the Printing Press

Omskifteligheden er i luften! Med en domæneflytning er også fulgt Tyskland hvor der før var Danmark og beskæftigelse hvor der før var dagdriveri. Nu er det jo sådan at dagdriveri er en aldeles behagelig beskæftigelse, så kunne man ikke med rimelighed mistænke mig for at være bekymret ved at udskifte lediggang med et praktikophold hos et spilfirma i Hamborg? Slet ikke. Hvor meget jeg end finder velbehag i uforetagsomhed kender man mig ikke ret godt hvis man tror at dette er tilfældet! Jeg er nemlig en ganske arbejdsom person i det rette fag, er jeg, og arbejdet i Hamborg har da også vist sig at være uendeligt sjovt og heldigvis ikke spor hårdt.

Helt fri for tysk malurt er bægeret dog ikke (se bl.a. fig. 1), for nu er det jo sådan at Hamborg ligger i Tyskland. Alle ansatte (og sågar rengøringsfolk) er derfor tyskere. Det betyder takket være stemmesynkronisering af udenlandske film (se evt. fig. 2) at deres engelsk for de flestes vedkommende kun er marginalt bedre end Arnolds var i Hercules in New York. Ja, det kan være meget sjovt når man skal høre dem tale om tørminals og maus cørsors og festplatten, men grin ikke for tidligt: Manglen på engelsk tvinger nemlig mig til at tale tysk.

Figur 1: Den ubetinget største ulempe ved at befinde sig i tzskland.

Figur 2: I Inglourious Basterds lader tyskerne fransk og italiensk være intakt, mens alt engelsk synkroniseres. Om man kan undgå at spolere kælderscenen uden at give englænderne to stemmer kan jeg ikke helt gennemskue.

En anden mindre ulempe ved Hamborg er, at der er 1½ times rejse dertil fra Kiel, som er byen hvor jeg nu sover, spiser og grinder. Selvom jeg ikke skal dertil hver dag løber det op i mange timer frem og tilbage, og det er derfor vigtigt at jeg føler mig godt tilpas under alt dette rejseri. Men endnu engang er jeg heldig! 70′er-bassen blev nemlig opfundet allerede for 40 år siden og min Reisevergnügen er således aldrig i fare så længe jeg har White Boys og Age of Aquarius ved hånden og det ikke er HVER dag die Bahn forsinkes af de Fliegerbomben, tyskerne stadig graver ud af jorden.

Jeg mangler stadig at oprette bankkonto og at fikse et telefonnummer hernede, men det vigtigste af alt, internetadgang, er heldigvis allerede ordnet takket være et trådløst netkort og en venlig nabo. Jeg håber derfor på igen at kunne begynde at opdatere bloggen jævnligt.

Endnu vigtigere end internetadgang for at dette kan lykkes er det måske, at jeg ikke længere er dagdriver.

Stik imod hvad man skulle tro har man som dagdriver nemlig forsvindende lidt tid til rådighed til trods for at man egentlig intet foretager sig. Ting, man aldrig tidligere har bekymret sig om gøres pludselig til dagdriverens ansvarsområde da han jo har så meget tid til rådighed. Fra alle sider kommer opgaverne strømmende og hober sig op i et så svimlende højt tempo at dagdriveren umuligt kan følge med. Han vil derfor forfalde til den eneste naturlige reaktion på dette: Opgivenhed. Hvordan man end vender og drejer det vil dette tvinge den sagesløse døgenigt ned i en ond spiral af søvn, risk-spil og PL50-grind alt imens antallet af uløste opgaver ufortrødent fortsætter sin himmelflugt, efterladende dagdriveren til en stille død i vejkanten af cs-motorvejen.

