the Printing Press

Wolfang Pauli og Niels Bohr i dyb beundring af en snurretop (1951).

Da det er blevet september igen har den sidste lille uges tid stået på skolestart for mig. Jeg er begyndt på en master i Media Technology & Games og det er alt sammen fantastisk interessant*. Uden at gå i kedsommelige detaljer kan uddannelsen i store træk beskrives som noget for folk, der aldrig har haft en knallert og som ikke ser noget galt i at gå med Starcraft 2-tshirts.

Uddannelsen er delt op i to linjer; design/analyse, der beskæftiger sig med alle andre aspekter af spilkultur og spilproduktion end selve implementationen og teknologi, der er fokuseret på programmering og teknologien bag spil. Med en bachelor i medialogi i bagagen (dvs. viden om alt muligt, men nada dyb viden om noget) målte jeg at sidstnævnte nok var mest +EV for mig. Skulle det blive for tørt har jeg mulighed for at jazze det lidt op med valgfag i fx. spilteori eller bare at følge nogle af designernes kurser.

Men som altid er jeg hverken helt fugl eller helt fisk, så selvom jeg er sikker på at teknologilinjen er det rigtige valg føler jeg mig alligevel lidt udenfor, for jeg må nok indrømme, at førnævnte grove beskrivelse af studiet er forfærdeligt tæt på sandheden på teknologilinjen. Jeg har godt nok aldrig haft en knallert, men jeg ejer stadig ikke en Starcraft 2-tshirt og det er nok til at jeg med min fuldstændigt tilfældige tøjstil føler mig overdressed i auditoriet. Sagt med et glimt i øjet, forstås. ;P, om man vil. Der er selvfølgelig intet galt i at gå med Starcraft-tshirts.

At jeg også stikker lidt ud fra mængden blandt de mere velklædte designere fik jeg en smagsprøve på i dag under noget gruppearbejde i forbindelse med introforløbet. Grupperne er blevet fordelt således at studerende fra designlinjen er blevet blandet med dem fra teknologilinjen. Jeg er dog den eneste i min gruppe, der ikke er fra designlinjen.

Vores første opgave er at finde på et analogt spil (dvs. et almindeligt gammeldags brætspil. Ingen computer) baseret på en tilfældig genstand, som hver gruppe har fået tildelt. Vi har fået en pose med elastikker og efter lidt brainstorming endte vi med at sidde at fumle med elastikker på en af de der plastikbakker fra vaskemaskiner som vi havde lånt i cafeteriet. Ved at spænde elastikkerne ud mellem pindene i bakken (der normalt holder kopper/tallerkner oprejst) fik vi lavet noget, der mindede om et kort, hvor elastikkerne kunne bruges til at udspænde og afgrænse områder (lissom i Civ4!).

Under diskussionen omkring spillets regler blev det foreslået, at spillet kunne være turbaseret og fx have til mål for spilleren at få hans udspændte elastik til at nå fra den ene ende af bakken til den anden. Ganske simpelt, egentlig. Inden jeg nåede at få overvejet yderligere regler var resten af gruppen imidlertid allerede gået videre til at diskutere, hvad spillet symboliserede. Var det interstellar travel? Var det rumflåder, der målte rundt? Eller var det bare almindelige flåder, der reallokerede ressourcer for at kunne flytte skibe?

Ude af stand til at se hvilken forskel det skulle gøre for spillet om elastikkerne var orme eller imperier eller glaserede figner prøvede jeg at forklare, at reglerne nok var vigtigere. Designernes (med bl.a. Gabbabukser, grønne Adidas-sko og strømper matchende trøjens farve) svar faldt prompte: Var det da ikke meget nemmere for mig at tænke på det på den måde? Om jeg ikke havde nogen fantasi??

Jeg kunne kun trække på skuldrene og kigge ind i kameraet som Gertrud Sand gør det når hun ikke forstår mænd og blot endnu engang konstatere, at jeg nok aldrig bliver specialiseret i noget som helst. Min måde at tænke på er ganske enkelt for lidt-af-hvert.

Men hvad, den grimme ælling blev også til noget en dag! Og jeg får mulighed for at revanchere mig selv allerede i morgen når vi skal i gang med vores anden introopgave: Design af et drukspil. Jeg agter at gå til opgaven med ildhu kl 18.00 sammen med bl.a. en finne, en amerikaner og to tyskere, hvoraf den ene ligner Seth Rogen og den anden er vegetar.

