the Printing Press

Har man jævnligt omgang med nye mennesker vil man på et tidspunkt nå dertil, hvor man ikke længere kan udskyde facebookvenskab. Nogle gange efter otte timer, andre gange efter tre år.

Hos det firma, jeg er hos i Hamborg, indtraf øjeblikket for ikke så længe siden - efter godt tre måneder. Dette betød selvfølgelig at folk skulle lure lidt rundt i hinandens billeder, men eftersom facebook er et ganske nyt koncept i Tyskland var der kun meget få albums for mig at snage i. Jeg, derimod, har jo som dansker… ho hooo, dozens of them.

Der var særligt én, en grafikergut (lad os kalde ham “Herman”), der reagerede på min profil. “Kuck mal der Jens an, han sover jo på alle sine billeder!”, om jeg virkelig var gift? Nej, det var jeg ikke, det er bare for sjov det står der. Snart var der kommentarer fra Herman her og der. Nuvel, jeg tænkte ikke nærmere over det.

Hvor vi tidligere aldrig havde talt sammen syntes jeg nu jeg kunne spore en stigning i antallet af smil og hilsner på arbejdet og at hans opførsel over for mig generelt bare ændrede sig. Nu er jeg naturligvis ikke mere naiv/fordomsfuld end at min gaydar begyndte at give udslag og da jeg lurede hans fb-profil faldt brikkerne ganske rigtigt på plads. Han var interesseret i mænd. Dette burde ikke som sådan gøre ham mere interesseret i mig hvis det da ikke var fordi jeg ifølge facebook også er interesseret i mænd. Og blandt andre ukorrekte lameroplysninger desuden også gift.

Skæbnen ville derefter at Herman og jeg (og ingen andre) en dag efter fyraften endte med at stå ved busstoppestedet. Vi faldt selvfølgelig i akavet snak. Mens vi stod og talte om vind og vejr måtte jeg både koncentrere mig om at udtrykke mig på gebrokkent tysk og samtidig desperat forsøge at udtænke høflige formuleringer i baghovedet såfremt samtalen skulle gå hen at blive pinlig, hvilket er ganske sandsynligt når kun den ene part ved, at det ikke er begge parter der er interesserede i mænd. En sådan situation er noget nær en katastrofe for en sky gut som mig selv og det var derfor en stor lettelse for mig da 23′eren snart dukkede op henne om hjørnet. Jeg vidste af erfaring, at Herman skulle med 114′eren.

Men ak. Som taget ud af en Anja og Viktor-film sprang Herman med ind i bussen med en bemærkning om, at han vist nok også godt kunne tage med den bus hen til et andet stoppested. Så kunne vi jo hyggesnakke lidt længere! Der var nu udsigt til en betydeligt længere samtale, der, ganske som frygtet, snart blev drejet over på hvor jeg boede, hvem jeg boede sammen med, hvor længe jeg havde været sammen med kæresten osv. Ude af stand til at håndtere akavede situationer og da slet ikke på et fremmed sprog var jeg snart parat til at tage flugten ved at stige af bussen. Havde det været et græsk teaterstykke ville der på dette tidspunkt blive sænket en engel ned fra loftet i et hejseværk for gennem guddommelig indgriben at befri mig fra mine pinsler. Den slags sker bare ikke i virkeligheden - men tæt på. Efter et par minutters kørsel huggede bussen pludseligt bremserne i så folk væltede rundt og jeg blev reddet. I uvejret var bussen åbenbart gledet af vejen og var kørt sammen med en anden bil. Politiet var tilkaldt og da ordnung muss sein kunne bussen nu ikke køre længere da der skulle optages rapport og reglementet følges. Deus ex machina! Herman måtte skynde sig tilbage til stoppestedet for at nå en anden bus og efter en venskabelig blanding af et knus og et klap på skulderen var jeg atter fri til at gå ned til en anden bus.

