samlet ind til Every Hand Revealed og pakket den nødtørftigt ind i en plakat til mig. Kald mig sentimental, men det synes jeg altså er rørende.

Fire og en halv måned. Fire og en halv måned af vores halvfjerds leveår, eller firs, hvis kræfterne slår til³. Just like that!

—

¹ Alice in Wonderland (1951)
² Rygtet er sandt. Hos spilfirmaer tabber boss-tasten rent faktisk fra regnearket og over i spillet.
³ Salmernes bog 90, 10.

filosofi, Poker, tyskland, whine

Præludium: For nogle dage siden, lad os sige fem, sad jeg med min skrabejulekalender i hånden og skrabede forud. Da jeg havde skrabet frem til og med den 22. gik det op for mig at jeg havde 9 juletræer. 10 juletræer udløser en million kroner. Jeg manglede dermed kun et enkelt juletræ for at blive millionær. Min puls steg da jeg satte 1-euro-mønten til papiret for at skrabe nummer 23…

Flash forward til nutiden: Betragt følgende uden at google og uden at bruge wikipedia (og uden at være studerende i spilteori eller beslutningsteori):

I approach you on the street and offer you the following choice: I have in my hand $1000 and you must decide whether to take it, or not. But, I first tell you that there is a very brilliant psychologist (IQ 25000) who has all the technical means available to do a complete psychological profile on you. He has learned how you think and reason in making decisions. Last week he made a prediction on whether you would take the $1000 or not: if he predicts that you refuse the $1000, then he placed $1Million in your bank account; if he predicts that you will take the $1000, he did not place the $1Million in you bank.

Tar man imod pengene eller gør man ikke? For at nå frem til et svar kunne man fx følge denne ganske fornuftige tankegang: “Der er fire mulige udfald; $0, $1000, $1000000 eller $1001000. Pengene er allerede sat i banken (eller osse er de ikke) og den eneste indflydelse jeg har er derfor hvorvidt jeg tar de $1000 eller ej. Flere penge er bedre end færre penge, ergo tar jeg altid imod tusindlappen.”

Men så igen. Har man ikke en eller anden uforklarlig fornemmelse af, at millionen bare ikke er der hvis man tar imod de tusind spir? Har den kloge psykolog ikke forudset at man tænker i spilteoretiske baner? Bør man alligevel ikke lade være at tage imod de $1000?

Man kunne også spørge sig selv om at tage imod pengene ikke er det samme som at satse på, at psykologen har taget fejl - hvilket aldrig sker? I så fald vinder man aldrig millionen medmindre man lader være med at tage imod de $1000.

Begge disse tankegange lyder ikke umiddelbart forkerte, men ikke desto mindre modsiger de hinanden. Vi har at gøre med et paradoks! (Nu må du gerne google eller evt kigge på wikipedia).

Tag de $1000, Du vil fortryde det; tag ikke de $1000, Du vil ogsaa fortryde det; Tag de $1000 eller tag ikke de $1000, Du vil fortryde begge Dele. Hvem kan argumentere bedst for hvilken strategi. Forsvinder solen hvis man tar til stranden? Kommer parkeringsvagten kun når man glemmer at stille skiven? Er der altid paskontrol ved grænsen når man har glemt sit pas? Regner det altid når man ikke har taget regntøjet med?

Tilbage til for fem dage siden: Med euromønten mod den endnu urørte låge nummer 23 stod jeg over for en beslutning. De grænseløst intelligente psykologer hos Danske Spil havde givet mig en million eller havde ikke givet mig en million. Pengene var sat i banken i det øjeblik jeg fik skrabekalenderen. Rent logisk ville det være meningsløst ikke at skrabe de sidste to felter. Millionen var der eller den var der ikke og hvis den var der og jeg ikke indløste den ville jeg gå glip af hundredvis af kroner i tabte renter over de næste dage og uger.