* Jeg har ikke glemt det, metafor om The Nocturnal Missions er på vej.

filosofi, fuldskab, spil, wolfenstein

Ud over godt at kunne lide store sko synes jeg ikke jeg har ret meget til fælles med skatere, men det forhindrer mig dog ikke i at anse dem for fine mennesker. Når de så oven i købet holder kæmpe fest hvor de dropper gangsterhiphoppen til fordel for reggae, dubstep og dansende kokke fra hamborg er jeg solgt på stedet, så i går aftes tog jeg kæresten under armen og tog til Skateistan 09.

Man kan måske bedst forestille sig stemningen (det var i øvrigt var et velgørenhedsarrangement, der havde til formål at få bygget en skaterskole i Kabul) ved at tænke på Christiania og fjerne alt det lamme; intet skrald, intet knust glas, ingen usle pushere og i tilfælde af regnvejr: Heller intet mudder. Kun afslappede mennesker og en DJ der gav den gas med dubstep.

Aftenens konferencier var Pato, der ud over at rappe en forfærdelig udgave af Summer of 69 også fik gang i fællessangen til Nighthawks. Han er sgu en fin mand.

Hen på aftenen gik dem, der i vores øjne var hovedattraktionen, på: BliGlad. De var præcis lige så energiske og vilde som man kunne have håbet på, og som en ekstra bonus kastede de gratis t-shirts ud til folkemængden på hvert “ud” i Kærlighed til Folket.

Det var i den forbindelse jeg oplevede aftenens eneste nedtur. Når bands kaster ting ud til frådende masser sker der nemlig ofte det, at der er flere mennesker der griber disse ting samtidigt. Vi var en 4-5 stykker, der alle fik fat i et hjørne af et t-shirt og efter lidt hiven og trækken gav de mindst entusiastiske af dem op og lod mig og en anden gut kæmpe om den. Ingen af os ville give sig, så den anden gut fandt snarrådigt ud af, hvordan vi skulle afgøre striden: Bedst ud af én i sten saks papir.

Det var perfekt. Selvom jeg på det tidspunkt havde rundet den fjerde guldøl huskede jeg nemlig hvad jeg for nyligt havde læst i en beginner’s guide til sten saks papir i et eller andet blad: 1) At noobs altid starter med sten, 2) at folk som regel svarer ærligt, når man spørger dem hvad de agter at starte med og 3) at man har en tendens til at vælge det, der slår en, hvis man taber.

Det sidste punkt var ikke anvendeligt når nu det var bedst ud af én, men jeg spurgte ham hvad han havde tænkt sig at starte med. Han kiggede skælmsk og svarede, at det fandt jeg nok ud af. Det gav stof til eftertanke for min guldøldsinficerede hjerne: Det var ham, der havde foreslået SSP - var han haj og kendte derfor også de tre regler? Ville han gå ind i level-tænkning? Hvis han var noob ville han nok tage sten, og jeg skulle derfor tage papir. Var han derimod haj ville han på bedste T-1000-manér anticipate dette move fordi han havde access til de samme files som jeg havde og derfor vælge papir hvilket ville betyde at jeg burde starte med saks.

Efter 4 guldøl nåede jeg selvfølgelig ikke at tænke alt dette igennem så grundigt som jeg beskriver det her. I virkeligheden var det snarere en hurtig beslutning om ikke at vælge sten og derefter en rand() mellem saks og papir.

Desværre var han enten noob eller ultrahaj og valgte sten og knuste dermed min saks. Jeg måtte give ham hånden, bide nederlaget i mig og overgive t-shirten til ham til stor fortrydelse for min kæreste, der ikke var sen til at komme med en spydig sammenligning mellem mine sten saks papir-evner og mit igangværende downswing i pokeren.

Men så gik Bo Marley i gang med det store hit fra BliGlads nye plade og stemningen var atter høj! Til slut lykkedes det os sågar at få fat i nogle t-shirts uden at skulle kæmpe med andre om at få lov til at beholde dem. Aftenen var komplet. Jeg håber de får bygget deres skole i Kabul og hvis de ikke gør kommer jeg ihvertfald igen næste år og køber flere guldøl til et godt formål.

fuldskab, musik, skatere, sten saks papir

Jeg fandt lige følgende omgang socialrealisme i drafts. Det har været oppe at vende engang for et par år siden (May 4 2007 @ 02:29, for at være præcis), men blev taget ned igen da jeg indså at jeg havde brudt rules #1 og #2 of blogwai ved både at drikke og fodre bloggen efter midnight! Nu synes jeg dog det er udmærket. Desuden er det længe siden jeg har postet noget nyt.