Postscript: Jeg sørger nu nøje for at undgå at ende alene ved stoppestedet med Herman. Fb-kommentarerne fortsætter ufortrødent. Jeg har endnu ikke gennemskuet hvordan man skal forholde sig til “venne”-begrebet på facebook i forhold til chefer og folk, der faktisk slet ikke er venner. Og til dem, der via facebook kan opspore Herman: Please don’t.

deus ex, røverhistorier, tyskland, vejret

Efter at have siddet over for en ældre herre i toget i en god halv times tid var jeg ganske sikker på, at jeg her havde med en virkelighedens udgave af lektor Blomme at gøre. Intet mindre end personificeringen af knottenhed. Han forsømte ikke en lejlighed til at sende det mest gnavne af blikke i retning af hvem som helst, der måtte formaste sig til enten at tale i telefon eller at skulle forbi hans plads og derved tvinge ham til at bevæge sit ene ben lidt til siden for at gøre plads. Hans udseende og påklædning underbyggede blot min teori om, at han ikke havde brudt sig om noget som helst de sidste 20-25 år og mindst af alt om mennesker.

Jeg formodede derfor, at det passede ham og hans sindsstemning ganske udmærket at det var mørkt og stod ned i stænger da han skulle af. Men jeg tog fejl! I regnen på perronen stod hans kone og ventede på ham med en paraply, hvilket fik lektor blommes ansigt til at lyse op i glæde og afslørede at han trods alt var in a state of flux. Og således gik det til at den sureste mand i byen fik mig til at smile!

bloc party, filosofi, røverhistorier, tyskland

Tyskere er snu, det må man give dem. Spiller jeg fx inglourious basterds-drukspillet med dem går der ikke mere end en enkelt runde før de har luret at det, såfremt jeg har udtænkt en person til dem, i stedet for de normale startspørgsmål “Er jeg en historisk person?” eller “Er jeg mand eller kvinde” er langt fornuftigere at lægge ud med spørgsmålet “Er jeg en kæmpeabe?”.

Figur 1: “Bin ich die Geschichte des Negersklaves in Amerika?”

Og nu jeg er ved spil; hvis det ikke var fordi jeg sidder og laver adventurespil dagligt ville jeg nok ikke have lagt mærke til det, men nu hvor jeg gør er det slående hvor stor lighed der er mellem at spille et klassisk point and click-adventure og at flytte til et forholdsvist bureaukratisk land som Tyskland.

Her er jeg fx, nyligt flyttet til Kiel og hvad skal jeg så umiddelbart bruge? Bankkonto og telefon, selvfølgelig. Google telefonselskab. Use VISA on TELEFONSELSKABS HJEMMESIDE. THAT DOESN’T SEEM TO FIT! Jeg skal have en tysk bankkonto for at registrere et telefonabonnement. Find BANK. Talk to CLERK. Give PASSPORT to CLERK. THAT DOESNT WORK! Du skal have registreret bopæl i Tyskland for at kunne oprette en girokonto.

Figur 2: “You have to take a number.”

Nuvel! Bopæl registreres på kommunen, så man må finde rådhuset. Enter RÅDHUS (der endda ligner en borg), use NUMMERAUTOMAT. Afvent tur, talk to CLERK, use PASSPORT on CLERK. THAT DOESN’T WORK! Man skal have et pasfoto for at kunne få oprettet et bopælskort. Find PHOTO MACHINE. Heldigvis har jeg småpenge på mig da kreditkort stort set ikke accepteres nogen steder i Tyskland og da slet ikke i en automat. Godt så: Use MONEY on PHOTO MACHINE. THAT DOESN’T WORK! Maskinen tager kun 1- og 2-euro mønter, ergo skal jeg have vekslet småpengene til større mønter. Go to DESK, talk to CLERK.

Angiveligt er der en kantine på etagen nedenunder hvis man går ned ad gangen og ind ad en lille dør ned ad en trappe.

Go to CAFETERIA, talk to CAFETERIA WOMAN to receive COINS. Tilbage til automaten, use COINS on PHOTO MACHINE to receive PHOTOS. Tilbage og gentage proceduren med at trække nummer. Enter OFFICE. Use PHOTOS and PASSPORT on OFFICE CLERK to receive ANMELDEBESTÄTIGUNG.