Men så igen. Jeg vidste jo, at hvis jeg skrabede de sidste to felter ville der bare være en latterlig julestjerne og et ubrugeligt rensdyr. Jeg vidste det jo. Jeg besindede mig, lagde mønten og kalenderen fra mig og klikkede i stedet på Full Tilt.exe for at spille et spil med amerikanske donks med grimme avatarer og helt uden psykologer.

filosofi, jul, spil

Jeg er klar over at man ikke skal generalisere og der er da heller ikke per definition noget i vejen med adventurespil som genre. De fleste er bare ret irriterende. Et gameplay, der stort set udelukkende beror på at kombinere forskellige objekter med hinanden ved hjælp af et begrænset sæt interaktionsmuligheder har sine begrænsninger. Når man har brugt “Give”, “Use”, “Push” og “Pull” tilstrækkeligt mange gange på “Poster”, “Magic Potion”, “stink bomb” etc. kan det ikke undgås, at løsningerne på forskellige puzzles kommer til at minde bare en lille smule om hinanden.

Figur 1: Push, pull, open, close, give to.

Med andre ord er et adventurespil nu engang et adventurespil. Efter at der i midthalvfemserne var blevet produceret mange succesfulde spil blev udviklerne derfor tvunget til at lave adventures, der var OVERDREVET adventureagtige hvis de ville have deres spil til at skille sig ud. Dette beskrives ganske glimrende i artiklen Death of Adventure Games, der gennemgår en serie puzzles fra Gabriel Knight 3 for at illustrere sin pointe.

Gider man ikke lige læse det hele bringer jeg her essensen, der refererer til en gennemgang af en serie puzzles, hvor man bl.a. fremskaffer et falsk overskæg ved at plante et stykke tape i kanten af et hul i et plankeværk for derefter at jage en sorthåret kat igennem hullet og lave overskægget af kattens hår:

Did you read all of that? If not, good for you! Dumb as your television enjoying ass probably is, you’re smarter than the genius adventure gamers who, in a truly inappropriate display of autism-level concentration, willingly played the birdbrained events described in that passage.

Jeg selv finder adventurespil ganske underholdende, men det er i mindre grad på grund af gameplayet. Som mit hoved er indrettet bliver jeg ganske enkelt frustreret når jeg skal udtænke løsninger på puzzles i stil med dem i artiklen. Jeg måtte fx give op godt en tredjedel inde i Simon the Sorcerer 2 da det overgik min forstand at man fik adgang til et tårnvindue i slottet ved at binde ikke een og heller ikke to, men derimod hele tre balloner fast til et gitter, der derefter bukkede under for den mægtige opdrift af ballonerne, lettede og fløj en op til vinduet. Resten af spillet tog jeg på walkthrough. At jeg stadig syntes det var sjovt skyldtes den gode humor og at det er fedt at se hvilke gimmicks og morsomme situationer, der er lagt ind i historien.

Tilbage til artiklen ovenfor. Jeg kom nemlig til at tænke på den i dag da jeg blev vidne til hvordan så fucked up et puzzle rent faktisk ender med at blive implementeret i et spil.

Jeg sad og målte rundt da jeg blev prikket på skulderen af en af designerne og en anden praktikant. Om jeg vidste hvordan man lavede karamel? Jo, det gjorde jeg da: Ved at varme sukker op til det smelter for derefter at lade det køle ned igen. De nikkede og fortsatte videre til en anden gut for at spørge ham om det samme.

Formålet med rundspørgen var at finde ud af, om folk generelt var klar over hvordan man lavede karamel og dermed også om en spiller ville kunne finde på at bruge sukker til at lave karamel for derefter at bruge karamellen til at klistre et foto fast til et stykke falsk ID, der skulle bruges til at blive lukket ind et sted i kapitel 5.

Den slags care-less-så-blir-det-mere-awesome-indfald, der i sin tid gjorde Skipper Skræk til en succes tror jeg bare ikke lige er the shit i et computerspil. At finde på at kombinere sukker med komfur og idkort kræver at man kan backtracke designerens fucked up tankegang og jeg er næppe den eneste, der ikke synes at det er det, der gør et spil underholdende.