+++

Natbusser der hvor jeg kommer fra er kedelige. Passagererne i dem er altid fulde, altid under 20 og altid lige ved at falde i søvn. Men sådan er det ikke i København!

Jeg satte mig i en af slagsen ved halv tre-tiden natten til fredag med resten af en Burger King-cola i hånden. Der var kun eet sæde ledigt - desværre et ubekvemt et, der formegentlig ikke var lavet til mennesker med ben af almindelig længde. Mine øjne var åbne og jeg stirrede dødt ud i luften mens min hjerne allerede sov da jeg blev vækket af gutten, der sad over for mig.

- Det er min lykkemønt, sagde han.

Jeg fattede intet, men fandt ud af at han talte om et lille juvelformet, glaslignende stykke plastik. Et blik på hans udslidte kondisko, joggingbukser og cowboyjakke afslørede, at han var den type, der osse var fuld på de dage i ugen, hvor andre ikke var det.

- Jeg har først lige opdaget, at den virker som lykkemønt, afslørede han.

Jeg gav ham nogle opmuntrende ord da han forklarede, at han havde været i besiddelse af dette stykke plastik i intet mindre end tyve år. Jeg fik endda lov til at se nærmere på den og nåede lige at ønske ham held og lykke med at få den til at virke da bussen stoppede og der blev et sæde frit. Jeg flyttede straks i håb om at kunne falde i søvn.

En ung gut i pænt tøj satte sig ved siden af manden med lykkemønten. Han så ikke ud til at være typen, der værdigede en fuld mand med en lykkemønt et blik, men sagde højlydt da han blev tilbudt at sidde yderst:

- Nej nej, du skal jo ikke løbe hele dagen!

Han hentydede til mandens sko og sagde, han bare skulle blive siddende. Manden forstod ikke hvad han mente og blev tilsyneladende overrumplet af, at der var en, der gad tale med ham.

Efter at have talt sammen i kort tid afslørede manden med det pæne tøj, at han for nylig havde gennemført et marathonløb i fantomtiden 1 time og 57 minutter. Det gik op for mig at han var fucked up i skalle, og da jeg efter nogle minutter vendte tilbage til at lytte til deres samtale nåede jeg lige at høre ham komme med mærkelige argumenter for hvorfor han ikke allerede var i Guiness’ Rekordbog inden han blev nødt til at afbryde samtalen fordi bussen havde nået vagabondens stoppested.

Hans plads blev overtaget af en soldat i tjenesteuniform, som den venlige, snakkesalige mand i det pæne tøj hurtigt kastede sig over. Soldaten havde afsluttet en 13 dages øvelse for to timer siden, han havde været udsendt i fire år, han skulle til Afghanistan om 9 uger og så var der guitarsolo.

En snedig ung gut på pladsen foran dem inviterede sig selv med i samtalen på klingende amerikansk.

- You’re in the army, aren’t you?

Soldaten gad ikke besvære sig med at kommunikere med ham, men afslørede dog, at han var i livgarden og at han kendte en anden dansk soldat, der netop var blevet skudt i Afghanistan. Den snakkesalige mand ønskede ham en fortsat god aften og håbede i øvrigt ikke, at han døde. Amerikaneren sagde ikke mere, men stirrede blot på uniformen og blev ved med det indtil jeg stod af. Min cola, der var reduceret til smeltede isterninger, blev smidt i nærmeste skraldespand.

filosofi, fuldskab

I kender det. Det er lørdag aften og klokken nærmer sig midnat, men i stedet for at gå amok i byen er man på vej hjem fra skole efter en lang dag med eksamenslæsning og kæmpe hovedpine og nu skal man bare hjem og ligge i sengen og prøve at lade være med at bruge hovedet så man forhåbentlig kan få bugt med den hovedpine, der har hængt ved siden aftenen forinden.

På ved op ad trapperne konstaterer man at der er fest ved naboen, men selvom man har boet i opgangen i et halvt år har man aldrig snakket med sine naboer og kan ikke få sig selv til at tænke andet end at det er godt, man ikke er forpligtet til at være i festhumør nu. Man får slæbt sig ind i lejligheden, klædt sig af og griber guitaren for i al stilhed at prøve at komplimentere begravelsesstemningen med en gang street spirit inden man lægger hovedet til puden.

