the Printing Press

En weekend for ikke så længe siden holdt de idrætsstuderende fest på en bar i Kiel for alle der havde lyst til at komme. Olivia (det er min kæreste) og hendes veninder ville selvfølgelig ikke undgå en så oplagt mulighed for at tage på hunkspotting, så de skulle afsted og så skulle jeg selvfølgelig også.

Indledningsvis var jeg afvisende over for forslaget om at tage med (”Das kannst du sofort vergessen”), men med bemærkningen om, at der ville være pokerfreerolls om cocktails blev jeg anderledes entusiastisk. Dette var en mulighed for at demonstrere mine skillz over for hele venindeslænget! Jeg forkyndte derfor min deltagelse ved festen (”Ich werrrde die im Norrrden und Osten bis an der äusseren Verteidigungsrrring vorrrrstossenden Pokerspieler in einem rrrücksichtslosen mit aller Krrraft geführten Gewaltsschlacht zurrrückwerfen!”). Dertil et nonchalant vift med hånden for at understrege hvor let det ville blive.
Olivia: (Med vanlig pessimisme) “Men du klager jo altid over at du taber når du sidder og spiller”.
Mig: (Nu rasende) “Haben Sie noch Zweifel an meine Befehl? Ich glaube ich habe mich klar genug ausgedrückt!”
Olivia: ?

Og således befandt jeg mig snart i diagramstillingen mens pigerne (minus en) trippede rundt nede på dansegulvet. Til venstre for mig på billedet sidder den pige, der ikke trippede rundt med de andre og foran hende, hendes kæreste.

Jeg skal indrømme at jeg ikke helt husker hvordan jeg slap af med ham, men han var ikke guds gave til hverken pot odds eller handreading, så efter ikke at have spillet alt for længe (bare det at kunne reglerne gav mig en uretfærdig fordel) var jeg heads up i kampen om de gratis cocktails.

Min modstander, lad os kalde ham Herman, var en sportsstuderende med nerverne siddende uden på tøjet. Han var helt oppe at ringe over at spille poker og lavede fistpump hver gang han vandt en pot. Du kender typen. Jeg tror det er ham, hvis hår skimtes i hjørnet.

Jeg, derimod, var selvfølgelig fuldstændig cool. Til dealerens bemærkning om at det da vist ikke var første gang jeg spillede poker svarede jeg henkastet “Nej”. Jeg lod pigerne fra dansegulvet tilkalde så de kunne overvære min glorværdige triumf, der pga. vores lige chipstacks kun var et spørgsmål om tid. Med pigerne fulgte også et ansvar; alt andet end en sejr ville være en fiasko. Jeg var som Brasilien til VM.

Jeg vidste at HU-duellen blot var et spørgsmål om at floppe top par, så da jeg raisede med Q9o og dealeren vendte QT5 kørte jeg de metaforiske champagneflasker i stilling. Som ventet kom jeg all in mod Herman, der lavede den frække check-raise-variant med 95o.

Jeg har glemt hvad turn var, men riveren var da en femmer. Pigerne var grænsende til ligeglade, men for mig var skuffelsen ikke til at bære. Foran computeren nogle timer senere prøvede jeg i min fuldskab at tjekke håndens odds på cardplayers odds calculator; 8,4%.

***

Men nu har muligheden for revanche budt sig - og det i en disciplin hvor lo2-elementet er reduceret betragteligt i forhold til poker.

Min nevø (10 år) har en ven, der spiller meget counterstrike. Det er ikke er cool at være anderledes blandt 10-årige, så da min nevø ikke spiller cs og dermed ikke har nogen skills at blære sig med følte han sig i stedet nødsat til at blære sig med sin onkels. Vennen nægtede pure at tro på, at jeg er (jaja, “har været”) en god (jaja, “middelmådig”) cs-spiller, så med barnlig stædighed værende hvad det er endte det med et væddemål til 10 kr om at vennen kunne slå denne “onkel” i cs.

Kan JEG tvære en 10-årig unge i cs?? Ringer en telefon? Altså, har 10-årige overhovedet motorik? Den knægt har ingen ide om hvad han går ind til. Han skal få alle mine indestængte frustrationer over bad beats at føle og jeg skal blive den mægtigste mand i hele 4. klasse! Ha! Ha!