Tilbage til banken. Talk to BANK ACCOUNTANT. Use ANMELDEBESTÄTIGUNG to receive BANK ACCOUNT INFO og så, langt om længe, kan man få sig et tysk telefonnummer. Efter yderligere 14 dages ventetid, naturligvis.

(PS: Tak _X_)

nazister, røverhistorier, simon the sorcerer, spil, whine

Den mangel på pokerhistorier, læsere her på stedet har været vidne til på det seneste, er normalt ensbetydende med at jeg er gået broke. Denne gang er det dog ikke tilfældet. Ikke udelukkende, ihvertfald, for jo, jeg er da broke, selvfølgelig er jeg det, men denne gang har der været en ny årsag inde i billedet: De sidste fire ugers pinsler hos postvæsnet!

Efter første arbejdsdag var TTT med K mod A kicker for to dagslønne nemlig alt der skulle til for at få mig til at indse, at [usselt og kedeligt] arbejde og gambling er en dårlig cocktail. Mit pokerspil er derfor sat på standby - altså lige præcis indtil om en måneds tid hvor mit (næsten) ulønnede praktikophold i Tyskland starter og jeg ud af den blå luft har taget den komplet uansvarlige og meningsløse beslutning at det skal være mit levebrød. Jeg håber det går, for jeg har hverken lyst til at køre mere lortepost eller at leve af dåseravioli.

Og apropos ravioli så er det i morgen at startskuddet går til 12 dages nådesløs overlevelsestur (og dermed manglende opdateringer af denne side) i den svenske vildmark for diverse medlemmer af [HERMAN]. Til vores alles overraskelse har klanens manager Lars annonceret, at han agter at bruge nogle dage af sin dyrebare ferietid fra dødsjobbet i USA på at køre over sø og land for at besøge sine buddies i vildmarken. Sådan! Hatten af for en mand med prioriteterne på plads. Fuck penge, mand! Fuck it a lot!

normale rejser, Poker, rammstein, røverhistorier, sverige

Inden den står på ferie i alle hjørner af Europa har jeg et par ledige uger. Dem bruger jeg selvfølgelig på den eneste fornuftige måde man nu engang kan som nybagt bachelor: Som postbud.

Før som nu foregår det i 6300 Gråsten og modsat i hovedstaden bliver man ikke månedens medarbejder ved blot at kunne lade være med at hugge alle pakker der står “cdwow” på - man forventes også at være i stand til at konversere med kunderne. Og det kniber det desværre med for mit vedkommende.

Mine ældre kolleger formår behændigt at snakke om vind og vejr med ældre damer præcis længe nok til at de kommer tilbage fra deres rute på slaget fyraften, men jeg kommer altid susende tilbage på posthuset en god times tid for tidligt. Jeg går dermed glip af overarbejdstimer (subsidiært profit) og da jeg både er pokerspiller, fattig og grisk er jeg interesseret i at få rettet op på denne fejl. Jeg er derfor åben for forslag til hvordan følgende autentiske samtaler kunne have været forlænget (alt er oversat fra sønderjysk):

1. (I let regnvejr)
Familiefar: Mojn post!
Mig: Mojn!
Familiefar: Er det dig der har bestilt alt det vand?
Mig: Nej, det er det ikke.
Familiefar: .,. m., ok hehe kan du ha en god tur.

2. (Ved plejehjemmet)
Gammel kone: Mojn post! Har du noget med til mig i dag?
Mig: Mojn! Ja, der er nogle reklamer.
Gammel kone: Jamen så har vi da noget at læse i igen!
Mig: Ja.
Gammel kone: Hehehe!

3.
Midaldrende herre: Mojn post! Har du lidt med i dag!
Mig: Mojn, ja… lad mig se… jeg ha-
Midaldrende herre: Ja for regningerne kan du jo godt beholde!
Mig: Hehe. (Den havde jeg ikke hørt før)
Midaldrende herre: Hehehe!
Mig: …

Jeg har derimod godt styr på de andre aspekter af jobbet. Jeg husker fx både at hilse ved at nikke opad til unge mennesker og nedad til ældre, at krølle ugeaviserne til de husstande, der får DF’s medlemsblad og selvfølgelig at læse samtlige postkort. Men måske kan det være lidt lige meget. Jeg har alligevel kun fire arbejdsdage tilbage før turen går Herning og siden den svenske ødemark and beyond.

