the Printing Press

De fleste vil nok være enige med mig hvis jeg påstår, at filmfortsættelser generelt bliver dårligere og dårligere i takt med at antallet af fortsættelser stiger. Se fx Robocop, Matrix, Blade, From Dusk till Dawn, Saw, Freddy-filmene, Far til Fire, Krummerne und so weiter und so fort. Jeg kunne blive ved.

Intet er dog så skidt at det ikke er godt for noget og nogle gange sker der faktisk det, at filmene går hen og bliver så jammerligt dårlige, at de bliver fantastiske (ikke ulig en unsigned int, der bliver til 0 hvis man ++’er den ved 2³²). Så mine damer og herrer, uden further ado giver jeg jer 1995-hittet: Cyborg 3: The Recycler!

Filmen åbner med et pan hen over et tørt ørkenlandskab. Til tonerne af dunkende industrial-techno dukker titlen op i den obligatoriske fremtidsfont og afslører, at vi skal til at se mesterværket Cyborg 3. Som filmen skrider frem vil man i øvrigt opdage, at den dunkende 90′er-industrial er det eneste nummer på filmens soundtrack.

Inden længe dukker en lastbil op bag den flimrende varme på horisonten. Lastbilen, der mest af alt ligner en lille kvægtransport, bevæger sig på en måde, der med al ønskelig tydelighed afslører, at traileren er tom.

Lastbilen er tilsyneladende på jagt efter en person, der, på trods af at lastbilen bevæger sig i spadsere-tempo, har store vanskeligheder med at undslippe. Han indhentes og nedlægges da også inden længe.

I en sky af damp bremser lastbilen op og en luge åbnes. Technomusikken dunker stadig, hvilket antyder, at vi her ikke skal introduceres for filmens helt, men derimod skurken.

Der klippes til close-up af vores antagonist. I forbløffelse over at se en ældre mand i færd med at ryge en cigar iført bowlerhat, hvid charmeklud og et tandhjul med dioder på øjet undgår man måske at bemærke, at belysningen er fuldkommen anderledes end inden close-uppet.

Antagonisten viser sig at være en såkaldt “Recycler”, der jager og dræber cyborgs for derefter at sælge dem som reservedele. Efter at have nedlagt den løbende mand (der viste sig at være en cyborg) tager The Recycler en salatgaffel af blik frem og bruger den til at ringe til Lord Talon, der spilles af filmens trækplaster Malcolm McDowell.

Lord Talon går med skjorte og vest og har netop fået indopereret en mekanisk arm. Han aftaler med The Recycler at købe den nyligt nedlagte cyborg af ham.

Om aftenen skuer The Recycler dybsindigt mod horisonten og betror sin sidekick Jocko at han kender til eksistensen af en hemmelig cyborg-metropolis, som mange blot regner for at være en skrøne: Cytown! Cyborgernes fristed og en guldgrube for enhver recycler!

Under handlen med Lord Talon opstår der uoverensstemmelser omkring prisen, hvilket resulterer i håndgemæng. Lord Talon benytter sin mekaniske arm til at holde the Recycler i et nådesløst jerngreb imens han oplyser ham om alle de potentielle skader hans mekaniske arm kan påføre ham qua dens evne til at påføre et pres intet mindre end 60 pund.

The Recycler har dog et es i ærmet og får vristet sig fri ved at give Lord Talon stød med en paletkniv. Det elektriske stød udgør filmens eneste special effect.

Det kan Lord Talon ikke holde til. Han dør på stedet og afslutter dermed Malcolm McDowells optræden i filmen efter godt og vel 1½ minuts screentime.

Har man set filmplakaten og glædet sig til at nyde Lord Talons optræden kan man derfor godt gå hen at blive en smule skuffet.

The Recycler tager Lord Talons gangsterroll og beslutter at bruge pengene på at aflægge et cyberbordel et besøg i en scene, der ikke er relateret til plottet på nogen måde.

Da han kommer uden for igen møder vi en anden af filmens hovedpersoner, den gravide kvindecyborg Cash.