SNAP! Fire et halvt minut senere: Man står i naboens køkken og er ved at få fortalt en anekdote om asfaltdjævle af taxachauffører og forbyttede kufferter i en lufthavn over pisang ambon / vodka-shot nummer to. Haha! Hahaha! Hvordan går det til? Jo, for det første skal det vise sig, at de naboer, man altid har troet var et sted mellem 40 og 50 år gamle vatnisser, i virkeligheden er jævnaldrende festaber med en fantastisk musiksmag. For det andet skal disse aber, der i øvrigt er to 25-årige kvindelige skolelærere og en 37-årig ditto kunstner, beslutte sig for ved midnat at banke deres nabo (det er mig), som de aldrig har snakket med før, op for at invitere ham med til fest. Og når jeg så lukker op iført undertøj og hovedpine kan jeg jo ikke andet end at takke ja når nu der bliver lokket med gratis pølsehorn, gulerødder og heineken.

Perfekt. Nu kan jeg med god samvittighed spille høj musik kl 1 om natten, for selvom mine underboer rent faktisk er et par gamle vatnisser, der banker i loftet med koste når Bloc Party giver den for meget gas, har jeg nu allierede i alle andre lejligheder i opgangen end deres. All riiiight! Wow, wow, wow, wow ses i Vega på søndag! Hahahahahahah ha ha haaaaaaaaaaaaaaaaa first rule of blogwai, never feed blog after midnight. Godnat!

druk, fuldskab

Efter at have været inde at se Tropic Thunder () ville skæbnen i går aftes, at min kæreste og jeg endte på det fortræffelige værtshus Den Glade Gris sammen med nogle champs fra min skole. Det er et fint sted med et fint udvalg af eksotiske øl, og da der oven i købet også var fin livemusik leveret af coverbandet Morphar and the Ladykillers var scenen sat for en hyggelig post-biograf-drink. Som vi sad der, lige foran scenen med musikken bankende i face, prikkede Martin (ikke at forveksle med en anden Martin, der vil blive nævnt senere) mig på skulderen og spurgte, om ikke ham den fulde fyr, der sad bag os, flirtede lidt lovligt meget med min kæreste. Jeg havde naturligvis ikke lagt mærke til det fjerneste da jeg halvvejs sad med ryggen til og i øvrigt var mere optaget af at stikke fingeren i vejret og råbe “yeah!” på det rigtige tidspunkt under bandets cover af SexyBack.

Det viste sig, at den fulde fyr flere gange havde formastet sig til at prøve at fange hendes opmærksomhed ved at prikke hende på skulderen. I mangel af testosteron pandede jeg ham dog ikke ned med en knust flaske, men rykkede blot lidt tættere på damen og besluttede at holde øje med ham. Snart kom en omgang af de berygtede marci-shots på bordet, bandet fortsatte med Señorita og jeg havde glemt alt om episoden.

Lige indtil en eller anden kom vandrende forbi og i farten gav min kæreste en seddel med en ordlyd a la “Hey lamsebamse, her er mit nummer: [nummer]. Hilsen Martin.”

Jeg var målløs! Kunne folk da ikke se at hun var optaget? Hvad var det der foregik? Der var intet alvorligt sket, men på en måde var det alligevel lykkedes denne “Martin” at gøre mig til hanrej i eget hus! Var jeg komplet usynlig? Den eneste mulige forklaring var, at jeg enten fremstod som bøsse eller hendes bror, og uanset hvilket af dem, der var tilfældet, betød det, at jeg havde meget at arbejde med når det kom til mandighed. Hrmpf! Og hvorfor fik HUN i grunden flirtesedler når jeg ikke gjorde? Skulle HUN nu forestille at være lækrere end MIG eller hva? Pfff! Havde jeg scoret over evne og mente folk nu at det måtte være den letteste sag i verden at få hende til at dumpe en taber som mig? Var det det? Eller havde folk måske set det mindst flatterende billede i verden (se figur 1) på en eller anden måde og var nu klar til at overtage min plads? Jeg var dybt frustreret. Pludselig gik det dog op for mig, hvad alt dette postyr skyldtes.

Tidligere på dagen havde jeg brugt over en time på at lave highlights i hendes hår, og det var naturligvis mine store evner som hårstylist, der gjorde at hun nu tiltrak fulde mænd i samme stil som Guy Laliberte tiltrækker hajer på et 200/400-bord. Gud været lovet, vores forhold var stadig i balance. Hun overstrålede mig ikke i skønhed, jeg havde blot været nådig nok til at give hende et midlertidigt boost, og så snart hårfarven fortog sig ville alt være tilbage ved det gamle.

Men vent. Hvis jeg har lavet en succesfuld hårbehandling kan det kun betyde een ting: Jeg er gay.

Ak, min skæbne er trist.