Counterstrike, druk, Poker, tyskland, whine

Mad Hatter: Yes, yes! And when you come to the end, hehehe, stop!¹

Den Gale Hattemagers ord er sande - slutninger er en lige så stor del af livet som begyndelser, men derfor bliver jeg alligevel lidt rørstrømsk når jeg ved, at jeg lige har gjort noget for sidste gang.

Nej nej, der er ingen der er døde, jeg har bare haft sidste skoledag hos daedalic. Men det er trist alligevel. Så står man der og pakker sine ting og så har de alle sammen sneget sig op bag en og holder tale og folk klapper og alt muligt. Og de har endda luret, at jeg ser high stakes poker i pauserne og tabber væk fra pokernet når chefen kommer², så sebastian har samlet ind til Every Hand Revealed og pakket den nødtørftigt ind i en plakat til mig. Kald mig sentimental, men det synes jeg altså er rørende.

Fire og en halv måned. Fire og en halv måned af vores halvfjerds leveår, eller firs, hvis kræfterne slår til³. Just like that!

—

¹ Alice in Wonderland (1951)
² Rygtet er sandt. Hos spilfirmaer tabber boss-tasten rent faktisk fra regnearket og over i spillet.
³ Salmernes bog 90, 10.

filosofi, Poker, tyskland, whine

Har man jævnligt omgang med nye mennesker vil man på et tidspunkt nå dertil, hvor man ikke længere kan udskyde facebookvenskab. Nogle gange efter otte timer, andre gange efter tre år.

Hos det firma, jeg er hos i Hamborg, indtraf øjeblikket for ikke så længe siden - efter godt tre måneder. Dette betød selvfølgelig at folk skulle lure lidt rundt i hinandens billeder, men eftersom facebook er et ganske nyt koncept i Tyskland var der kun meget få albums for mig at snage i. Jeg, derimod, har jo som dansker… ho hooo, dozens of them.

Der var særligt én, en grafikergut (lad os kalde ham “Herman”), der reagerede på min profil. “Kuck mal der Jens an, han sover jo på alle sine billeder!”, om jeg virkelig var gift? Nej, det var jeg ikke, det er bare for sjov det står der. Snart var der kommentarer fra Herman her og der. Nuvel, jeg tænkte ikke nærmere over det.

Hvor vi tidligere aldrig havde talt sammen syntes jeg nu jeg kunne spore en stigning i antallet af smil og hilsner på arbejdet og at hans opførsel over for mig generelt bare ændrede sig. Nu er jeg naturligvis ikke mere naiv/fordomsfuld end at min gaydar begyndte at give udslag og da jeg lurede hans fb-profil faldt brikkerne ganske rigtigt på plads. Han var interesseret i mænd. Dette burde ikke som sådan gøre ham mere interesseret i mig hvis det da ikke var fordi jeg ifølge facebook også er interesseret i mænd. Og blandt andre ukorrekte lameroplysninger desuden også gift.

Skæbnen ville derefter at Herman og jeg (og ingen andre) en dag efter fyraften endte med at stå ved busstoppestedet. Vi faldt selvfølgelig i akavet snak. Mens vi stod og talte om vind og vejr måtte jeg både koncentrere mig om at udtrykke mig på gebrokkent tysk og samtidig desperat forsøge at udtænke høflige formuleringer i baghovedet såfremt samtalen skulle gå hen at blive pinlig, hvilket er ganske sandsynligt når kun den ene part ved, at det ikke er begge parter der er interesserede i mænd. En sådan situation er noget nær en katastrofe for en sky gut som mig selv og det var derfor en stor lettelse for mig da 23′eren snart dukkede op henne om hjørnet. Jeg vidste af erfaring, at Herman skulle med 114′eren.