Analyse: NL/PL, bienvenue chez les ch'tis, idioter, post, røverhistorier

Også jeg blevet et offer for den globale finanskrise. Om den er skyld i, at jeg er flad i øjeblikket er jeg ikke HELT sikker på, men faktum er, at det lige har været den første og jeg alligevel ikke ejer en rød reje. Min bankkonto kæmper med næb og klør for at undgå at falde i overtræksafgrunden og der er intet andet på mine pokerkonti end ubrugelige playmoney og nuller i lange baner.

Sådan er situationen, men som bekendt er intet så skidt at det ikke er godt for noget, for havde jeg ikke været milimeter fra tiggerstaven var jeg blevet yderligere 5000 kroner fattigere lige på stedet da jeg i dag surfede rundt på dba. Jeg faldt nemlig over et apparat, der gjorde mig intet mindre end ekstatisk. Jeg fyldtes med en euforisk glæde, lykkelige barndomsminder væltede ind over mig, det kriblede i fingrene og jeg lyver ikke når jeg siger at mine tænder begyndte at løbe i vand.

Jeg er normalt ikke typen, der går specielt meget op i jordisk gods, men findes der nogen anden mulig reaktion når man efter årtiers glemsel konfronteres med dét fysiske objekt, man om NOGET ser som indbegrebet af alt godt i denne verden?

Mine damer og herrer: Midways Terminator 2 spillemaskine fra 1992!

Efter at have siddet i skolen og diskuteret den i øvrigt afsindigt spændende dokumentarfilm The King of Kong, der handler om det vanvittige miljø omkring verdens bedste Donkey Kong-, Pacman- og Missile Command-spillere, var jeg (økonomisk krise til trods) endt på dba for at se, om ikke det var muligt at finde sig en sej spillemaskine til en billig penge. Mit blik gled ned ad listen med annoncer uden at bemærke noget synderligt interessant, men i samme øjeblik jeg nåede annoncen med overskriften “Terminator 2″ skete der noget.

Alting forsvandt omkring mig. Jeg var ikke længere på første sal på en skole i Ballerup - jeg var tilbage på opholdsdækket på færgen Stena Jutlandica på vej fra Frederikshavn til Göteborg, hvor jeg stod i mit lilla joggingsæt sammen med min bror og kiggede på spillemaskinerne. Min lillesøster var stadig for lille til at fatte hvad der foregik omkring hende og lå sikkert og sov et eller andet sted sammen med min mor, men jeg var 10 og min bror var 11 og vi havde nok sans for livet til at forstå, at der denne dag var noget stort under opsejling.

Vi tog på ferie i Sverige hvert år - oftest to, og til tider tre gange - og hver tur til Sverige medførte to gange seks timers ophold på denne færge, hvor der (ud over at lede efter penge i bunden af kuglerummet) absolut intet fornuftigt var at foretage sig ud over at hænge ud ved spillemaskinerne. Det kom aldrig på tale rent faktisk at spille på dem, for vi fik ikke lommepenge og hvis jeg en gang i ny og næ fandt et par tabte svenske enkroner (hvilket kun skete for mig, aldrig for min bror, der hverken havde gejst eller griskhed nok i sig til at gide at lede) var jeg så betaget af tanken om rigdom at jeg aldrig kunne drømme om at bruge pengene.

Topmålet af underholdning var derfor når der kom andre og spillede på maskinerne, og af de tre seje, spillehallen var i besiddelse af, var Terminator 2-maskinen den ubestridt sejeste.

Efter et utal af ture til og fra Sverige mente vi efterhånden at have set det meste. Folk var ikke de største talenter og nåede sjældent forbi den første bane, hvor de skulle nedkæmpe en endeløs hær af terminators, der poppede op på skærmen mens kameraet pannede hen over en kraniumdækket slagmark. Hvis de alligevel gennemførte banen ville de med sikkerhed dø i den næste, hvor de skulle beskytte en jeep med John Connor inden i mod en hær af flyvende Hunter-Killers.