The Recycler spørger Cash om vej til en restaurant, men i stedet for at svare kører hun sin vej i sin fremtidsbil.

Cash er blevet rådet til at søge hjælp hos en visionær programmør og kører derfor ud i ørkenen og stopper et tilfældigt sted. Det viser sig at være det rigtige sted hun er stoppet da hun hurtigt opdager den visionære programmør i færd med at spille elguitar på toppen af en klippe. Den visionære programmør spilles af knægten fra Gremlins og kender muligvis vejen til den sagnomspundne Cytown - hvis den da findes!

Den visionære programmør bor i en hule fyldt med computerudstyr. Cash er utilfreds med at være gravid og kører et abort-program på sig selv, hvilket næsten tager livet af hende. Hun prøver at annullere, men det er: Umuligt!

Den visionære programmør kommer ilende til hjælp og hugger kablet over, hvilket får alt i hulen til at eksplodere. Hele filmens special effects-budget fyres af på fem sekunder og der går ild i alt fra akvariefisk til ledninger, men både Cash og den visionære programmør overlever på mirakuløs vis.

De beslutter sig for at drage til cyborgernes metropolis, og efter en lang rejse kan de omsider krydse en bakkekam og se den storslåede Cytown ligge udstrakt for deres øjne. Den viser sig umiddelbart at være noget mindre metropolisagtig end sagnet har givet indtryk af i og med den består af en lade af blik og tre mindre skure.

The Recycler og hans venner opsporer naturligvis Cytown og indleder et storstilet angreb på denne cyborgernes højborg. Byens mytiske status taget i betragtning kan man undres over, at der bydes velkommen med et meterhøjt “Welcome to Cytown”-skilt.

Det kommer til showdown mellem Cash og The Recycler og Cash sætter nye standarder for dårligt skuespil da hun leverer en monolog der skal knuse alles hjerter.

Men så trækker hun et maskingevær og fylder The Recycler med bly!!

The Recycler (der i øvrigt har flået det diodebesatte tandhjul af i en følelsesladet scene, der intet havde med plottet at gøre) vakler baglæns og er på nippet til at møde sit endeligt.

Inden han udånder leverer han dog filmens glansreplik: “Milde moster! Kællingen er udstyret med et interessant program!”

Hvis det er muligt at høre voiceoveren igennem de klapsalver og latterbrøl, der på nuværende tidspunkt bør brede sig blandt publikum, vil det blive forklaret at der nu oprinder en ny gylden æra for cyborger. Der klippes til en 5 sekunder lang psykedelisk animation af en baby før filmen går over i rulletekster og mesterværket er nået til enden.

…

Efterspil: De fleste HERMAN-folk var samlet til LAN da vi så Cyborg 3: The Recycler. Filmen gjorde et så stort indtryk at vi på stedet blevet inspireret til at komponere et stykke musik om den. Det kan høres på Klan Hermans myspace-side: www.myspace.com/klanherman

film, herman, laming, musik

Nej nej, siden er ikke ved at dø, jeg har bare nedprioriteret bloggen i denne yderst travle tid. For ikke nok med at jeg skal ned på jorden igen efter at have holdt ferie (se fig. 1 og 2) i to måneder, jeg har også en nært forestående flytning til Tyskland hængende over hovedet. I et øjebliks vanvid kom jeg til at love, at jeg nok sku fikse lejligheden vi skal bo i i Tyskland, og da vi stadig er husvilde med 14 dage til deadline begynder det at knibe lidt. Så hvis du har en ekstra lejlighed i Kiel så sig til. Og sig forresten også til hvis du har et billigt digitalkamera eller en jordbærhue til salg. Eller en iphone. Eller et polaroidkamera. Eller en sang.

Jeg pønser på at fikse en blog på fjahgo.dk inden længe, men inden da har jeg andre vigtige punkter på to-do-listen, der stjæler min opmærksomhed. Fx at købe en jordbærhue og at gentage sidste års succes med at støvsuge lokalområdet for pokerpenge.