Men ak. Som taget ud af en Anja og Viktor-film sprang Herman med ind i bussen med en bemærkning om, at han vist nok også godt kunne tage med den bus hen til et andet stoppested. Så kunne vi jo hyggesnakke lidt længere! Der var nu udsigt til en betydeligt længere samtale, der, ganske som frygtet, snart blev drejet over på hvor jeg boede, hvem jeg boede sammen med, hvor længe jeg havde været sammen med kæresten osv. Ude af stand til at håndtere akavede situationer og da slet ikke på et fremmed sprog var jeg snart parat til at tage flugten ved at stige af bussen. Havde det været et græsk teaterstykke ville der på dette tidspunkt blive sænket en engel ned fra loftet i et hejseværk for gennem guddommelig indgriben at befri mig fra mine pinsler. Den slags sker bare ikke i virkeligheden - men tæt på. Efter et par minutters kørsel huggede bussen pludseligt bremserne i så folk væltede rundt og jeg blev reddet. I uvejret var bussen åbenbart gledet af vejen og var kørt sammen med en anden bil. Politiet var tilkaldt og da ordnung muss sein kunne bussen nu ikke køre længere da der skulle optages rapport og reglementet følges. Deus ex machina! Herman måtte skynde sig tilbage til stoppestedet for at nå en anden bus og efter en venskabelig blanding af et knus og et klap på skulderen var jeg atter fri til at gå ned til en anden bus.

Postscript: Jeg sørger nu nøje for at undgå at ende alene ved stoppestedet med Herman. Fb-kommentarerne fortsætter ufortrødent. Jeg har endnu ikke gennemskuet hvordan man skal forholde sig til “venne”-begrebet på facebook i forhold til chefer og folk, der faktisk slet ikke er venner. Og til dem, der via facebook kan opspore Herman: Please don’t.

deus ex, røverhistorier, tyskland, vejret

Efter at have siddet over for en ældre herre i toget i en god halv times tid var jeg ganske sikker på, at jeg her havde med en virkelighedens udgave af lektor Blomme at gøre. Intet mindre end personificeringen af knottenhed. Han forsømte ikke en lejlighed til at sende det mest gnavne af blikke i retning af hvem som helst, der måtte formaste sig til enten at tale i telefon eller at skulle forbi hans plads og derved tvinge ham til at bevæge sit ene ben lidt til siden for at gøre plads. Hans udseende og påklædning underbyggede blot min teori om, at han ikke havde brudt sig om noget som helst de sidste 20-25 år og mindst af alt om mennesker.

Jeg formodede derfor, at det passede ham og hans sindsstemning ganske udmærket at det var mørkt og stod ned i stænger da han skulle af. Men jeg tog fejl! I regnen på perronen stod hans kone og ventede på ham med en paraply, hvilket fik lektor blommes ansigt til at lyse op i glæde og afslørede at han trods alt var in a state of flux. Og således gik det til at den sureste mand i byen fik mig til at smile!

bloc party, filosofi, røverhistorier, tyskland

Omskifteligheden er i luften! Med en domæneflytning er også fulgt Tyskland hvor der før var Danmark og beskæftigelse hvor der før var dagdriveri. Nu er det jo sådan at dagdriveri er en aldeles behagelig beskæftigelse, så kunne man ikke med rimelighed mistænke mig for at være bekymret ved at udskifte lediggang med et praktikophold hos et spilfirma i Hamborg? Slet ikke. Hvor meget jeg end finder velbehag i uforetagsomhed kender man mig ikke ret godt hvis man tror at dette er tilfældet! Jeg er nemlig en ganske arbejdsom person i det rette fag, er jeg, og arbejdet i Hamborg har da også vist sig at være uendeligt sjovt og heldigvis ikke spor hårdt.

Helt fri for tysk malurt er bægeret dog ikke (se bl.a. fig. 1), for nu er det jo sådan at Hamborg ligger i Tyskland. Alle ansatte (og sågar rengøringsfolk) er derfor tyskere. Det betyder takket være stemmesynkronisering af udenlandske film (se evt. fig. 2) at deres engelsk for de flestes vedkommende kun er marginalt bedre end Arnolds var i Hercules in New York. Ja, det kan være meget sjovt når man skal høre dem tale om tørminals og maus cørsors og festplatten, men grin ikke for tidligt: Manglen på engelsk tvinger nemlig mig til at tale tysk.