Jeg tror da også det lykkedes mig at overbevise dem om, at ideen nok var en anelse zu weit raus. Hvordan det hele endte kan jeg naturligvis ikke afsløre da jeg er underlagt tavshedspligt (tror jeg da nok), men hvis du engang køber A New Beginning er her er et hint til kapitel 5: Hubba Bubba.

filosofi, spil, Tegneserier

Efter at have siddet over for en ældre herre i toget i en god halv times tid var jeg ganske sikker på, at jeg her havde med en virkelighedens udgave af lektor Blomme at gøre. Intet mindre end personificeringen af knottenhed. Han forsømte ikke en lejlighed til at sende det mest gnavne af blikke i retning af hvem som helst, der måtte formaste sig til enten at tale i telefon eller at skulle forbi hans plads og derved tvinge ham til at bevæge sit ene ben lidt til siden for at gøre plads. Hans udseende og påklædning underbyggede blot min teori om, at han ikke havde brudt sig om noget som helst de sidste 20-25 år og mindst af alt om mennesker.

Jeg formodede derfor, at det passede ham og hans sindsstemning ganske udmærket at det var mørkt og stod ned i stænger da han skulle af. Men jeg tog fejl! I regnen på perronen stod hans kone og ventede på ham med en paraply, hvilket fik lektor blommes ansigt til at lyse op i glæde og afslørede at han trods alt var in a state of flux. Og således gik det til at den sureste mand i byen fik mig til at smile!

bloc party, filosofi, røverhistorier, tyskland

Omskifteligheden er i luften! Med en domæneflytning er også fulgt Tyskland hvor der før var Danmark og beskæftigelse hvor der før var dagdriveri. Nu er det jo sådan at dagdriveri er en aldeles behagelig beskæftigelse, så kunne man ikke med rimelighed mistænke mig for at være bekymret ved at udskifte lediggang med et praktikophold hos et spilfirma i Hamborg? Slet ikke. Hvor meget jeg end finder velbehag i uforetagsomhed kender man mig ikke ret godt hvis man tror at dette er tilfældet! Jeg er nemlig en ganske arbejdsom person i det rette fag, er jeg, og arbejdet i Hamborg har da også vist sig at være uendeligt sjovt og heldigvis ikke spor hårdt.

Helt fri for tysk malurt er bægeret dog ikke (se bl.a. fig. 1), for nu er det jo sådan at Hamborg ligger i Tyskland. Alle ansatte (og sågar rengøringsfolk) er derfor tyskere. Det betyder takket være stemmesynkronisering af udenlandske film (se evt. fig. 2) at deres engelsk for de flestes vedkommende kun er marginalt bedre end Arnolds var i Hercules in New York. Ja, det kan være meget sjovt når man skal høre dem tale om tørminals og maus cørsors og festplatten, men grin ikke for tidligt: Manglen på engelsk tvinger nemlig mig til at tale tysk.

Figur 1: Den ubetinget største ulempe ved at befinde sig i tzskland.

Figur 2: I Inglourious Basterds lader tyskerne fransk og italiensk være intakt, mens alt engelsk synkroniseres. Om man kan undgå at spolere kælderscenen uden at give englænderne to stemmer kan jeg ikke helt gennemskue.

En anden mindre ulempe ved Hamborg er, at der er 1½ times rejse dertil fra Kiel, som er byen hvor jeg nu sover, spiser og grinder. Selvom jeg ikke skal dertil hver dag løber det op i mange timer frem og tilbage, og det er derfor vigtigt at jeg føler mig godt tilpas under alt dette rejseri. Men endnu engang er jeg heldig! 70′er-bassen blev nemlig opfundet allerede for 40 år siden og min Reisevergnügen er således aldrig i fare så længe jeg har White Boys og Age of Aquarius ved hånden og det ikke er HVER dag die Bahn forsinkes af de Fliegerbomben, tyskerne stadig graver ud af jorden.