Indtil det er sket foreslår jeg, at I alle lytter til klarinetsoloer på Muses nyeste album. Det er ihvertfald hvad jeg gør, mens jeg mapper lidt rundt til de mods, jeg hjælper med at lave. Figur 3 og 4 viser hvor fint det kommer til at se ud med custom textures på mit brushwork.

klan herman, mapping, musik, på afveje, zuhause

Jeg har været dybt fordybet i digital kultur det sidste stykke tid. Her er hvad jeg er kommet frem til.

Newphew - Danmark Denmark
Havde der været nogen i bandet, der var i stand til rent faktisk at skrive en sang og ikke bare sætte nogle mærkelige beats sammen med en tre toners variation over en eller anden akkord havde Nephews fjerde album måske været godt. Men det har de ikke, så det er det ikke. Til gengæld har de Simon Kvamm, der elsker at lave meningsløse ordspil på engelsk.

Terminator Salvation
Maskinerne udsender dødslister fra et kæmpe fyrtårn der er overplastret med touchscreens og Skynet efterlader John Connor og hans far til “den visse død” i bedste James Bond-stil. Ja, the resistance spiller ikke just nuclear holocaust på “nightmare”, men man ser dog Arnold, masser af terminators (og et par transformers) og hvordan John Connor får det karakteristiske ar fra introen til Terminator 2. Dette, sammen med god action, gør at det sgu er en fin nok film alligevel. Vi glæder os til den næste.

X-Men Origins: Wolverine
Denne film stod åbenbart sidst i køen da der skulle uddeles seje mutanter og det kunne derfor ikke blive til andet end en film om hvordan verdens tykkeste mutant og en negermutant kæmper med at få et træningscenter i Las Vegas til at løbe rundt på baggrund af Hindenburgkatastrofen.

Sims 3
Guderne må vide hvor klaveret er blevet af eller hvorfor ens sims skal bruge så ukristeligt lang tid på at sove, men ikke desto mindre er dette spil hovedårsagen til at jeg hverken får opdateret bloggen eller spillet så meget poker p.t. Hvilket minder mig om at jeg er på nippet til at kunne høste very nice tomatoes i min sim-have, så adios.

musik, mutanter, sims, terminator

Har man fulgt denne blog i længere tid kunne man godt få det indtryk, at jeg ikke foretager mig andet end at blive badbeatet i poker, læse tegneserier og gå til eksamener fra tid til anden. Og det er såmænd også rigtigt. Men!

Ud over ovennævnte er der dog een ting jeg også ofte laver: Mad. Og i anledning af at jeg her til aften har lavet mit livs første og måske også sidste vellykkede sovs bringer vi her et par billeder:

Øverst til venstre ses smoothies (laver jeg dog aldrig igen - jeg har aldrig set for så mange kroner frugt blive forvandlet til så lidt og så bittert saft så hurtigt), til højre fladenbrot mit schafskäse (er man gået forbi en kebabbiks i selskab med mig fuld vil man helt sikkert have hørt om denne fantastiske tyske (tysk-tyrkiske, velsagtens..) form for fast food), nederst til venstre rødkålssalat med sukker, valnødder, jordskokker og grapefrugt (brug evt pærer i stedet for grape) og til sidst kalvesteg stegt med nelliker og rodfrugter (og førnævnte sovs).

Og så går jeg i øvrigt osse til koncerter. Det kan fx være koncerter med uendeligt mange trompeter og tubaer og generelt bare messing over alt som Balkan Beat Party var det her den anden aften:

balkan, mad, musik, zuhause

Ud over godt at kunne lide store sko synes jeg ikke jeg har ret meget til fælles med skatere, men det forhindrer mig dog ikke i at anse dem for fine mennesker. Når de så oven i købet holder kæmpe fest hvor de dropper gangsterhiphoppen til fordel for reggae, dubstep og dansende kokke fra hamborg er jeg solgt på stedet, så i går aftes tog jeg kæresten under armen og tog til Skateistan 09.

