the Printing Press

Udpumpning, styrtløbsulykker på ski, brækkede og forstuvede håndled og fødder og halse på trampoliner og fodboldbaner, femcifrede beløb tabt på high stakes PLO (:D), hele cookies i stedet for kvarte og jeg kunne blive ved med at opremse situationer hvor jeg har tænkt at jeg var the king of the wøøørld for derefter at bryde i brand og styrte i afgrunden.

Jeg nævner det fordi den seneste tilføjelse til listen, mit kraveben, først nu er vokset så meget sammen efter en off-piste kælketur at jeg igen kan bruge mus og tastatur. Gad vide om den irriterende over-the-top-trang er noget jeg nogensinde vokser fra. Hvis ikke kan jeg kun glæde mig over at jeg i det mindste ikke ejer en motorcykel. Eller tager stoffer. Guderne må vide hvad det ville føre til! Haha! …,.

Nuvel! Nok digression for denne gang. Der er gået næsten to måneder siden sidste update omkring fjahgoaktien og det er selvfølgelig fordi jeg har været bust.

December startede ellers lisså flyvende som november sluttede, men nu skulle hele ens liv jo ikke gerne gå hen at blive en fucking grind (hvilket det overhovedet ikke var ved), så der sku high stakes på bordet og det sku være nu. Ad kanaler der omfattede bekendtes venners venners telefonnumre og folk med fodlænke fik Heidt og mig opstøvet Odenses mest lurvede pokerklub hvor vi blev lovet high stakes action og nemme penge ud over alle grænser og med hver sin stack of high society under armen var vi klar til at vågne op næste morgen som paver.

Sådan skulle det ikke gå.

For selvom vi aldrig kom op i klubben lykkedes det os takket være internettet (så sygt at 3567 kan misse på 349 mod AK35o for 800 bucks) i stedet at vågne op i muddergrøften. Og ikke i den fine del af muddergrøften, men derimod i muddergrøftens usleste slum, der hvor lommesmerterne befinder sig på grænsen af hvad der er sundt for henholdsvis en SU-modtager og en pæl uden fast indkomst. Sidstnævnte værende mig.

Og således gik det til at december sluttede lisså forfærdeligt som november endte godt.

Det vil jeg gerne knytte en kommentar til inden jeg fortsætter med januar og denne kommentar består primært af figurerne 1, 2 og 3.

Figur 2: 10000 simulerede hænder med en winrate på 25 BB/100 og en standardafvigelse på 100.

Figur 1: 10000 simulerede hænder med en winrate på -10 BB/100 og en standardafvigelse på 100.

Figur 1 og figur 2 symboliserer hver 10 spilleres held og uheld. Standardafvigelsen er et udtryk for hvor vildt det går for sig i det spil, som simuleres. I PLO går det yderst vildt for sig og spiller man heads up (som jeg gør) bliver det ganske enkelt ikke vildere. Eksperter verden over er derfor enige om, at en SD på 100 er realistisk. Mod dygtige modstandere måske højere, mod dårligere måske lidt lavere.
Winraten er et udtryk for hvor mange big bets (1 big bet = 2 big blinds, dvs. $1 på PL50) man i snit kan forvente at vinde pr. 100 hænder hvis held og uheld fordeler sig ligeligt. Efter mine første 10000 hænder ligger jeg ifølge pokertableratings og pokertracker et sted mellem 25 og 30 BB/100.

Som følge deraf har jeg tidligere udråbt mig selv til en sikker vinder. Men vent! Pga. den enorme standardafvigelse har den heldigste -10 BB/100-spiller i ovenstående simulationer suget så meget ud at han tilsyneladende har klaret sig bedre end den uheldigste 25 BB/100-spiller (y-akserne har forskellige enheder).

Jeg kunne derfor i teorien være en forfærdelig spiller, der bare har været uendeligt heldig. Jeg tror ikke det er tilfældet, men jeg agter at finde ud af det og forhåbentlig samtidig komme unstuck efter eskapaderne i enden av december ved at få givet den gas i det spil, hvor jeg har den største positive forventning. Og praktisk nok er der lige præcis 0 usikkerhed omkring hvad det er for et - se figur 3.

Figur 3: Mine stats fra PTR.

fjahgoaktien, Poker, ski, whine

Netop hjemvendt fra en fornøjelig skitur med lidt for varmt vejr og lidt for dårligt helbred kan jeg konstatere, at det er blevet tidligt forår her i landet. Jeg glæder mig derfor til at skulle spille bold i parken om søndagen og at kunne åbne vinduerne for første gang i år.

Under turen til Østrig fik vi rig lejlighed til at undersøge nattelivet i en af Østrigs efter sigende vildeste byer, men det var ikke rigtig noget der fængede. Disko har aldrig rigtig været min kop te, og det der med letpåklædte danserinder tager jeg på det skarpeste afstand fra.
… med mindre der spilles musik, der tillader en at forgude den mægtige Thom Yorke samtidig med at man vælter rundt

(http://www.youtube.com/watch?v=Hmksi7MJWOQ&mode=related&search=)

:D, radiohead, ski

Beklager den forsinkede nyhed, men jeg har haft lisså travlt som ham astronauten i bamse de sidste par dage. Men nu er jeg altså hjemme fra Østrigs bjerge og snedækkede land.

Der er to aspekter af en skiferie. Det ene er naturligvis skisporten, det andet er øl. Jeg vil forsøge at fortælle lidt om begge dele.

Først skisporten. Team Benns gjorde deres yderste for at stresse os ved ankomsten, og det lykkedes dem til fulde. Jeg er sikker på at vores stressniveau efter buschaufføren trak håndbremsen foran hotel Schützenhof var en KZ-fange værdig ved afstigning fra kreatur-vognene i Auschwitz. Der var ingen tysk-bjæffende vagter, men der var til gengæld forvirrede guider og tysk-bjæffende hotelmuttere der gennede os ud når vi gik ind de forkerte steder.

Det korte af det lange er at vi ca. 35 minutter efter afstigning fra bussen sad omklædt i en lift på vej op ad bjergsiden til toppen af intet mindre end Mount Doom. Uden morgenmad, naturligvis. At 80% af vores selskab aldrig havde rørt et par ski før var så lettere uheldigt, for den eneste vej ned var ad en såkaldt RØD PISTE - sværhedsgraden lige inden SORT. Jeg behøver vel ikke forklare hvilken farve der er den ondeste i piste-farve-spektret.

Det gik dog over al forventning, og så fik man det jo osse lært så meget desto hurtigere når nu det ikke var alt for let fra start. Det lykkedes mig dog at være den eneste person der kom hjem med synlige men - dvs. hudafskrabninger mm. i face efter kollision med selskabets dødskører Bjørn hvor jeg ikke så nogen anden udvej end at tage af for faldet med ansigtet.

Og så til øllen! Der er ingen grund til at spilde ord på at beskrive den østrigske bryggerkunst når man har følgende billedserie der ikke efterlader den mindste tvivl. Jeg overlader scenen til mr. Ølkender 2006: Mofa!

Han er fra starten skeptisk overfor den fremmede øl…

… lugten tiltaler ham bestemt heller ikke…

…og dommen lyder: Fy for SATAN!

Og med disse ord afsluttes dette indlæg om årets skiferie. Det var selvfølgelig en gigantic success all over the world, så der er ingen tvivl om at det må gentages næste år.

Jeg er i øvrigt flyttet til København. Mere om det senere!

på afveje, ski