the Printing Press

Det er lørdag, man kan stadig mærke spor af tømmermænd fra i torsdags og har derfor ikke den store lyst til noget med alkohol, men gider heller ikke at sidde hjemme og stene. Den oplagte løsning er derfor at tage i biografen, og da der går en interessant dokumentar om sprayer-krig i Hamborg som præsenteres af filmens instruktør må det endda blive en eksklusiv en af slagsen: Cinemateket.

Når man udser sig denne biograf som mål kræver det dog lidt ekstra forberedelse. Modsat Biocity og lignende proletarmagneter er det nemlig ikke nok at tage 150 kr og sit buskort med - næh, så må man finde sit stiveste puds frem, genopfriske de vigtigste gloser fra mediesociologi og pakke en flaske kildevand og en pose økologiske cashewnødder i tasken da Cinemateket selvfølgelig er for fint et sted til at have en popkornbiks.

Nuvel, man får dobbelttjekket sit udseende i spejlet og begivet sig mod det eneste sted i landet, der kan give Vester Vov-Vov konkurrence i kampen om titlen som de auteursmartes højborg. Vel ankommet sørger man lige for at tørklædet sidder helt rigtigt inden man træder indenfor og som en sidste formalitet henvender sig i billetlugen med ordene: “Kan jeg få to billetter til 21.45-forestillingen?”

Og så svarer billetdamen “Næ. Der er udsolgt”.

Morale: Hvis du skal være auteursmart (og det vel at mærke ikke er en pakistansk zombiefilm, du har tænkt sig at se), så husk at bestille billet i forvejen.

cinemateket, film, sociologi, tyskland, whine

Der har sneget sig en mindre fejl ind i et af mine tidligere indlæg. Det er naturligvis ikke Dr. Schabbs, jeg netop har besejret ved min seneste eksamen, da han allerede blev besejret i episode 2. Det var i stedet den mere sejlivede og langt grusommere endboss Otto Giftmacher (se fig. 1), jeg stod over for den anden dag.

Figur 1:  Otto Giftmacher peger på et tilfældigt offer og kræver nådesløst at man forklarer opbygningen af et kredsløb eller svarer på spørgsmål som fx “How does a triangular amplitude envelope affect the timbre of a sound when applied to grains of granular synthesis??“.

Om det var Schabbs eller Giftmacher gjorde dog ikke den store forskel, for selvom jeg nærmest fornærmede både lærere og censor med min mangel på viden om hvordan sensorer fungerer tildelte de mig alligevel intet mindre end et 10-tal (hvilket i al ydmyghed var den højeste karakter givet på semestret). Af ren høflighed protesterede jeg naturligvis, men da de insisterede på at negligere det faktum, at jeg ikke havde den fjerneste ide om hvad der foregår inden i et stykke elektronik måtte jeg bøje mig og til sidst give dem ret i, at det faktisk er fuldkommen ligegyldigt.

Jeg forstår ikke hvorfor, men af en eller anden grund skal der på enhver uddannelse altid være et enkelt eller to fag, som er absolut intetsigende og ikke har noget at gøre med indholdet af resten af uddannelsen. I gymnasiet måtte jeg belæres om egyptisk ostehandel i geografi og nu på medialogi skal man åbenbart både vide noget om transistorer og elektroner der vælter rundt i ledninger og noget om mediesociologi.

Nu er sensorhelvedet godt nok overstået, men jeg har stadig mediesociologiopgaven hængende over hovedet. Deadline for den er engang i slutningen af august, men takket være denne side kan jeg lynhurtigt få genereret de 20 siders jibba-jabba som vores humanistiske pælelærer kræver.

Efter endt eksamen drog størstedelen af vores gruppe ind mod byen for at fejre hvor nemt det er at blive bachelor i medialogi, og den tur blev en stor succes takket være tåbelige væddemål om alt, der kunne væddes om. På et tidspunkt var det lige ved at koste os en udsmidning da dørmanden pludselig havde fået nok af, at vi konstant stirrede på ham og lo højlydt, men vi forklarede ham, at det ikke var ham, vi kiggede på, men at vi derimod holdt intenst øje med indgangen for at få afklaret, hvem der skulle give den næste omgang shots afhængigt af hvilken type bukser den næste person, der kom ind ad den, havde på. Han troede ikke på det, men lod os alligevel blive på stedet så vi kunne fortsætte til langt ud på de små timer med at sætte shots på mængden af forbipasserende taxaer, bartendernes alder og hvor længe Kenni ville være om at score stedets fuldeste kvinde (det tog ham blot 6 minutter).

Nu venter der så to måneders sommerferie. Indhold: Vides ikke, men eftersom vejret ser ud til at arte sig køber jeg billet til roskilde en af dagene.

sociologi, væddemål, wolfenstein

Der findes en gren af videnskaben, der hedder “sociologi” og den har desværre sneget sig ind ad bagdøren på min ellers ganske udmærkede uddannelse. Det manifesterer sig i form af en to timers forelæsning i “Media Sociology” hver mandag eftermiddag - noget de fleste enten blæser på eller tilsyneladende ikke er klar over, for der er sjældent mere end en håndfuld fremmødte. Selvom jeg betragter mig selv som værende en af de mere engagerede studerende i min årgang må jeg bekende, at også jeg betragter timerne efter frokost om mandagen som fritid.