Heldigvis tælles jeg ikke blandt dagdriverne længere. Og nu har jeg masser af tid til at opdatere bloggen. White boys are delicious!

arnold, bloggen, film, filosofi, nazister, på afveje, spil, tyskland, zuhause

Nej nej, siden er ikke ved at dø, jeg har bare nedprioriteret bloggen i denne yderst travle tid. For ikke nok med at jeg skal ned på jorden igen efter at have holdt ferie (se fig. 1 og 2) i to måneder, jeg har også en nært forestående flytning til Tyskland hængende over hovedet. I et øjebliks vanvid kom jeg til at love, at jeg nok sku fikse lejligheden vi skal bo i i Tyskland, og da vi stadig er husvilde med 14 dage til deadline begynder det at knibe lidt. Så hvis du har en ekstra lejlighed i Kiel så sig til. Og sig forresten også til hvis du har et billigt digitalkamera eller en jordbærhue til salg. Eller en iphone. Eller et polaroidkamera. Eller en sang.

Jeg pønser på at fikse en blog på fjahgo.dk inden længe, men inden da har jeg andre vigtige punkter på to-do-listen, der stjæler min opmærksomhed. Fx at købe en jordbærhue og at gentage sidste års succes med at støvsuge lokalområdet for pokerpenge.

Indtil det er sket foreslår jeg, at I alle lytter til klarinetsoloer på Muses nyeste album. Det er ihvertfald hvad jeg gør, mens jeg mapper lidt rundt til de mods, jeg hjælper med at lave. Figur 3 og 4 viser hvor fint det kommer til at se ud med custom textures på mit brushwork.

klan herman, mapping, musik, på afveje, zuhause

Tag vel i mod det nye Wolfenstein 3D tema her på siden! Det er stjålet fra moddb.com og udspringer af nyfunden julestemning (bemærk bl.a. lysekronen og juletræsskoven i baggrunden - slottet i Wolf3D er jo baseret på det tyske slot Wevelsburg, der ihvertfald delvist er omgivet af granskov) samt det faktum, at det nye år forhåbentlig byder på afslutningen af min uddannelses episode 6.

Julestemningen gav mig desuden lyst til at fejre at det indtil videre er lykkedes mig kun at tabe tre buyins af min genfundne bankroll. Det blev gjort ved at tilbringe et par timer i den formidable butik Comics am Steintor, hvilket bl.a. mundede ud i købet af en bog af the late great Will Eisner - en mand jeg indtil i går kun kendte af navn.

Jakob Stegelmann nævnte ham flere gange med ærefrygt i stemmen under et nyligt foredrag, jeg vidste han var ophavsmand til serien bag den kommende film The Spirit og så vidste jeg selvfølgelig også (takket være Don Rosa, se billede herunder) at han lægger navn til tegneserieverdenens Oscar.

Fra sidste kapitel af Her er dit liv, Joakim von And.

Men nu ved jeg bedre! Det viser sig, at han ikke stod bag en enkelt serie igennem sit liv og derfor ikke er almindeligt kendt på samme måde som Jim Davis eller Carl Barks, men derimod lavede et utal af enkeltstående serier og såkaldte grafiske noveller. Mange af dem har uden tvivl været at låne på Gråsten Bibliotek, for jeg har set adskillige af dem før. Eet billede husker jeg særligt godt: En mand, der sidder overskrævs på en anden mens han slår hans kranie ind med en sten! Uggh! Føj Will Eisner er vild.

I øvrigt formåede en tigger at blive siddende på det samme iskolde gadehjørne lige så længe som jeg kiggede på tegneserier, og det imponerede mig så meget at jeg gav ham to euro med en bemærkning om at han skulle købe sig noget varmt. Typisk julestemning - nu skal jeg bruge længere tid på at grinde det tilbage. Hrmpf!

PS: Når de blå SS-vagter spotter en siger de “Schutzstaffel!”, men det lyder som “Boof Buffer!“. Så det er derfor.

jul, nazister, på afveje, Tegneserier

På billedet herover ses det, jeg kalder Fjahgoaktien. X-aksen er på denne graf den forløbne tid siden jeg kom hjem fra Roskilde og y-aksen angiver hvor mange dollars jeg er værd. Der, hvor grafen slutter, er nu, og som det tydeligt ses er jeg p.t. skidt kørende og et godt stykke fra max. Da jeg historisk set ikke håndterer downswings særlig godt har jeg derfor besluttet at cashe en del af sagerne ud for at forhindre mig selv i at få grafen til at gå gennem gulvbrædderne.
Det skal selvfølgelig fejres, og damen og jeg tager derfor til Paris i nogle dage om godt og vel fem timer. Det er på høje tid, for det er ved at være længe siden jeg har været udenbys (på ferie, vel at mærke). Og jeg glæder mig. Jeg glæder mig vanvittigt. Jeg har sågar øvet et par franske gloser:

“Ca va? Ca va!” = Hvordan går det? Fint, tak!