Man kan måske bedst forestille sig stemningen (det var i øvrigt var et velgørenhedsarrangement, der havde til formål at få bygget en skaterskole i Kabul) ved at tænke på Christiania og fjerne alt det lamme; intet skrald, intet knust glas, ingen usle pushere og i tilfælde af regnvejr: Heller intet mudder. Kun afslappede mennesker og en DJ der gav den gas med dubstep.

Aftenens konferencier var Pato, der ud over at rappe en forfærdelig udgave af Summer of 69 også fik gang i fællessangen til Nighthawks. Han er sgu en fin mand.

Hen på aftenen gik dem, der i vores øjne var hovedattraktionen, på: BliGlad. De var præcis lige så energiske og vilde som man kunne have håbet på, og som en ekstra bonus kastede de gratis t-shirts ud til folkemængden på hvert “ud” i Kærlighed til Folket.

Det var i den forbindelse jeg oplevede aftenens eneste nedtur. Når bands kaster ting ud til frådende masser sker der nemlig ofte det, at der er flere mennesker der griber disse ting samtidigt. Vi var en 4-5 stykker, der alle fik fat i et hjørne af et t-shirt og efter lidt hiven og trækken gav de mindst entusiastiske af dem op og lod mig og en anden gut kæmpe om den. Ingen af os ville give sig, så den anden gut fandt snarrådigt ud af, hvordan vi skulle afgøre striden: Bedst ud af én i sten saks papir.

Det var perfekt. Selvom jeg på det tidspunkt havde rundet den fjerde guldøl huskede jeg nemlig hvad jeg for nyligt havde læst i en beginner’s guide til sten saks papir i et eller andet blad: 1) At noobs altid starter med sten, 2) at folk som regel svarer ærligt, når man spørger dem hvad de agter at starte med og 3) at man har en tendens til at vælge det, der slår en, hvis man taber.

Det sidste punkt var ikke anvendeligt når nu det var bedst ud af én, men jeg spurgte ham hvad han havde tænkt sig at starte med. Han kiggede skælmsk og svarede, at det fandt jeg nok ud af. Det gav stof til eftertanke for min guldøldsinficerede hjerne: Det var ham, der havde foreslået SSP - var han haj og kendte derfor også de tre regler? Ville han gå ind i level-tænkning? Hvis han var noob ville han nok tage sten, og jeg skulle derfor tage papir. Var han derimod haj ville han på bedste T-1000-manér anticipate dette move fordi han havde access til de samme files som jeg havde og derfor vælge papir hvilket ville betyde at jeg burde starte med saks.

Efter 4 guldøl nåede jeg selvfølgelig ikke at tænke alt dette igennem så grundigt som jeg beskriver det her. I virkeligheden var det snarere en hurtig beslutning om ikke at vælge sten og derefter en rand() mellem saks og papir.

Desværre var han enten noob eller ultrahaj og valgte sten og knuste dermed min saks. Jeg måtte give ham hånden, bide nederlaget i mig og overgive t-shirten til ham til stor fortrydelse for min kæreste, der ikke var sen til at komme med en spydig sammenligning mellem mine sten saks papir-evner og mit igangværende downswing i pokeren.

Men så gik Bo Marley i gang med det store hit fra BliGlads nye plade og stemningen var atter høj! Til slut lykkedes det os sågar at få fat i nogle t-shirts uden at skulle kæmpe med andre om at få lov til at beholde dem. Aftenen var komplet. Jeg håber de får bygget deres skole i Kabul og hvis de ikke gør kommer jeg ihvertfald igen næste år og køber flere guldøl til et godt formål.

fuldskab, musik, skatere, sten saks papir

Nogle mennesker må bare ud med deres mening om regeringens udspil til lønkommissionen. De bliver politikere. Andre må bare ud med hvad den og den gimpe købte i den og den butik og sagde til den og den anden gimpe. De bliver sladretanter. Jeg selv må bare ud med hvor vilde Analogik er og jeg ved i øvrigt ikke hvad jeg bliver til.