Situationen spidser til i første bane, spilleren er ikke god nok og menneskene er derfor ved at blive overrendt af robotterne.

Denne gang stod der dog to store hollandske drenge og spillede, og det havde de gjort i et godt stykke tid. De havde tilsyneladende uendeligt mange penge og var derfor blevet ret gode til spillet da det magiske indtraf: De nåede til en bane, vi ikke havde set før! Jeg mindes svagt noget med et stålværk og et nyt våben, men derefter svigter min hukommelse mig desværre. Om færgen nåede Göteborg og vi derfor blev beordret ned i bilen inden de kunne nå at gennemføre spillet eller om de blot løb tør for credits husker jeg ikke, men slutningen på spillet mangler.

Nu, 12-13 år senere, har jeg selv muligheden for at gennemføre det. Jeg kan købe min egen maskine og stille den i hjørnet ved siden af reolen, men… hvem tror jeg egentlig jeg er? Jeg er jo blot en gammel and, der ikke engang kan få rabat i teateret længere, så hvordan skulle jeg kunne købe en spillemaskine - endsige bære den op på tredje sal? Nej, det er nok bedst at lade spillemaskine være spillemaskine, fortid være fortid og minder være minder. Jeg skal alligevel også have taget opvasken.

røverhistorier, spil, terminator

Det KUNNE have været det spørgsmål, en flok gutter og jeg selv forsøgte at få besvaret da vi oprettede en datingprofil til en fælles ven. Dog var vores intentioner reelle og vi ønskede intet andet end at han fandt sit livs kærlighed. Vi smækkede et billede af ham ind hvor man kunne se 2/3 af hans ansigt klemt op mod et loft, lidt fysiske data om at han er 1,98 etc og vedhæftede til sidst følgende beskrivelse:

Jeg er en tilbagelænet person der nyder et afslappet liv og sætter pris på hjemlige sysler som fx world of warcraft og diablo. Der kommer dog et tidspunkt i enhver mands liv hvor det ikke længere er nok at være en level 60 sorceress, så nu søger jeg også: Noget frækt. Hvis du kan tilbyde det så smid en besked i min inbox, dame. Jeg lover at svare hvis jeg har tid og jeg vurderer at du er lækker nok til at jeg vil bruge halvandet minut af mit liv på at prøve på at komme i bukserne på dig.

PS: Se dog hvor høj jeg er! I elsker det!

Resultatet? Intet mindre end at manden to dage senere uopfordret får sendt et brev fra en unavngiven kvinde fra Valby:

Fra: XXXXXX

Emne: hey Skriv emnet her

Skriv dit brev her kiggede forni søger kun venner herinde lyst til at skrive lidt sammen

Konklusion: Menneskeracen vil aldrig gå til grunde da der altid vil findes sindsforvirrede analfabeter, der synes at wow-spillende døgenigte er megahotte.

Update: Efter talrige opfordringer er her den elskovssyge kvindes profilfoto:

Øjnene er sløret af hensyn til hendes anonymitet. Jeg ved jo ikke hvor mange af jer der bor i Valby.

idioter, røverhistorier

Der findes en gren af videnskaben, der hedder “sociologi” og den har desværre sneget sig ind ad bagdøren på min ellers ganske udmærkede uddannelse. Det manifesterer sig i form af en to timers forelæsning i “Media Sociology” hver mandag eftermiddag - noget de fleste enten blæser på eller tilsyneladende ikke er klar over, for der er sjældent mere end en håndfuld fremmødte. Selvom jeg betragter mig selv som værende en af de mere engagerede studerende i min årgang må jeg bekende, at også jeg betragter timerne efter frokost om mandagen som fritid.

Fagets auteursmarte* (men i øvrigt yderst engagerede) lærer har erkendt, at det dels var en fejl at lade eksamen i dette fag være skriftlig og dels at de studerende hellere vil se maling tørre end at diskutere, hvorvidt X-Factor er af en konsultativ snarere end en allokereende karakter og han har derfor valgt at indføre _gruppeforedrag_.