“Deus baguettes aux lardons, s’il vous plais!” = To af de uendeligt lækre brød, tak! (Se billede nederst i dette indlæg)
“Bonjour, je voudrais acheter une veste en cuir.” = Goddag, jeg vil gerne købe en læderjakke.

“Vous m’insultez, mon bon homme. Je vous défie à un duel.” = De fornærmer mig, min gode herre. Jeg udfordrer Dem til en duel!

Jeg har naturligvis også pakket mine mediesociologipapirer ned ved siden af alt turistgrejet. Tiden nærmer sig hvor jeg skal aflevere opgaven fra helvede, og jeg har som sædvanligt ikke lavet en fløjtende dart før sidste øjeblik. Papirerne følger mig derfor overalt eftersom jeg er finito hvis jeg ikke har opgaven så godt som færdig når jeg kommer hjem igen, men takket være baguettes aux lardons skal det nok blive en fin tur alligevel. Au revoir!

fjahgoaktien, på afveje

:D, på afveje

Jeg fik for nyligt et job hos en nyhedsside ved navn GR8 Poker, der afholder og dækker diverse poker events. Derfor er jeg i øjeblikket i Monte Carlo i Monaco for at blogge og filme lidt fra European Poker Tours Grand Final.

Lad mig med det samme slå fast, at det er et forfærdeligt sted. Folk er simpelthen så ubehageligt rige, at jeg får det dårligt af at se alt det fråds. Jeg glæder mig til at komme over i kasinoet hvor jeg kun er omgivet af standardrige poker-highrollers og ikke behøver føle mig som en vagabond fordi jeg ikke har diamantbesatte Gucci-solbriller på.

Derudover er her dog meget hyggeligt. Vi bor på et nydeligt lille hotel og spiser chokolade croissanter og pains de baconstykker til morgenmad og sopper i poolen inden arbejdstid når det altså ikke lige regner som i dag. Så tar vi en taxa til kasinoet og blir snydt for 10-15 euro af chaufføren hver gang fordi han kører op og ned ad hver eneste lille gade i Monaco og så sidder vi ellers og skriver og filmer indtil om aftenen.

Indtil nu har der ikke været tid til at lave så meget andet end at sove efter arbejdstid, men i aften er der turnering for pressefolkene, så jeg smider lige en notits her hvis jeg vinder en kurrrvvv. Eller en milliard.

Figur 1: Vue de la rue fra hotellet.

Figur 2: Udsigten fra kasinoet.

Figur 3: Indgangen til turneringsområdet.

Figur 4: Den røde bil fra forrige billede. Den tilhører Mark Teltscher, vinder af en tidligere turnering i Barcelona. Vores chef ville prøve at fikse en tur til os i den, men så røg han ud af turneringen og nu sidder han og græder i et hjørne og vil bare hjem. Trist for ham, trist for os.

PS: Jeg burde lave mediesociologi-opgave i stedet for at sidde her, men nogle gange er man bare nødt til at spørge sig selv, om man ville fortryde det på sit dødsleje hvis man sad og skrev om nye mediers påvirkning af marketing i stedet for at spise tiramisu med Boris Becker på rivieraen. Og det gjorde jeg, og svaret var at de nye medier kunne få et bøjet søm at trutte i.
PPS: Uffe Holm ligger i øjeblikket nummer 2 i turneringen. Der er tydeligvis ingen sammenhæng mellem hvor usle TV-shows man laver og hvor heldig man er i poker. Pffft.
PPPS: Update; jeg er en fantastisk portrætfotograf. Se hvorledes jeg fanger koncentration, dramatik og brystbehåring i eet og samme billede:

blær, på afveje, Poker

Jeg gik ud af gymnasiet med et snit på 8,2. Så gennemsnitligt som det kan blive uden at være mistænkeligt gennemsnitligt. Da jeg startede på universitetet gik vi gennem en indlæringstest, der havde til formål at klarlægge hvordan vi lærte bedst; gennem tekst eller billeder. Ud af 24 svar havde jeg 23 i det, der viste sig at være midterkategorien. Det var naturligvis den mest neutrale besvarelse i klassen.