Uanset hvad gav Analogik i hvert fald koncert i fredags på Global på Nørrebro fordi de snart udgiver en ny plade, og sikken koncert det var! Vi var nogle stykker afsted og jeg tror ikke jeg er alene når jeg siger, at mine danskesko er tyndslidte og at mine fødder stadig er ømme efter denne helt igennem fantastiske omgang break beat balkan electrojazz sømandsparty.

Jeg fik ved lejligheden erhvervet mig et eksemplar af deres album Klunserbeats, som er lige på trapperne, og det kan jeg passende smide en anmeldelse af ind her da det samtidig vil give mig muligheden for at indvie min nye simplificerede karakterskala. Klunserbeats er nemlig:

VILDT! (… i modsætning til ” SKÆVT!“)
Her er et par billeder fra koncerten:

Herover står Bo Marley med ryggen til og synger downbeat klarinetreggae i en våddragt. Han er fra  Tyskland.
Herunder strømmer der liflige toner ud fra bassen og guitaren.

Besøg selv Analogik for at høre hvad det hele drejer sig om: Hjemmeside / Myspace

genier, musik

Der er intet mere ynkeligt end “kunstnere” der sælger totalt ud i et ussel forsøg på at lave et vaskeægte “julehit”. Der er naturligvis kun eet formål med denne form for kunstneriske prostitution, og det er PROFIT.

Hvorfor kan alle negerrapperne og (måske især) deres kvindelige pendanter ikke forstå, at deres lortemusik ikke bliver bedre af at de ændrer teksten til “merry christmas and a happy holiday”? Forsvandt AL deres selvrespekt første gang de rappede ordet “girrrrl”? Tilsyneladende!

Nå, men begær kan jo få en til at gøre mange ting, man egentlig havde tænkt sig at gøre. Fx kan det få en til at svare “tihi, når jeg kommer på besøg skal du få småkage” i stedet for “TI STILLE KVINDEMENNESKE!!!” på spørgsmålet “hva.. anoreksi-dreng er det ikke snart på tide at stoppe sultekuren og så få nogle muller på? “

PS: Glædelig jul.

had, musik

Breaking news! Et par af navnene, der havde meldt klar til årets Roskilde Festival, er desværre sprunget fra pga. influenza. Festivalens bookere er blevet taget på sengen og det nye program, der netop er blevet offentliggjort, er derfor flikket sammen i største hast.

Umiddelbart ikke mange ændringer til det værre - de fleste navne er velkendte musikalske powerhouses, men svenske Bag ‘Em er dog et forholdsvis ubeskrevet blad i musikhistorien.

Jeg vil anbefale dig straks at downloade deres megahit Suffering for selv at høre hvordan de i nonchalant stil pumper deres fræsende, anarkistiske riffs i face på lytteren i et tempo og med en rytmemangel som ville få den svenske metal-papa Yngvie Malmstein til at headbange i graven. Det er ungdomsdoom, der spilles med større mangel på professionalitet end der nogensinde blev udvist af Ungerens næppe eksisterende rengøringspersonale.

laming, musik

Så var lysten der endelig! Jeg taler naturligvis om lysten til at skrive et indlæg i denne efterhånden ganske forsømte blog. Den har ligget stille længe, men aldrig været glemt, og nu skal der ske noget.

Lad mig starte med at fortælle om et par omstændigheder, der har ændret sig siden sidst.

Først og fremmest er jeg flyttet. To gange, faktisk. Først ud af mig og skobs dejlige lejlighed på Østerbro, hvor vi næsten intet betalte for at bo, hvor fuglene kvidrede og/eller døde i baggården, hvor man kunne høre FCKs bøvede fans hver gang der var kamp i Parken og hvor vores udlejer Christians kammerat nok liiige skulle komme forbi engang ved lejlighed for at kigge på de der elinstallationer. Efter et halvt år var han dog stadig ikke dukket op, og det var måske fint nok, for så gik det da lige op med at vi havde boret huller i væggen så vi kunne få hele vores depositum tilbage. Mig og jens delte i porten og jeg flyttede videre.