Jeg mangler stadig at oprette bankkonto og at fikse et telefonnummer hernede, men det vigtigste af alt, internetadgang, er heldigvis allerede ordnet takket være et trådløst netkort og en venlig nabo. Jeg håber derfor på igen at kunne begynde at opdatere bloggen jævnligt.

Endnu vigtigere end internetadgang for at dette kan lykkes er det måske, at jeg ikke længere er dagdriver.

Stik imod hvad man skulle tro har man som dagdriver nemlig forsvindende lidt tid til rådighed til trods for at man egentlig intet foretager sig. Ting, man aldrig tidligere har bekymret sig om gøres pludselig til dagdriverens ansvarsområde da han jo har så meget tid til rådighed. Fra alle sider kommer opgaverne strømmende og hober sig op i et så svimlende højt tempo at dagdriveren umuligt kan følge med. Han vil derfor forfalde til den eneste naturlige reaktion på dette: Opgivenhed. Hvordan man end vender og drejer det vil dette tvinge den sagesløse døgenigt ned i en ond spiral af søvn, risk-spil og PL50-grind alt imens antallet af uløste opgaver ufortrødent fortsætter sin himmelflugt, efterladende dagdriveren til en stille død i vejkanten af cs-motorvejen.

Heldigvis tælles jeg ikke blandt dagdriverne længere. Og nu har jeg masser af tid til at opdatere bloggen. White boys are delicious!

arnold, bloggen, film, filosofi, nazister, på afveje, spil, tyskland, zuhause

Jeg fandt lige følgende omgang socialrealisme i drafts. Det har været oppe at vende engang for et par år siden (May 4 2007 @ 02:29, for at være præcis), men blev taget ned igen da jeg indså at jeg havde brudt rules #1 og #2 of blogwai ved både at drikke og fodre bloggen efter midnight! Nu synes jeg dog det er udmærket. Desuden er det længe siden jeg har postet noget nyt.

+++

Natbusser der hvor jeg kommer fra er kedelige. Passagererne i dem er altid fulde, altid under 20 og altid lige ved at falde i søvn. Men sådan er det ikke i København!

Jeg satte mig i en af slagsen ved halv tre-tiden natten til fredag med resten af en Burger King-cola i hånden. Der var kun eet sæde ledigt - desværre et ubekvemt et, der formegentlig ikke var lavet til mennesker med ben af almindelig længde. Mine øjne var åbne og jeg stirrede dødt ud i luften mens min hjerne allerede sov da jeg blev vækket af gutten, der sad over for mig.

- Det er min lykkemønt, sagde han.

Jeg fattede intet, men fandt ud af at han talte om et lille juvelformet, glaslignende stykke plastik. Et blik på hans udslidte kondisko, joggingbukser og cowboyjakke afslørede, at han var den type, der osse var fuld på de dage i ugen, hvor andre ikke var det.

- Jeg har først lige opdaget, at den virker som lykkemønt, afslørede han.

Jeg gav ham nogle opmuntrende ord da han forklarede, at han havde været i besiddelse af dette stykke plastik i intet mindre end tyve år. Jeg fik endda lov til at se nærmere på den og nåede lige at ønske ham held og lykke med at få den til at virke da bussen stoppede og der blev et sæde frit. Jeg flyttede straks i håb om at kunne falde i søvn.

En ung gut i pænt tøj satte sig ved siden af manden med lykkemønten. Han så ikke ud til at være typen, der værdigede en fuld mand med en lykkemønt et blik, men sagde højlydt da han blev tilbudt at sidde yderst:

- Nej nej, du skal jo ikke løbe hele dagen!

Han hentydede til mandens sko og sagde, han bare skulle blive siddende. Manden forstod ikke hvad han mente og blev tilsyneladende overrumplet af, at der var en, der gad tale med ham.

Efter at have talt sammen i kort tid afslørede manden med det pæne tøj, at han for nylig havde gennemført et marathonløb i fantomtiden 1 time og 57 minutter. Det gik op for mig at han var fucked up i skalle, og da jeg efter nogle minutter vendte tilbage til at lytte til deres samtale nåede jeg lige at høre ham komme med mærkelige argumenter for hvorfor han ikke allerede var i Guiness’ Rekordbog inden han blev nødt til at afbryde samtalen fordi bussen havde nået vagabondens stoppested.