Jeg spillede selvfølgelig midtbane i min storhedstid hos KTUIFs drengehold og da jeg skiftede til badminton smashede jeg altid midt i nettet.
Hvor vil jeg hen med alt dette? Svaret er Schweiz. Der var jeg nemlig for et par måneder siden, men fik aldrig skrevet om det her. Grunden til jeg var der - og nok også grunden til alle neutraliteterne ovenfor - er, at min farmor var schweizer. Vi tar derfor ned og hilser på familjen i ny og næ, og her er noget fra familiealbummet:

Her prøver jeg at kommunikere med min farmors søster, der er en vild gammel dame. Ufatteligt lieb, men også ret tunghør. Det er ikke en fordel når man taler forskellige sprog.

Her er noget rösti. Jeg nåede kun at få 12 pakker med hjem - de er desværre alle spist nu.

Wolla, min bror. De har mange bjerge i Schweiz, så vi gik op ad et af dem.

Fransk Med Freakazoid på toppen af føromtalte bjerg. Det var i den fransktalende del, så der taler man naturligvizøh franzkøh.

En udstoppet frø, der spiller poker. Naturligvis fra et museum i den franzktalende del.

Ca. halvdelen af min samlede familie. Bemærk, at hårtab tilsyneladende er udbredt. Gys. I øvrigt stødte jeg på en fransk brian i denne by. Han kom kørende i en - sandsynligvis fransk - brianbil med højt, dunkende musik, og jeg nåede lige at tænke “nå så de har også brianer hernede” før jeg opfattede, hvad det var for noget musik han hørte: 15 Step! Hvis vi kunne få de danske brianer byttet ud med franske og de danske udlændinge i kebabbikserne byttet ud med tyske ville Danmark måske slet ikke være så dumt et sted.

Ud over 12 pakker rösti nåede jeg også at få 4 poser Ovomaltine med hjem. Det er det brune pulver i glasset. Hvis man blander det med mælk får man en vidunderlig drik, der kan få en til at grinde omaha en time længere.

Das war’s, husk nu at komme til nytårsfest hos mofa i sottrup! Priv mofa (eller mig) for detaljer! Ses!

filosofi, på afveje, røverhistorier

Som de fleste måske er klar over har jeg en tysk kæreste, der bor i Hannover.

Jeg kører derfor en del frem og tilbage i tog, og en gang i mellem hænder det, at min rejsedag falder sammen med en spilledag i Bundesligaen for Hamborgs stolthed, Hamburger Sportsverein (HSV).

Når det sker, er strækningen mellem Hamborg og Hannover altid garanti for god underholdning eller, alternativt, halvanden times rejse gennem helvedes forgård. Om det bliver det ene eller det andet afhænger af, om toget er fyldt med karseklippede, storrygende hooligans eller lystige gamle mænd og folk i giant animal costumes.

I går var præcis sådan en dag, og eftersom HSV lige havde slået Hannover 96 1-0 i en vist nok spændende kamp, havde alle de karseklippede hooligans åbenbart valgt at blive ekstra længe i Hannover, sandsynligvis for at finde nogle Hannoveranske kolleger at tæske / få tæsk af. Uanset hvad var toget ihverfaldt fyldt med lystige og ikke mindst berusede gamle mænd.