Figur 1: Den ubetinget største ulempe ved at befinde sig i tzskland.

Figur 2: I Inglourious Basterds lader tyskerne fransk og italiensk være intakt, mens alt engelsk synkroniseres. Om man kan undgå at spolere kælderscenen uden at give englænderne to stemmer kan jeg ikke helt gennemskue.

En anden mindre ulempe ved Hamborg er, at der er 1½ times rejse dertil fra Kiel, som er byen hvor jeg nu sover, spiser og grinder. Selvom jeg ikke skal dertil hver dag løber det op i mange timer frem og tilbage, og det er derfor vigtigt at jeg føler mig godt tilpas under alt dette rejseri. Men endnu engang er jeg heldig! 70′er-bassen blev nemlig opfundet allerede for 40 år siden og min Reisevergnügen er således aldrig i fare så længe jeg har White Boys og Age of Aquarius ved hånden og det ikke er HVER dag die Bahn forsinkes af de Fliegerbomben, tyskerne stadig graver ud af jorden.

Jeg mangler stadig at oprette bankkonto og at fikse et telefonnummer hernede, men det vigtigste af alt, internetadgang, er heldigvis allerede ordnet takket være et trådløst netkort og en venlig nabo. Jeg håber derfor på igen at kunne begynde at opdatere bloggen jævnligt.

Endnu vigtigere end internetadgang for at dette kan lykkes er det måske, at jeg ikke længere er dagdriver.

Stik imod hvad man skulle tro har man som dagdriver nemlig forsvindende lidt tid til rådighed til trods for at man egentlig intet foretager sig. Ting, man aldrig tidligere har bekymret sig om gøres pludselig til dagdriverens ansvarsområde da han jo har så meget tid til rådighed. Fra alle sider kommer opgaverne strømmende og hober sig op i et så svimlende højt tempo at dagdriveren umuligt kan følge med. Han vil derfor forfalde til den eneste naturlige reaktion på dette: Opgivenhed. Hvordan man end vender og drejer det vil dette tvinge den sagesløse døgenigt ned i en ond spiral af søvn, risk-spil og PL50-grind alt imens antallet af uløste opgaver ufortrødent fortsætter sin himmelflugt, efterladende dagdriveren til en stille død i vejkanten af cs-motorvejen.

Heldigvis tælles jeg ikke blandt dagdriverne længere. Og nu har jeg masser af tid til at opdatere bloggen. White boys are delicious!

arnold, bloggen, film, filosofi, nazister, på afveje, spil, tyskland, zuhause

Det er lørdag, man kan stadig mærke spor af tømmermænd fra i torsdags og har derfor ikke den store lyst til noget med alkohol, men gider heller ikke at sidde hjemme og stene. Den oplagte løsning er derfor at tage i biografen, og da der går en interessant dokumentar om sprayer-krig i Hamborg som præsenteres af filmens instruktør må det endda blive en eksklusiv en af slagsen: Cinemateket.

Når man udser sig denne biograf som mål kræver det dog lidt ekstra forberedelse. Modsat Biocity og lignende proletarmagneter er det nemlig ikke nok at tage 150 kr og sit buskort med - næh, så må man finde sit stiveste puds frem, genopfriske de vigtigste gloser fra mediesociologi og pakke en flaske kildevand og en pose økologiske cashewnødder i tasken da Cinemateket selvfølgelig er for fint et sted til at have en popkornbiks.

Nuvel, man får dobbelttjekket sit udseende i spejlet og begivet sig mod det eneste sted i landet, der kan give Vester Vov-Vov konkurrence i kampen om titlen som de auteursmartes højborg. Vel ankommet sørger man lige for at tørklædet sidder helt rigtigt inden man træder indenfor og som en sidste formalitet henvender sig i billetlugen med ordene: “Kan jeg få to billetter til 21.45-forestillingen?”

Og så svarer billetdamen “Næ. Der er udsolgt”.

Morale: Hvis du skal være auteursmart (og det vel at mærke ikke er en pakistansk zombiefilm, du har tænkt sig at se), så husk at bestille billet i forvejen.

cinemateket, film, sociologi, tyskland, whine