Hans plads blev overtaget af en soldat i tjenesteuniform, som den venlige, snakkesalige mand i det pæne tøj hurtigt kastede sig over. Soldaten havde afsluttet en 13 dages øvelse for to timer siden, han havde været udsendt i fire år, han skulle til Afghanistan om 9 uger og så var der guitarsolo.

En snedig ung gut på pladsen foran dem inviterede sig selv med i samtalen på klingende amerikansk.

- You’re in the army, aren’t you?

Soldaten gad ikke besvære sig med at kommunikere med ham, men afslørede dog, at han var i livgarden og at han kendte en anden dansk soldat, der netop var blevet skudt i Afghanistan. Den snakkesalige mand ønskede ham en fortsat god aften og håbede i øvrigt ikke, at han døde. Amerikaneren sagde ikke mere, men stirrede blot på uniformen og blev ved med det indtil jeg stod af. Min cola, der var reduceret til smeltede isterninger, blev smidt i nærmeste skraldespand.

filosofi, fuldskab

Efter at have været inde at se Tropic Thunder () ville skæbnen i går aftes, at min kæreste og jeg endte på det fortræffelige værtshus Den Glade Gris sammen med nogle champs fra min skole. Det er et fint sted med et fint udvalg af eksotiske øl, og da der oven i købet også var fin livemusik leveret af coverbandet Morphar and the Ladykillers var scenen sat for en hyggelig post-biograf-drink. Som vi sad der, lige foran scenen med musikken bankende i face, prikkede Martin (ikke at forveksle med en anden Martin, der vil blive nævnt senere) mig på skulderen og spurgte, om ikke ham den fulde fyr, der sad bag os, flirtede lidt lovligt meget med min kæreste. Jeg havde naturligvis ikke lagt mærke til det fjerneste da jeg halvvejs sad med ryggen til og i øvrigt var mere optaget af at stikke fingeren i vejret og råbe “yeah!” på det rigtige tidspunkt under bandets cover af SexyBack.

Det viste sig, at den fulde fyr flere gange havde formastet sig til at prøve at fange hendes opmærksomhed ved at prikke hende på skulderen. I mangel af testosteron pandede jeg ham dog ikke ned med en knust flaske, men rykkede blot lidt tættere på damen og besluttede at holde øje med ham. Snart kom en omgang af de berygtede marci-shots på bordet, bandet fortsatte med Señorita og jeg havde glemt alt om episoden.

Lige indtil en eller anden kom vandrende forbi og i farten gav min kæreste en seddel med en ordlyd a la “Hey lamsebamse, her er mit nummer: [nummer]. Hilsen Martin.”

Jeg var målløs! Kunne folk da ikke se at hun var optaget? Hvad var det der foregik? Der var intet alvorligt sket, men på en måde var det alligevel lykkedes denne “Martin” at gøre mig til hanrej i eget hus! Var jeg komplet usynlig? Den eneste mulige forklaring var, at jeg enten fremstod som bøsse eller hendes bror, og uanset hvilket af dem, der var tilfældet, betød det, at jeg havde meget at arbejde med når det kom til mandighed. Hrmpf! Og hvorfor fik HUN i grunden flirtesedler når jeg ikke gjorde? Skulle HUN nu forestille at være lækrere end MIG eller hva? Pfff! Havde jeg scoret over evne og mente folk nu at det måtte være den letteste sag i verden at få hende til at dumpe en taber som mig? Var det det? Eller havde folk måske set det mindst flatterende billede i verden (se figur 1) på en eller anden måde og var nu klar til at overtage min plads? Jeg var dybt frustreret. Pludselig gik det dog op for mig, hvad alt dette postyr skyldtes.