De første minutter af en rejse som denne forløber oftest fredeligt, men det er så sikkert som amen i kirken, at freden inden længe brydes ved, at kupédøren flås op af en eventyrligt beruset mand, der naturligvis er iført HSV-tørklæde. Denne mand vil så forsøge at konstatere, om der først og fremmest er plads til ham selv, og derefter om der er plads til én eller flere af hans venner. Er dette tilfældet bliver de tilkaldt ved at deres navn(e) bliver gjaldet igennem hele toget med imponerende kraft.

I dette tilfælde, altså i går, sad jeg sammen med en mor og datter, som jeg senere erfarede stammede fra Ecuador, da en mand i joggingtøj og det tidligere omtalte HSV-tørklæde pludselig stod i døren. Han var afventende i nogle sekunder (om det skyldtes, at han var længe om at konstatere, at kupeén stort set var gabende tom, eller om han blot skulle bruge noget tid til at generobre balancen efter at have åbnet døren ved jeg ikke) før han brølede: “FREDDY!!”

Så valgte han af uforklarlige årsager at slukke lyset inden han satte sig ned og ønskede moren, datteren og jeg selv eine angenehme Fahrt nach Hamburg, hvilket vi naturligvis alle var klar over, at vi ikke ville få. Han fik hurtigt selskab af Freddy, der (selvom lyset i mellemtiden var blevet tændt igen) formåede at insta-falde i søvn i det øjeblik han satte sig ned. Den fulde mand havde ikke tænkt sig at overgive sig lige så let som sin ven, så han scannede lokalet og udså sig i stedet hurtigt en samtalepartner, der skulle vikariere for Freddy, der jo beklageligvis var faldet i søvn og/eller besvimet i fuldskab. Valget faldt på datteren, der vel har været omkring de 12 år. Han indledte samtalen ved at pege på hendes iPod og triumferende udbryde: “Nintendo!”

Pigen rettede ham (på tysk), men den fulde mand fik så øje på nogle papirer fra pigens engelskundervisning og fortsatte derefter begejstret samtalen på engelsk. Da han i forvejen havde været for fuld til at formulere sig på sit modersmål blev den videre samtale selvsagt ikke særligt dybsindig. Pigen lagde ud med at sige, at hun var 27, og derefter bestod samtalen i grove træk af, at manden mumlede et eller andet uforståeligt Gestapo-engelsk, hvortil pigen svarede med et “what?” eller et “I don’t know what you mean”. Manden ville så tænke sig om, tydeligvis for at forsøge at omformulere sig, men så give op og i stedet blot sige “I laff my girls” og sparke Freddy i skridtet for at se om han var okay. Det var han naturligvis ikke, for han reagerede ikke på noget tidspunkt under rejsen. Meget tyder på, at også tyske stadions sælger det, der i Parken er kendt som en “menu 2“.
Da moren og datteren steg af toget, var det sidste, den fulde mand gjorde inden han selv besvimede af druk, at henvende sig til mig og forarget udbryde (på tysk, selvom jeg ikke havde sagt et ord under turen) “Sie hat mir gesagt sie war 25, die kleine!”

Om de nogensinde forlod toget ved jeg ikke, for de viste ingen tegn på liv da jeg selv steg af på banegården i Hamborg, men een ting er dog sikkert; jeg tjekker bookmakernes odds for HSV-sejr inden jeg booker min næste billet på en spilledag.

bold, fuldskab, på afveje, røverhistorier

Beklager den forsinkede nyhed, men jeg har haft lisså travlt som ham astronauten i bamse de sidste par dage. Men nu er jeg altså hjemme fra Østrigs bjerge og snedækkede land.

Der er to aspekter af en skiferie. Det ene er naturligvis skisporten, det andet er øl. Jeg vil forsøge at fortælle lidt om begge dele.

Først skisporten. Team Benns gjorde deres yderste for at stresse os ved ankomsten, og det lykkedes dem til fulde. Jeg er sikker på at vores stressniveau efter buschaufføren trak håndbremsen foran hotel Schützenhof var en KZ-fange værdig ved afstigning fra kreatur-vognene i Auschwitz. Der var ingen tysk-bjæffende vagter, men der var til gengæld forvirrede guider og tysk-bjæffende hotelmuttere der gennede os ud når vi gik ind de forkerte steder.