Fagets auteursmarte* (men i øvrigt yderst engagerede) lærer har erkendt, at det dels var en fejl at lade eksamen i dette fag være skriftlig og dels at de studerende hellere vil se maling tørre end at diskutere, hvorvidt X-Factor er af en konsultativ snarere end en allokereende karakter og han har derfor valgt at indføre _gruppeforedrag_.

I denne uge var det så min gruppes tur (hvilket jeg selvfølgelig først opdagede to dage inden eftersom man får den slags ting at vide til de forelæsninger jeg aldrig kommer til). Det udstukne emne var “New Media - New Theory?????” og HVABEHAR for et interessant emne! Så er der ellers dømt interessante problemstillinger! Hvad mener du fx om en påstand som denne:

“We can expect no clear answer to this theoretical conundrum in the short term, and for the time being it is sensible to consider the mass media at least as an integral part of some larger trend. As we saw in the previous chapter, there is an influential school of communication technology determinism that has posited significant consequences for the nature of content communicated, for the effects produced and the relationships established as arising from ‘dominant’ forms of technology of the day.”

Interessant, ikke? Ja det var et såkaldt retorisk spørgsmål, for selvfølgelig er det spændende - og heldigvis for vores gruppe var der i den tekst, vi havde fået til opgave at redegøre for, intet mindre end 34 sider fyldt med spændende sætninger som ovenstående. Ivrige efter at lære mere kastede vi os derfor glubske over denne uudtømmelige skat af indholdsløst pladder med et lixtal højere end rundetårnet, og snart kom den tid da vi skulle fremlægge**.

Til stede ved vores præsentations begyndelse var følgende:

1) Den engagerede forelæser.
2) Sune, der altid kommer til alle forelæsninger uanset hvad.
3) Christian, der troede vi skulle have audio design.
4) To gymnasieelever, der var gået forkert. De skulle til et foredrag et andet sted på skolen.
5) Vores gruppe bestående af 4 mand (skulle have været fem, men den sidste havde lagt sig syg i desperation over fagets ligegyldighed). Vi udgjorde dermed 2/3 af de fremmødte eftersom gymnasieeleverne hurtigt flygtede, da det gik op for dem hvad der skulle til at ske.

Siddende i dette groteske forum faldt det mig ind, at det ikke var første gang jeg havde oplevet en sådan situation.
Sidst det skete var i en geografitime i 2.g. Klassen var lige faldet til ro og folk var nu klar til at høre, hvad [HERMAN]Q.B. havde at sige. Han skulle fremlægge, men var desværre ude af stand til at tale da han p.t. hulkede af grin over hvor meningsløst det var, at han stod med en bog i hånden udgivet af Tele Danmark og skulle til at belære klassen om, hvor meget skimmel- og fetaost Ægypten henholdsvis eksporterede og importerede i 70′erne.
Jeg stod nu i en identisk situation (bortset fra at vores publikum var noget mindre) og måtte kæmpe indædt for at holde at holde et latteranfald tilbage, hvilket heldigvis lykkedes takket være det gamle trick med at tænke på bl.a. hundehvalpe. Vi fik efterfølgende gennemført præsentationen uden at læreren fik mistanke om hvor meget vi egentlig afskyede faget. Og tænk engang, han kaldte det en “god præstation”.

Og som det hører sig til efter en røverhistorie vil jeg nu spørge mig selv: Hvad kan man lære af det? Og for første gang må jeg blive mig selv svar skyldig.

* Auteur: Filmgenre der kendetegnes ved at være ultraskummel og kedelig. Et eksempel: Klaus Volters trilogi i “Sprængfarlig Bombe”.
** Jeg fik stukket det nye testamente i hånden af en gammel mand den anden dag. Sproget er skønt.

had, røverhistorier, sociologi

På væggen ved spor 2 nede under Nørreport Station har en ukendt gerningsmand sprayet et politisk slagord med et noget vagt budskab, som jeg efterhånden har grinet af mange gange. DSB’s grafitti-fjernere griner tilsyneladende lisså meget af det som mig, for det har fået lov til at blive stående i to år efterhånden.

Hvis jeg husker korrekt står der noget i stil med:

I kampen mod oppositionen kommer vi tit frem, som om, vi er oppositionen. Det er i højere grad os, der skal sætte dagsordenen, i stedet for at forsvares udtalelser.

Vågn op København

Det (for mig) uforståelige budskab og den højtidelige tone får mig ganske naturligt til at mistænke en tidligere nyhedsskribent på www.xplayn.com ved navn complex for at have været på spil.

Dengang han underholdt vi eSportsatleter med uendelige lange sætninger fyldt med uendeligt lange ord, der gav uendeligt lidt mening var han 13-14 år. Det gør ham i dag til en såkaldt “ung” på omtrent 17, og hvad kunne så være mere hipt end at spraye antiautoritære budskaber hist og pist? Det er oplagt, at vores allesammens kaballistiske skribent fra det endo-plasmatiske Balkans bombastiske fåremarker har været på spil.

Og hvis det ikke er tilfældet kunne det stadig være interessant at høre hans fortolkning af grafittien.

Counterstrike, idioter, sociologi