Tidligere på dagen havde jeg brugt over en time på at lave highlights i hendes hår, og det var naturligvis mine store evner som hårstylist, der gjorde at hun nu tiltrak fulde mænd i samme stil som Guy Laliberte tiltrækker hajer på et 200/400-bord. Gud været lovet, vores forhold var stadig i balance. Hun overstrålede mig ikke i skønhed, jeg havde blot været nådig nok til at give hende et midlertidigt boost, og så snart hårfarven fortog sig ville alt være tilbage ved det gamle.

Men vent. Hvis jeg har lavet en succesfuld hårbehandling kan det kun betyde een ting: Jeg er gay.

Ak, min skæbne er trist.

Figur 1 -  Verdens mindst flatterende billede.

filosofi, fuldskab, kærlighed

Jeg lovede for et stykke tid siden at vinde en WSOP-pakke, men hvor utroligt det end lyder er det ikke sket endnu. Jeg er såmænd ikke engang rykket op på NL100. I det hele taget går det faktisk temmelig sløjt i denne måned, der indtil videre har budt på et lidet prangende overskud på godt og vel $73.

Jeg er ret sikker på at det hovedsageligt skyldes manglen på tid til at spille da vi i øjeblikket skriver eksamensprojekt, men ikke desto mindre har jeg alligevel foretaget en dybdegående analyse af mit spil og er kommet frem til en overraskende konklusion. Min indre pokerspiller består nemlig ikke blot af een, men derimod hele TRE personligheder. De er:

Maniac-idioten

I poker skal man generelt anlægge sig den modsatte spillestil af de andre spillere ved bordets. Det vil for eksempel sige, at hvis der sidder en masse tighte spillere skal man løsne op og stjæle nogle puljer, og sidder der en masse løse spillere skal man være tight. Ved homegames er folk ofte meget aggressive og raiser alle hænder, og det vil derfor oftest være korrekt at stramme op og spille færre starthænder. Det er desværre ikke det, der sker når jeg deltager i sådan et spil. I stedet forvandles jeg til et rasende all-in monster, der better amok og reraiser med alt der ligner et billedkort. Hvis dette monster ikke fandtes havde jeg været en holden mand den dag i dag.

Grinderen

Dette er den fornuftige, analyserende type, der altid har teorien i baghovedet og bl.a. folder UTG og lægger sig til raises ude af position. Han multitabler oftest, sætter sig yderst sjældent i vanskelige spots og får altid pengene ind som favorit. Når han sidder ved roret skraber han som regel en masse skillinger sammen til mig hvorefter jeg bruger dem til at betale for den førstnævnte types udskejelser. Han har flere gange vundet både 25 og 30 buyins i måneden på NL25 og PL25.

Highrolleren

Det sker engang i mellem at det går lidt skidt for grinderen, og så er det at ham her dukker op. Med sig har han løfter om guld og grønne skove på PL1000, og det er kun sjældent at grinderen kan sige nej til at lade sig lokke. Det lykkes af og til for denne type at vinde - sidst det skete var desværre bare i december 2006. Da han sidst var på spil kostede det i underkanten $2000 da han forfulgte en fisk på limitrush og endte med at spille ham på PL1000. Han har det med at give grinderen dårlig nattesøvn og lommesmerter.

I øjeblikket savner jeg at grinderen træder til for at rette lidt op på den skrantende graf for maj måned.

… og så er der i øvrigt stort set blevet besluttet to ting: At jeg køber en andelslejlighed nede ved Assistens kirkegården og at folk tager på Roskilde for at overvære følgende:

“AAAAAAAAA!! (1, 2, 3, 4, There There)”
Haha. Kan I mærke det.

filosofi, fjahgoaktien, Poker

Poker er et glimrende billede på, hvordan livet er indrettet; man træffer en beslutning og mærker før eller siden konsekvensen af den. Nogle gange mærker man den allerede preflop, andre gange på river. Her er et par eksempler på små beslutninger med store konsekvenser i the poker game of life:

Nummer et! Scenariet er en fest i 1. eller 2.g - jeg husker det ikke helt præcist. Måske endda 3.g. Jeg er ihvertfald som altid uendeligt fuld og beslutter derfor at ringe efter mine forældre, der har lovet at hente mig. Humøret er fint, men ikke helt oppe at ringe da pigen, jeg har brugt hele aftenen på at bage på, naturligvis har afvist mig. I det mine forældes bil triller ind i indkørslen sker der så det, at førnævnte pige og hendes veninde kommer hen til mig og spørger, om jeg ikke bare har lyst til at sove der i nat. I fuldskab og forvirring og påvirket af det faktum, at min chauffør står i indkørslen får jeg i stedet for at INSTACALLE sagt: “NÆH! JEG VIL HELLERE HJEM!” Den dag i dag har jeg meget, meget svært ved at komme i tanke om noget jeg fortryder mere.

Nummer to! Det er aftenen inden St. Patrick’s Day og jeg befinder mig et sted på Australiens østkyst sammen med Jens. Stedet vi bor på er lidt dødt, og da vi har planlagt at rafte tidligt næste dag har jeg tænkt mig at gå tidligt i seng og evt. læse lidt i min “Peter Plys og Filosofferne”. Jens spørger dog, om vi ikke lige skal stikke over på baren ved siden af og se hvad der sker, og det gør vi så. Der møder jeg Mieke og er nu rigtig mange tusinde kroner fattigere i togbilletter.

Nummer tre! Jeg er midt i et pænt upswing og lukker Pacific ned efter en fin session. Jeg er ved at gå til ro, men lader lige øjnene glide hen over de store PLO-borde, og BINGO: Jeg ser Noizy, Pacifics største pæl, sidde og gi den gas på PL1000. Long story short: Jeg taber et uvist beløb mellem 10- og 15000 og må leve af vand de næste fire måneder.

Og nu vi er ved poker; det er langt om længe blevet den første og det betyder, at jeg har fået råd til at lave et deposit igen. Ja jeg glemte vist at nævne, at min tidligere plan styrtede ud over en skrænt og brød i brand i et hav af bad beats og cashouts. Nå, men nu kører bussen igen og jeg skal ha mig en bankroll!

I den forbindelse er det ret uheldigt, at jeg har fået mig et nyt job hos det kommende gr8poker.com, for min chef og eneste arbejdskollega er den værst tænkelige indflydelse når det kommer til bankroll management. De presser mig nærmest ud i limit rushes, og så gør det ikke sagen bedre, at jeg i dag har stået og set Theo Jørgensen lave $3000 på 10 minutter.

Heldigvis kan jeg (oftest) nære mig, for prøv at se hvad jeg i stedet gør:

click click

Læg mærke til hvordan alle borde er samme limit og samme spil og ikke mindst at der er et nydeligt plus på dem alle. Sådan skal det være. I øvrigt spillede jeg følgende skønne hånd:

Mig i BB: , alle involverede har $25.
Der er fire limpers og jeg checker.

Flop:

, pot $1.25.

Jeg better $1, en sindsforvirret tysker caller med det samme og en franskmand ved navn CREVETTE44 (det betyder vist “reje”) raiser fra knappen til ~4.5. Jeg vælger bare at calle da floppet er pænt tørt. Den sindsforvirrede tysker caller selvfølgelig også.

Turn:

En komplet blank! Mig og tyskeren checker og CREVETTE skyder nu noget der ligner $11, hvilket er 2/3 pot. Han har tydeligvis to par. Tyskeren har to kort og caller derfor også.

River:

Jeg glæder mig over et vellykket slowplay og går med sindsro all in for mine sidste håndører. Begge spillere caller hurtigt.

CREVETTE44 bander og svovler derefter da han må konstatere, at hans openlimp fra knappen med ikke gjorde ham til millionær i denne omgang. Imens skovler jeg tre buyins til mig og tænker, at en dårlig beslutning som fx rejens preflopspil hurtigt kan gå hen at udarte sig til noget skidt. Akke ja, beslutninger, beslutninger!

filosofi, Poker