Girly dude
Har man jævnligt omgang med nye mennesker vil man på et tidspunkt nå dertil, hvor man ikke længere kan udskyde facebookvenskab. Nogle gange efter otte timer, andre gange efter tre år.
Hos det firma, jeg er hos i Hamborg, indtraf øjeblikket for ikke så længe siden - efter godt tre måneder. Dette betød selvfølgelig at folk skulle lure lidt rundt i hinandens billeder, men eftersom facebook er et ganske nyt koncept i Tyskland var der kun meget få albums for mig at snage i. Jeg, derimod, har jo som dansker… ho hooo, dozens of them.
Der var særligt én, en grafikergut (lad os kalde ham “Herman”), der reagerede på min profil. “Kuck mal der Jens an, han sover jo på alle sine billeder!”, om jeg virkelig var gift? Nej, det var jeg ikke, det er bare for sjov det står der. Snart var der kommentarer fra Herman her og der. Nuvel, jeg tænkte ikke nærmere over det.
Hvor vi tidligere aldrig havde talt sammen syntes jeg nu jeg kunne spore en stigning i antallet af smil og hilsner på arbejdet og at hans opførsel over for mig generelt bare ændrede sig. Nu er jeg naturligvis ikke mere naiv/fordomsfuld end at min gaydar begyndte at give udslag og da jeg lurede hans fb-profil faldt brikkerne ganske rigtigt på plads. Han var interesseret i mænd. Dette burde ikke som sådan gøre ham mere interesseret i mig hvis det da ikke var fordi jeg ifølge facebook også er interesseret i mænd. Og blandt andre ukorrekte lameroplysninger desuden også gift.
Skæbnen ville derefter at Herman og jeg (og ingen andre) en dag efter fyraften endte med at stå ved busstoppestedet. Vi faldt selvfølgelig i akavet snak. Mens vi stod og talte om vind og vejr måtte jeg både koncentrere mig om at udtrykke mig på gebrokkent tysk og samtidig desperat forsøge at udtænke høflige formuleringer i baghovedet såfremt samtalen skulle gå hen at blive pinlig, hvilket er ganske sandsynligt når kun den ene part ved, at det ikke er begge parter der er interesserede i mænd. En sådan situation er noget nær en katastrofe for en sky gut som mig selv og det var derfor en stor lettelse for mig da 23′eren snart dukkede op henne om hjørnet. Jeg vidste af erfaring, at Herman skulle med 114′eren.
Men ak. Som taget ud af en Anja og Viktor-film sprang Herman med ind i bussen med en bemærkning om, at han vist nok også godt kunne tage med den bus hen til et andet stoppested. Så kunne vi jo hyggesnakke lidt længere! Der var nu udsigt til en betydeligt længere samtale, der, ganske som frygtet, snart blev drejet over på hvor jeg boede, hvem jeg boede sammen med, hvor længe jeg havde været sammen med kæresten osv. Ude af stand til at håndtere akavede situationer og da slet ikke på et fremmed sprog var jeg snart parat til at tage flugten ved at stige af bussen. Havde det været et græsk teaterstykke ville der på dette tidspunkt blive sænket en engel ned fra loftet i et hejseværk for gennem guddommelig indgriben at befri mig fra mine pinsler. Den slags sker bare ikke i virkeligheden - men tæt på. Efter et par minutters kørsel huggede bussen pludseligt bremserne i så folk væltede rundt og jeg blev reddet. I uvejret var bussen åbenbart gledet af vejen og var kørt sammen med en anden bil. Politiet var tilkaldt og da ordnung muss sein kunne bussen nu ikke køre længere da der skulle optages rapport og reglementet følges. Deus ex machina! Herman måtte skynde sig tilbage til stoppestedet for at nå en anden bus og efter en venskabelig blanding af et knus og et klap på skulderen var jeg atter fri til at gå ned til en anden bus.
Postscript: Jeg sørger nu nøje for at undgå at ende alene ved stoppestedet med Herman. Fb-kommentarerne fortsætter ufortrødent. Jeg har endnu ikke gennemskuet hvordan man skal forholde sig til “venne”-begrebet på facebook i forhold til chefer og folk, der faktisk slet ikke er venner. Og til dem, der via facebook kan opspore Herman: Please don’t.