Det korte af det lange er at vi ca. 35 minutter efter afstigning fra bussen sad omklædt i en lift på vej op ad bjergsiden til toppen af intet mindre end Mount Doom. Uden morgenmad, naturligvis. At 80% af vores selskab aldrig havde rørt et par ski før var så lettere uheldigt, for den eneste vej ned var ad en såkaldt RØD PISTE - sværhedsgraden lige inden SORT. Jeg behøver vel ikke forklare hvilken farve der er den ondeste i piste-farve-spektret.

Det gik dog over al forventning, og så fik man det jo osse lært så meget desto hurtigere når nu det ikke var alt for let fra start. Det lykkedes mig dog at være den eneste person der kom hjem med synlige men - dvs. hudafskrabninger mm. i face efter kollision med selskabets dødskører Bjørn hvor jeg ikke så nogen anden udvej end at tage af for faldet med ansigtet.

Og så til øllen! Der er ingen grund til at spilde ord på at beskrive den østrigske bryggerkunst når man har følgende billedserie der ikke efterlader den mindste tvivl. Jeg overlader scenen til mr. Ølkender 2006: Mofa!

Han er fra starten skeptisk overfor den fremmede øl…

… lugten tiltaler ham bestemt heller ikke…

…og dommen lyder: Fy for SATAN!

Og med disse ord afsluttes dette indlæg om årets skiferie. Det var selvfølgelig en gigantic success all over the world, så der er ingen tvivl om at det må gentages næste år.

Jeg er i øvrigt flyttet til København. Mere om det senere!

på afveje, ski

En lille smule livsvisdom fra mig til alle jer: Sig aldrig op fra jeres arbejde! Man får pissetravlt af det.

I går midnat kom jeg hjem fra en tur til Hannover, om en time skal jeg med en bus til Østrig for at stå på ski, og når jeg kommer hjem derfra næste lørdag eller sådan noget hopper jeg over i et tog til København for at komme over og skrive under på en lejekontrakt. Og SÅ… skal jeg i Ikea og lege Sims-når-man-trykker-på-F3. Dvs. shoppe møbler.

Lad mig først fortælle om en morsom aften i Hannover. Olivia(min zuperzøde kæreste *g*)s søster havde en date lørdag aften og inviterede os to med. Daten, en 25-årig semigoth type, kendte alle tiders sted med live musik, så der skulle vi hen. Vi drog ud i Hannovers natteliv, og efter fire-fem omstigninger i det effektive tyske transportmaskineri kunne man tilsyneladende ikke komme flere skumle steder hen, så Daten besluttede at det var på tide at stå af. Vi blev ført ind i en dyster gyde som jeg i mangel af bedre kun kan sammenligne med den mørkeste del af Deus Ex. Gyden fortsatte forbi brændende olietønder og narkomaner og andet godtfolk og endte i en baggård fyldt med bilvrag. Jeg forventede at se The Titty Twister tone frem i mørket, men i stedet lå der en lille knejpe med et neonskilt over de beskidte svingdøre der bekendtgjorde at vi var nået til Glocksee Cafe.

Indendøre var der antifascitisk Fasching-aften, og det blev fejret med livemusik som bandet DONNERKOPF stod for. At træde ind til denne koncert var som at træde ind i en helt ny vidunderlig verden. Musikken var latterligt høj og publikum var langhåret +/- måne og måske 40 år i gennemsnit. Allerforrest stod en række gamle mænd og headbangede op til forsangeren der fremførte den ene hvinende guitarsolo efter den anden fra en lille bitte scene hvis bagvæg blev prydet af et stort DONNERKOPF-banner. Han var selvfølgelig iført en slidt læderjakke, så man kunne ikke se hvad min senere research har afsløret. Nemlig at han har det ultimative: En FUCK THE WORLD-tatovering på maven!

Jeg må i alt give koncerten 5 ud af 6 stjerner. Nå, men om lidt skal jeg stå på ski. Det kan kun blive godt. Bis Bald,

filosofi, på afveje, røverhistorier