I denne uge var det så min gruppes tur (hvilket jeg selvfølgelig først opdagede to dage inden eftersom man får den slags ting at vide til de forelæsninger jeg aldrig kommer til). Det udstukne emne var “New Media - New Theory?????” og HVABEHAR for et interessant emne! Så er der ellers dømt interessante problemstillinger! Hvad mener du fx om en påstand som denne:

“We can expect no clear answer to this theoretical conundrum in the short term, and for the time being it is sensible to consider the mass media at least as an integral part of some larger trend. As we saw in the previous chapter, there is an influential school of communication technology determinism that has posited significant consequences for the nature of content communicated, for the effects produced and the relationships established as arising from ‘dominant’ forms of technology of the day.”

Interessant, ikke? Ja det var et såkaldt retorisk spørgsmål, for selvfølgelig er det spændende - og heldigvis for vores gruppe var der i den tekst, vi havde fået til opgave at redegøre for, intet mindre end 34 sider fyldt med spændende sætninger som ovenstående. Ivrige efter at lære mere kastede vi os derfor glubske over denne uudtømmelige skat af indholdsløst pladder med et lixtal højere end rundetårnet, og snart kom den tid da vi skulle fremlægge**.

Til stede ved vores præsentations begyndelse var følgende:

1) Den engagerede forelæser.
2) Sune, der altid kommer til alle forelæsninger uanset hvad.
3) Christian, der troede vi skulle have audio design.
4) To gymnasieelever, der var gået forkert. De skulle til et foredrag et andet sted på skolen.
5) Vores gruppe bestående af 4 mand (skulle have været fem, men den sidste havde lagt sig syg i desperation over fagets ligegyldighed). Vi udgjorde dermed 2/3 af de fremmødte eftersom gymnasieeleverne hurtigt flygtede, da det gik op for dem hvad der skulle til at ske.

Siddende i dette groteske forum faldt det mig ind, at det ikke var første gang jeg havde oplevet en sådan situation.
Sidst det skete var i en geografitime i 2.g. Klassen var lige faldet til ro og folk var nu klar til at høre, hvad [HERMAN]Q.B. havde at sige. Han skulle fremlægge, men var desværre ude af stand til at tale da han p.t. hulkede af grin over hvor meningsløst det var, at han stod med en bog i hånden udgivet af Tele Danmark og skulle til at belære klassen om, hvor meget skimmel- og fetaost Ægypten henholdsvis eksporterede og importerede i 70′erne.
Jeg stod nu i en identisk situation (bortset fra at vores publikum var noget mindre) og måtte kæmpe indædt for at holde at holde et latteranfald tilbage, hvilket heldigvis lykkedes takket være det gamle trick med at tænke på bl.a. hundehvalpe. Vi fik efterfølgende gennemført præsentationen uden at læreren fik mistanke om hvor meget vi egentlig afskyede faget. Og tænk engang, han kaldte det en “god præstation”.

Og som det hører sig til efter en røverhistorie vil jeg nu spørge mig selv: Hvad kan man lære af det? Og for første gang må jeg blive mig selv svar skyldig.

* Auteur: Filmgenre der kendetegnes ved at være ultraskummel og kedelig. Et eksempel: Klaus Volters trilogi i “Sprængfarlig Bombe”.
** Jeg fik stukket det nye testamente i hånden af en gammel mand den anden dag. Sproget er skønt.

had, røverhistorier, sociologi

Det er hårdt for selvværdet at være en fattig studerende. I takt med at ens venner begynder at foretage sig alarmerende ting som fx at købe huse (!), katte (!) og hunde (:D), at blive gift (!!!!!!!), pumpe børn ud (!!!!!!!!!!!!!!!!!!) og i enkelte tilfælde blive valgt ind i folketinget (?) er man nødt til at finde glæde i de små ting for at føle at man når nogen vegne.