Målet var Måløv, langt langt uden for byen, hvor jeg boede i godt og vel lisså lang tid som det tog mig at måle at Baldur’s Gate er et lortespil (ja det vil så sige 2-3 minutter) før jeg indså, at det stank. Primært fordi det ikke var muligt at få internetadgang. Jo, selvfølgelig kunne man betale TDC 2000 for at oprette en lille linje til myg, men noget brugbart var det ikke muligt at opdrive. Så jeg googlede hurtigt en anden lejlighed og flyttede videre næste gang det blev den første, hvilket er årsagen til at jeg skriver dette indlæg fra en nydelig lille lejlighed i København NV. Her er grønthandlere, shawarmabikser, hashklubber og ungdomshuse i stride strømme, og så er der lige den dejlige detalje at vi har fået vores egen 10/10 Mb/s linje for ingen penge. Ship it, som de siger herovre.

Dernæst er jeg jo begyndt at studere. Det betyder, at jeg kan kalde mig stu-de-ren-de og at jeg lærer ord som “kontekstualitet”, “diegetisk” og “procesanalyse”. Det er sådan set meget interessant, men først et par ord om mapping til Counterstrike, musikproduktion og så naturligvis poker.

Da jeg startede på førnævnte uddannelse viste det sig hurtigt, at mere eller mindre samtlige af mine medstuderende har en fortid på xplayn. Enkelte endda på counter-strike.dk Ganske få på clanbase. Men det er altså også kun de helt hardcore.

Så gik det naturligvis hverken værre eller bedre, end at snakken faldt på det fantastiske map cs_nabokrig, som jo sjovt nok er lavet af MIG, og en-to-tre er jeg nu i gang med at lave et map af skolen. Det er dog ret kompliceret, så jeg har startet et sideprojekt, der kombinerer en anden lille hobby: Poker. Navnet er indtil videre cs_wsop (som screenshottet er taget fra, og som naturligvis aldrig bliver færdig).

Og så musikproduktion! Det lyder ambitiøst, men ikke desto mindre har jeg netop erfaret at jeg kan få mit usle elektroniske klaver til at lyde VILDT ved at benytte et “MIDI-kabel”, et “musikredigeringsprogram” og nogle “samples”. Hvorfor er der ingen der fortæller MIG noget? Jeg stikker ned i aage og henter den første rekvisit i morgen, og så tar jeg den derfra.

musik, wolfenstein, zuhause

… Ja ok, det er vi så ikke, men det er ligegyldigt. Sidse Hvad-Hun-Nu-Hed blev nummer 60 og får nu masser af tid til at passe sin skole i stedet for at tøjte rundt på gader og stræder, for førstepladsen gik til dem, vi alle håbede på:

Lordi.

Ved at stemme sejren i hus har Europa bevist at der stadig findes mennesker med humor, der hellere vil se på oprigtigt VILDE folk (som fx et maskeklædt dødsmetalband) end nogle blæste popkællinger, der vrider sig for at ose mest muligt af frækness.

Afstemningen manede i øvrigt alle rygter i jorden om, at der skulle være særlige alliancer landene imellem. Disse fjollede rygter gik blandt andet på, at vi i Skandinavien skulle være sammen med de britiske og de baltiske lande i det, der i en ny undersøgelse kaldes Vikingemafiaen. Hvor fjollet er det? For at bevise, at dette er det pure opspind, er her en oversigt over, hvem Finland fik de tolv max-point af:

1. Danmark
2. Sverige
3. Norge
4. Estland
5. Polen
6. Storbritannien
7. Island
8. Grækenland

Det ses, at både Grækenland OG Polen optræder på listen, og der kan derfor absolut ikke være tale om alliancer af nogen art. QED.

Til sidste vil jeg gerne have lov at belønne Lordi for deres fornemme præstation:

… Og til allersidst vil jeg glæde mig til næste år, hvor jeg spår at Muddi & Salamidrengene tar sejren hjem til Danmark.

idioter, musik