Figur 1 -  Verdens mindst flatterende billede.

filosofi, fuldskab, kærlighed

Som de fleste måske er klar over har jeg en tysk kæreste, der bor i Hannover.

Jeg kører derfor en del frem og tilbage i tog, og en gang i mellem hænder det, at min rejsedag falder sammen med en spilledag i Bundesligaen for Hamborgs stolthed, Hamburger Sportsverein (HSV).

Når det sker, er strækningen mellem Hamborg og Hannover altid garanti for god underholdning eller, alternativt, halvanden times rejse gennem helvedes forgård. Om det bliver det ene eller det andet afhænger af, om toget er fyldt med karseklippede, storrygende hooligans eller lystige gamle mænd og folk i giant animal costumes.

I går var præcis sådan en dag, og eftersom HSV lige havde slået Hannover 96 1-0 i en vist nok spændende kamp, havde alle de karseklippede hooligans åbenbart valgt at blive ekstra længe i Hannover, sandsynligvis for at finde nogle Hannoveranske kolleger at tæske / få tæsk af. Uanset hvad var toget ihverfaldt fyldt med lystige og ikke mindst berusede gamle mænd.

De første minutter af en rejse som denne forløber oftest fredeligt, men det er så sikkert som amen i kirken, at freden inden længe brydes ved, at kupédøren flås op af en eventyrligt beruset mand, der naturligvis er iført HSV-tørklæde. Denne mand vil så forsøge at konstatere, om der først og fremmest er plads til ham selv, og derefter om der er plads til én eller flere af hans venner. Er dette tilfældet bliver de tilkaldt ved at deres navn(e) bliver gjaldet igennem hele toget med imponerende kraft.

I dette tilfælde, altså i går, sad jeg sammen med en mor og datter, som jeg senere erfarede stammede fra Ecuador, da en mand i joggingtøj og det tidligere omtalte HSV-tørklæde pludselig stod i døren. Han var afventende i nogle sekunder (om det skyldtes, at han var længe om at konstatere, at kupeén stort set var gabende tom, eller om han blot skulle bruge noget tid til at generobre balancen efter at have åbnet døren ved jeg ikke) før han brølede: “FREDDY!!”

Så valgte han af uforklarlige årsager at slukke lyset inden han satte sig ned og ønskede moren, datteren og jeg selv eine angenehme Fahrt nach Hamburg, hvilket vi naturligvis alle var klar over, at vi ikke ville få. Han fik hurtigt selskab af Freddy, der (selvom lyset i mellemtiden var blevet tændt igen) formåede at insta-falde i søvn i det øjeblik han satte sig ned. Den fulde mand havde ikke tænkt sig at overgive sig lige så let som sin ven, så han scannede lokalet og udså sig i stedet hurtigt en samtalepartner, der skulle vikariere for Freddy, der jo beklageligvis var faldet i søvn og/eller besvimet i fuldskab. Valget faldt på datteren, der vel har været omkring de 12 år. Han indledte samtalen ved at pege på hendes iPod og triumferende udbryde: “Nintendo!”

Pigen rettede ham (på tysk), men den fulde mand fik så øje på nogle papirer fra pigens engelskundervisning og fortsatte derefter begejstret samtalen på engelsk. Da han i forvejen havde været for fuld til at formulere sig på sit modersmål blev den videre samtale selvsagt ikke særligt dybsindig. Pigen lagde ud med at sige, at hun var 27, og derefter bestod samtalen i grove træk af, at manden mumlede et eller andet uforståeligt Gestapo-engelsk, hvortil pigen svarede med et “what?” eller et “I don’t know what you mean”. Manden ville så tænke sig om, tydeligvis for at forsøge at omformulere sig, men så give op og i stedet blot sige “I laff my girls” og sparke Freddy i skridtet for at se om han var okay. Det var han naturligvis ikke, for han reagerede ikke på noget tidspunkt under rejsen. Meget tyder på, at også tyske stadions sælger det, der i Parken er kendt som en “menu 2“.
Da moren og datteren steg af toget, var det sidste, den fulde mand gjorde inden han selv besvimede af druk, at henvende sig til mig og forarget udbryde (på tysk, selvom jeg ikke havde sagt et ord under turen) “Sie hat mir gesagt sie war 25, die kleine!”

Om de nogensinde forlod toget ved jeg ikke, for de viste ingen tegn på liv da jeg selv steg af på banegården i Hamborg, men een ting er dog sikkert; jeg tjekker bookmakernes odds for HSV-sejr inden jeg booker min næste billet på en spilledag.

bold, fuldskab, på afveje, røverhistorier