Fig. 1 - En flok ungkarle-braves har netop fået at vide at deres kammerat skal GIFTES

Og det må være præcis hvad mine studiekammerater og jeg selv har gjort, for af den ene grund, at vi har vundet dem, har vi har købt en pæn træramme til intet mindre end 80 kr for at kunne indramme to brændbare cd’er til 3 kr stykket. De to cd’er, der adskiller sig fra almindelige CD-R’er ved at være dyppet i guldmaling og bemalet med sort tusch, bevidner nemlig at vores seneste semesterprojekt både vandt prisen som bedste projekt og den prestigefyldte publikumsfavorit-pris.
Og det er da noget at være stolt af synes både vi, vores programmeringslærer og ingen andre.

At have vundet 24 buyins på NL25 i løbet af den seneste måned og næsten kunne rykke op i level er også noget man kan være stolt af - endda efter at have fået en hjerneblødning til 250 dollars, der involverede NL50 og min gode ven AJo og et par andre af dens venner med endnu højere reverse implied odds end den selv.

Hvis jeg cashede hele butikken ud kunne jeg, sammen med den seneste månedsløn, måske dække underskuddet på min bankkonto, og det ville være en bedrift som selv ens mor måske ville kunne forstå. Men det kan jeg ikke, for målet er at nå til NL100 and beyond, og derfor er den eneste anerkendelse man kan opnå fra sin mor et “Pas nu på”. Og fra kæresten et “And how much did you lose?”. De synes selvfølgelig ikke at det er noget at skrive hjem om, men de ved jo ikke at alt er relativt. Tsk, de enfoldige!

røverhistorier

Jeg gik ud af gymnasiet med et snit på 8,2. Så gennemsnitligt som det kan blive uden at være mistænkeligt gennemsnitligt. Da jeg startede på universitetet gik vi gennem en indlæringstest, der havde til formål at klarlægge hvordan vi lærte bedst; gennem tekst eller billeder. Ud af 24 svar havde jeg 23 i det, der viste sig at være midterkategorien. Det var naturligvis den mest neutrale besvarelse i klassen.

Jeg spillede selvfølgelig midtbane i min storhedstid hos KTUIFs drengehold og da jeg skiftede til badminton smashede jeg altid midt i nettet.
Hvor vil jeg hen med alt dette? Svaret er Schweiz. Der var jeg nemlig for et par måneder siden, men fik aldrig skrevet om det her. Grunden til jeg var der - og nok også grunden til alle neutraliteterne ovenfor - er, at min farmor var schweizer. Vi tar derfor ned og hilser på familjen i ny og næ, og her er noget fra familiealbummet:

Her prøver jeg at kommunikere med min farmors søster, der er en vild gammel dame. Ufatteligt lieb, men også ret tunghør. Det er ikke en fordel når man taler forskellige sprog.

Her er noget rösti. Jeg nåede kun at få 12 pakker med hjem - de er desværre alle spist nu.

Wolla, min bror. De har mange bjerge i Schweiz, så vi gik op ad et af dem.

Fransk Med Freakazoid på toppen af føromtalte bjerg. Det var i den fransktalende del, så der taler man naturligvizøh franzkøh.

En udstoppet frø, der spiller poker. Naturligvis fra et museum i den franzktalende del.

Ca. halvdelen af min samlede familie. Bemærk, at hårtab tilsyneladende er udbredt. Gys. I øvrigt stødte jeg på en fransk brian i denne by. Han kom kørende i en - sandsynligvis fransk - brianbil med højt, dunkende musik, og jeg nåede lige at tænke “nå så de har også brianer hernede” før jeg opfattede, hvad det var for noget musik han hørte: 15 Step! Hvis vi kunne få de danske brianer byttet ud med franske og de danske udlændinge i kebabbikserne byttet ud med tyske ville Danmark måske slet ikke være så dumt et sted.

Ud over 12 pakker rösti nåede jeg også at få 4 poser Ovomaltine med hjem. Det er det brune pulver i glasset. Hvis man blander det med mælk får man en vidunderlig drik, der kan få en til at grinde omaha en time længere.

Das war’s, husk nu at komme til nytårsfest hos mofa i sottrup! Priv mofa (eller mig) for detaljer! Ses!

filosofi, på afveje, røverhistorier